Tag hatten af for Indiana Jones. Igen.

En biograftrailer til “Indiana Jones og templets forbandelse” hævdede i sin tid, at ”hvis eventyr har et navn, må det være Indiana Jones”. Et lidt fjollet postulat, men også et, der er svært at modsige, for findes der vitterligt en karakter, der er lige så synonym med sin genre som Harrison Fords pisksvingende alter ego? Det er praktisk talt umuligt ikke at sige navnet højt uden automatisk at nynne John Williams’ titaniske titelmelodi, uden at forestille sig Jones’ ikoniske silhuet på væggen og uden at hige efter en slidt læderjakke og en mørkebrun hat i klædeskabet.

Indiana Jones er simpelthen den perfekte filmhelt. En tilsyneladende almindelig herre, der til dagligt underviser gymnasieelever i 1930’ernes USA, men som i fritiden drager verden rundt på jagt efter skjulte skatte, der efterfølgende sendes direkte til nærmeste museum. Ligesom Clark Kent lever han et særpræget dobbeltliv, han er blot mindre usårlig og mere vittig og derfor langt mere tiltalende, og så kan de fleste af os formentlig relatere til Jones’ hunger efter at få en gevaldig én på opleveren. Hans spydige sarkasme er enormt indtagende, og på intet tidspunkt i de fire “Indiana Jones”-film svinder det besnærende, glitrende glimt i Fords øjne. Det er rollen, han blev født til at spille. Hvis karisma har et navn, må det være Harrison Ford.

Seriens første del, “Jagten på den forsvundne skat”, er stadigvæk dens bedste. Alene filmens første ti minutter leverer flere fængslende spændingsmomenter, end de fleste actionfilm mønstrer på to timer. Frygtelige fælder, fugleedderkopper, giftpile, farlige afgrunde, kæmpe rullesten… “Jagten på den forsvundne skat” lægger ud med filmhistoriens måske mest potente adrenalinkick. Der er talløse humoristiske afbræk undervejs, og tempoet daler sjældent og kun, når filmmagerne tager en veltimet timeout for at introducere nye karakterer, såsom den stålfaste Marion Ravenwood (Jones’ flamme) og den sympatiske Sallah, som hjælper vores amerikanske helt med at finde pagtens ark, der angiveligt indeholder de ti buds brudstykker, og som har kraften til at udslette hele byer.

Jones er i et kapløb med tiden for at finde arken før nazisterne og deres franske lakaj, Belloq, som spilles af engelske Paul Freeman, der faktisk formår at få en vis charme til at skinne igennem bag den forfængelige Belloqs kolde facade. Karen Allen er også dejlig fandenivoldsk som Marion – ikke bare en endimensional dulle, der konstant dåner over Indiana Jones, men en kvik og rapkæftet kvinde, der giver den hårdtslående arkæolog klækkeligt modspil. “Jagten på den forsvundne skat” er en cadeau til de mange gemytlige eventyrfilm, som instruktøren Steven Spielberg og idémanden George Lucas voksede op med, og d’herrer har (i fællesskab med manuskriptforfatteren Lawrence Kasdan) sammenblandet genrens fortærskede konventioner og arketyper i en pragtfuld pærevælling, der får dem til at føles helt nye igen. Et mesterværk i enhver henseende.

Den uundgåelige fortsættelse, “Indiana Jones og templets forbandelse” fra 1984, bar præg af knasterne i sin ophavsmands privatliv. Mens Lucas udtænkte historien, var han på kurs mod at miste millioner i en slidsom skilsmisse, og det kan mærkes på filmen, som er langt mere mørk og brutal end “Jagten på den forsvundne skat”. Her er hobevis af udmattede børneslaver, en af de mest vamle spisescener nogensinde, grufuld tortur og rollinger, der tæskes i et mareridtsagtigt tempel. Filmen var en medvirkende årsag til skabelsen af censurbedømmelsen PG13 i USA, som forhindrer børn i at se film uden voksne ledsagere. Den dystre tone er dog med til at adskille filmen fra sin forgænger, og den spiller afgjort også en faktor i filmens gennemgående høje intensitet.

Indimellem savner man dog nogle sjove indfald og den første films lette tone. Persongalleriet er også markant svagere her end i “Jagten på den forsvundne skat”. Willie Scott er en langt kedeligere heltinde end Marion – hendes evindelige skrigeri tirrer nerverne, og det samme gør Jones’ lille sidekick, Short Round, som er mere enerverende end en natsværmer ved sengetid. Amrish Puri gør dog en god figur som den ondskabsfulde kultleder Mola Ram, og så rummer filmen flere af seriens mest iøjnefaldende actionscener. Især den blændende åbningssekvens på en natklub i Shanghai og en hektisk togjagt gennem en trang mine tager kegler. Men der er mange døde perioder mellem actionsekvenserne, hvor man blot bliver utålmodig eller ilde til mode.

“Indiana Jones og det sidste korstog” fra 1989 føles som en mere naturlig fortsættelse til “Jagten på den forsvundne skat”, og det er tydeligt, at Spielberg og Co. har skelet til føljetonens forfader i et forsøg på at ramme de samme tårnhøje højder, som de gjorde tilbage i 1981. Derfor er filmen ikke nær så original som sine forgængere – nazisterne er igen ude efter et kristeligt klenodie (denne gang den hellige gral, som kan gøre dens ejer udødelig), karakterer som Sallah og museumsdirektøren Marcus Brody vender tilbage efter én films fravær, og det samme gør den første films mere muntre lune. Actionsekvenserne er (selvsagt) i særklasse, men i modsætning til “Jagten på den forsvundne skat” savner “Indiana Jones og det sidste korstog” mindeværdige skurke, og indimellem er humoren lige lovlig fjoget.

Men “Indiana Jones og det sidste korstog” har især én enorm force: Samspillet mellem Ford og Sean Connery, der spiller Jones’ far, som har ledt efter den hellige gral hele livet. Indiana Jones var oprindeligt tiltænkt som en pendant til James Bond (som ung fik Spielberg afslag på at lave en Bond-film, hvilken brøler!), så det var en genistreg at hyre netop Connery til rollen som Jones’ fader, og scenerne mellem de to har en kraftig, emotionel slagkraft, der får filmen til at adskille sig fra sine søskende. I stedet for blot at ende som en underholdende, 4-stjernet fortælling om en mands jagt efter en uvurderlig skat, ender filmen som en 5-stjernet herlighed om Indiana Jones søgen efter sin egen identitet og forsoning med sin far, og treeren giver os tilmed et interessant indblik i Jones’ fortid og de mange følelser, der faktisk florerer under hans sædvanligvis uigennemtrængelige og uanfægtede overflade.

“Indiana Jones og det sidste korstog” burde nok have været seriens svanesang, når man tager seriens næste del i betragtning. I 2008, hele 19 år efter Indiana Jones’ sidste filmiske eskapader, vendte han tilbage i “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”, og selvom mange fans formentlig havde bange anelser på forhånd (hverken Lucas eller Spielberg var just i topform på det tidspunkt), så var det nok de færreste, der ikke så frem til et gensyn med Fords i hans glansrolle. Det er måske også lidt lettere at dissekere filmen nu, hvor man har fået den oprindelige skuffelse i biografmørket på afstand.

Ford er stadig i topform, og heldigvis viger filmen ikke uden om det faktum, at den 65-årige skuespiller ikke var lige så mobil som tilbage i 1980’erne. Derudover er det herligt at se Karen Allen tilbage i rollen som Marion, og Shia LaBeouf er slet ikke værst som Jones’ nyeste sidekick med det noget grinagtige navn Mutt. Men Cate Blanchett er anonym som den russiske skurk Irina Spalko, og vendekåben Mac Michale (Ray Winstone) er bare et af utallige overflødige medlemmer af et overproppet persongalleri. Jeg har intet imod filmens udflugt til science fiction-genren, men midterdelen er sindsoprivende sløv, og de pinligt ringe computereffekter suger al spænding ud af de alt for lange actionsekvenser. Alt i alt er der altså tale om en unødvendig bagatel.

Set som en samlet helhed har serien langt flere styrker end brister, og derfor får “Indiana Jones”-sagaen som helhed følgende karakter:

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Selskabet Lowry gjorde et fornemt stykke arbejde, da de restaurerede seriens tre første film forinden dvd-udgivelsen i 2003, men indimellem var hudfarverne lige lovlig lyserøde. Det problem plager heldigvis ingen af udgivelsens HD-transfers. Farvegengivelsen er tværtimod upåklagelig hele vejen igennem. Der har altid været nogle slørede skud i seriens tre ældste film, især i “Jagten på den forsvundne skat” (også når filmmagerne ikke har brugt vignetter med fuldt overlæg), men som regel er billedet knivskarpt, og detaljerigdommen er ekstremt imponerende. Det samme er den i de tre andre film, og i øvrigt har man gudskelov ikke brugt digitale støjreduktionsfiltre – alle fire transfers har den rette mængde gryn og en lækker, celluloidagtig tekstur.

Kontrasten er også fænomenal igennem alle fire film. Især “Indiana Jones og templets forbandelse” har mange dunkle scener, men ingen detaljer drukner nogensinde i mørket. Derudover forekommer praktisk talt ingen snavs, og jeg bemærkede måske en lille håndfuld glorier igennem kvartettens sammenlagt 483 minutter. Det siger sig selv, at disse film aldrig har set bedre ud i hjemmebiografen, og selv hvis man har set dem et utal af gange (og hvem af os har ikke det?), vil man formentlig spotte helt nye visuelle elementer i filmene, som man aldrig tidligere har bemærket. Det er i øvrigt den ucensurerede udgave af “Indiana Jones og templets forbandelse”, som medfølger.

Audio

Filmene lyder endnu bedre, end de ser ud. Især slagene og skuddene har altid lydt fantastisk i “Indiana Jones”-filmene, og nu har de endnu større slagkraft end før takket være udgivelsens fire fantastiske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor. Men det er absolut ikke kun de kraftige lydeffekter i det lave frekvensleje, som imponerer. Jovist, et par gange lyder replikkerne lidt spidse i “Jagten på den forsvundne skat”, når man har benyttet reallyden, men for det meste kommer dialogen klokkeklart igennem og har en fabelagtig rumklang. John Williams’ musik har en klarhed og en fylde, der får hjemmebiografen til at føles som en koncertsal.

Derudover bliver samtlige højtalere fornemt udnyttet til at levere pragtfulde, naturtro panoreringer og auditive atmosfærer, som er fuldkommen troværdige – lige fra mineskaterne i “Indiana Jones og templets forbandelse” til de rotteplagede katakomber i “Indiana Jones og det sidste korstog”. Hverken støj eller overstyring figurerer overhovedet. Det lyder slet ikke, som om de fleste af disse film blev produceret for tre årtier siden.

Ekstramateriale

Hver film får sin egen Blu-ray, der også indeholder trailerne til den pågældende film (billedkvaliteten er ikke ligefrem lamslående, men trailerne præsenteres i det mindste i HD), mens hovedparten af ekstramaterialet befinder sig på udgivelsens femte disk. “Indiana Jones”-filmene er blevet udgivet to gange tidligere på dvd, men desværre har man ikke inkluderet alt det gamle ekstramateriale på denne nye BD-udgivelse, så fans bør ikke sælge deres dvd’er, hvis de tror, at de kommer til at savne de storyboards, billedgallerier, videospiltrailere og dokumentarer (deriblandt nogle korte videointroduktioner til de tre første film og en lang dokumentar om den fjerde films tilblivelse, som her medfølger i forkortet form), som ikke befinder sig på denne udgivelse.

Til gengæld er her mange af de samme godter, som fulgte med dvd-udgivelserne – nærmere bestemt 16 dokumentarer, som tilsammen varer godt 300(!) minutter og går tæt på alt fra franchisens brug af lyd og musik til seriens effekter, kulørte locations og karakterer. Det er ganske vist ærgerligt, at ikke alt det gamle ekstramateriale medfølger (og at Spielberg stadigvæk nægter at optage kommentarspor), men det er svært at forestille sig, at fans sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål efter at have set alt dette videomateriale.

To tidligere usete dokumentarer er også inkluderet: “The Making of The Raiders of the Lost Ark” (58 min.) er en fascinerende sag fra 1981, som byder på ekstremt fascinerende klip fra optagelserne og gamle interviews med filmens bagmænd og medvirkende. Endnu bedre er den splinternye dokumentar “On Set with Raiders of the Lost Ark” (58 min.), som er opdelt i to dele og består af adskillige ældre interviews, fraklip og slettede scener, som fans aldrig tidligere har set. Der er bl.a. optagelser fra settet af Harrison Ford, som beklager sig over ikke at blive tilbudt de samme manuskripter som Hollywoods topskuespillere (et problem, han formentlig ikke længere havde efter “Jagten på den forsvundne skat”) og saksede bidder fra slåskampen mellem Jones og den sortklædte fægter, som blev droppet, da Ford fik madforgiftning, hvilket tvang filmmagerne til at skyde en alternativ scene, som gik hen og blev en af filmens humoristiske højdepunkter.

Tre af dokumentarerne stammer fra BD-udgivelsen af “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”, og de præsenteres i HD ligesom de to “On Set with Raiders of the Lost Ark”-dokumentarer, mens resten af ekstramaterialet præsenteres i SD.