Indiana Jones Trilogy: The Adventure Collection
Udgivet 17. maj 2008 | Af: The Insider | Set på DVD
Harrison Fords ikoniske Indiana Jones er simpelthen den perfekte filmhelt. En tilsyneladende almindelig herre, der bruger størstedelen af sin tid på at undervise gymnasieelever, men som drager verden rundt i fritiden på jagt efter alskens gemte skatte, der efterfølgende sendes direkte til det nærmeste museum. Karakterens dobbeltliv minder en del om Clark Kents. Jones er bare mere menneskelig, vittig og tiltalende. Og så udgør Jones’ hunger efter eventyrlige eskapader formentlig et begær, som de fleste af os kan relatere til. Figurens fejlbarlighed og stædige selvironi er også enormt forfriskende, og de glitrende, afvæbnende glimt i Harrison Fords øjne forsvinder på intet tidspunkt i disse tre film. Ford blev simpelthen født til at spille denne rolle.
I skrevne stund (“Indiana Jones og krystalkraniets kongerige” har endnu ikke haft premiere) kan “Indiana Jones og templets forbandelse” derimod betragtes som kædens svageste led. George Lucas var på vej ud af en slidsom skilsmisse, der endte med at koste ham utallige millioner dollars, da han begyndte at fremskaffe ideer til den første films uundgåelige fortsættelse. Derfor er toeren – der faktisk foregår før den første film – mere mørk og brutal end “Jagten på den forsvundne skat”. Bl.a. en grum ‘hjerteoperation’ og en afskyelig middagsscene foruroliger. Filmen har mere travlt med at overgå den første films stunts, effekter og actionsekvenser end at skabe latter og få os til at sympatisere med Indiana Jones’ nye omgangskreds, der bl.a. tæller Jones’ uudholdelige sidekick, Short Round.
Men “Indiana Jones og det sidste korstog” føles i flere henseende lidt for familiær. Der er ikke mange store overraskelser, skurkene er overfladiske, og Jeffrey Boams manuskript er ikke nær så rigt på spidsfindige, humoristiske indfald som Kasdans manuskript til “Jagten på den forsvundne skat”. Men sammenspillet mellem Harrison Ford og Sean Connery, der spiller Jones’ far (en klar bekræftelse af Bond-figurens indflydelse på serien) giver filmen større emotionel resonans end de to tidligere produktioner, netop fordi et komplekst, bevægende forhold mellem en far og en søn er en lige så essentiel del af fortællingen som skjulte skattekamre, flotte kvinder og larmende håndgemæng. Som helhed opnår filmene følgende karakter:
Fælles for næsten alle de medfølgende dokumentarer er, at de er muntre, men forglemmelige. Pudsigt nok medfølger der næsten intet ekstramateriale om den fjerde “Indiana Jones”-produktion. Dvd’en med “Jagten på den forsvundne skat” indeholder “Indiana Jones: An Appreciation” (12 min.). Skuespillere som Ray Winstone, Jim Broadbent og Cate Blanchett, der alle medvirker i den fjerde “Indiana Jones”-film, diskuterer deres favoritøjeblikke fra de tidligere spillefilm. Den ellers hårdhudede Winstone indrømmer, at han græd under “Indiana Jones og det sidste korstog”, og manuskriptforfatteren David Koepp fortæller, at han blev inspireret til at blive forfatter efter at have set “Jagten på den forsvundne skat”. “The Mystery of the Melting Face” (9 min.) gennemgår skabelsen af filmens berømte ‘smeltende ansigt’-sekvens.
Endelig er der dvd’en med “Indiana Jones og det sidste korstog”, der udover filmen indeholder “Indy’s Women” (10 min.), som er boksens bedste dokumentar. Desværre er uddraget meget kort, men det er fornøjeligt at se de tre films kvindelige hovedrolleindehavere debattere deres roller i fællesskab. “Indy’s Friends and Foes” (11 min.) kigger nærmere på alle de godsindede kammerater og djævelske antagonister, som Indiana Jones er stødt på i serien.
Selv mere end et kvart århundrede efter premieren besidder Steven Spielbergs “Jagten på den forsvundne skat” eventyrgenrens kongekrone. Seriens første to fortsættelser er ikke nær så helstøbte som den uovertrufne originalfilm, men de er slet ikke værst. Skivernes nye dokumentarer er generelt underholdende, men ikke særlig informative eller mindeværdige. Udgivelsens transfers og lydspor er identiske med dem, der blev produceret til den oprindelige dvd-udgivelse i 2003. Hvis man allerede ejer filmene på dvd, er der altså ingen grund til at købe dem igen, og hvis man endnu ikke ejer dem, så er den gamle udgivelses ekstramateriale faktisk bedre. Hvorfor har man ikke i stedet brugt tid og kræfter på at få filmene ud på Blu-ray?
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet