Op og ned i en uendelighed

Tiøren falder først, da Faith åbenbarer for sine venner, at hendes elskede far er ‘polar bear’. Filmens beskrivelse af en bipolar mand og hans lidelses konsekvenser for især børnene, sætter den mærkværdige titel i et klarere, men også mere alvorligt lys. Det er straks sværere at blive klog på filmen bagved “Infinitely Polar Bear”. Fra begyndelsen blev jeg blev taget i hånden og ført med. Jeg grinte lidt, og jeg fik lidt ondt, også i maven. En mands sammenbrud og døtrenes modige forsøg på at holde af ham. Av. Og så, ti minutter senere, begyndte det hele forfra. Kan man virkelig lave sådan en film?

Maya Forbes balancerer på den tyndeste knivsæg, jeg længe har set. “Infinitely Polar Bear” er hele vejen igennem faretruende tæt på bare at blive en gentagende ophobning af scener, der viser farens vekslen mellem mani og depression. Godt set og godt spillet, men ikke på vej i nogen retning, der forløser de udspændte følelser. Når det alligevel lykkes at lave en samlet fortælling, er det, fordi hun netop bruger sygdommens konstante tilstedeværelse som formgreb. Faderen er syg for evigt, deraf ‘Infinitely’, og ingen plotmager kan pludselig gøre ham rask og sætte nogle rulletekster på.

Der er ikke tale om en fuldstændig plotløs film, bare en historie hvis udsving skal måles i ret umålelige ting som sorg og glæde. Det handler om Faith og Amelia, der skal passes af deres syge far, mens deres mor læser en MBA i New York. Cam, som faren hedder, er ved at komme sig over et mentalt sammenbrud og svinger mellem at snakke pisseirriterende pinligt med alle naboerne i den grågrønne opgang og at sumpe væk i en lænestol.

Hver gang, man tror, han er ved at komme sig, falder han tilbage, men det store ødelæggende udbrud kommer aldrig. Det er en flydende balance, nogle gange på medicin, nogle gange på øller, men aldrig helt i kontrol. Mens man langsomt sidder der og venter på, at noget skal ske, er der gået en time, og man indser, at hovedet er fuldt af bekymring og håb for en (næsten) opdigtet familie. Maya Forbes har digtet videre på sin egen historie, så den føles både unik og almen, oplysende og vedkommende.

Der er en grund til at Mark Ruffalo er den bedste Hulk nogensinde. De milde øjne kan slukke helt og blive til vrede og galskab, men selv om han sjovt nok optræder meget i grønt, er Cam Stuart aldrig destruktiv. Bare menneske og far-i-1000ende. Genistregen består i at lade sammenbruddet ligge først, så vi ser ham på medicin, udspilet og rystende, og forstår pigernes rædsel over at skulle se ham sådan igen. Imogene Wolodarsky og Ashley Aufderheide er fuldstændigt troværdige som døtrene, der ikke vokser med opgaven, men bare tager den på sig med de evner, de nu har.