Inglorious Bastards (Castellari)

InstruktionEnzo G. Castellari

MedvirkendeBo Svenson, Peter Hooten, Fred Williamson, Michael Pergolani, Jackie Basehart, Michel Constantin, Debra Berger, Raimund Harmstorf, Ian Bannen, Flavio Andreini, Peter Boom, Vito Fornari, Manfred Freyberger, Joshua Sinclair, Mike Morris

Længde99 min

GenreAction, Komedie, Krig

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Inglorious Bastards (Castellari)

4 6
Kært barn har som bekendt mange navne, og således har italienske Enzo G. Castellaris “Inglorious Bastards” blandt andre også lydt kælenavnene “Hell’s Heroes”, “The Deadly Mission” og “G.I. Bro”. I denne seneste i en lang række af relanceringer er filmen om de glorieløse bastarder dog udgivet under dens velkendte titel, “Inglorious Bastards”, og selve anledningen til udgivelsen skal nu nok også ses i lyset af, at den amerikanske filmbuff Quentin Tarantino planlægger en genindspilning af samme bedagede filmklassiker næste år.
Om svenske Bo Svenson kommer til at spille en rolle i genindspilningen af den dynamiske krigsfilm sammen med navne som Tim Roth og Michael Madsen er endnu uvidst, men et ufravigeligt faktum er det i hvert fald, at skuespilleren øvede afgørende indflydelse på filmens og også sin egen succes. Tematisk er “Inglorious Bastards” mestendels at opfatte som en krigsfilm, selv om de velkendte temaer om kærlighed og moral fylder betragteligt i det krigshærgede landskab. Her leder Svenson som den kasserede officer Yeager en række amerikanske krigsfanger igennem fjendtligt terræn med kurs mod ubesatte Schweiz.

Nogenlunde sådan betegnes rammerne for denne slagkraftige (anti)krigsfilm, hvor den tyske besættelsesmagt i Sydeuropa naturligvis vil gøre alt for at fjerne amerikanerne og deres allierede fra verdenskortet. Det hører med til selve udredningen, at officer Yeager og hans koldblodige amerikanske kampfæller oprindeligt befandt sig ombord på en amerikansk konvoj som krigsfanger på grund af kriminelle handlinger rangerende fra desertering til mord. Undervejs angriber tysken fangetransporten, hvilket giver den forbryderiske gruppe anledning til at flygte og fortsætte kursen mod neutrale Schweiz og en krig, de i bund og grund ikke gider.

Det påtrængende spørgsmål i “Inglorious Bastards” er nu nok stadig lige aktuelt og formuleres nogenlunde sådan: Hvorfor er det altid fodfolket, der skal udkæmpe kontornussernes og lederskikkelsernes håbløse og beskidte krige? Et vigtigt spørgsmål uden noget entydigt svar, men dog med en understregning af, at pointen fremstår væsentligere end den underholdning, som filmen trods alt først og fremmest er båret af. Sammen med Fred (Fred Williamson), Tony (Peter Hooten) samt den tyske desertør Adolf Sachs (Raimund Harmstorf) og den kvindelige frihedskæmper Nicole (Debra Berger), der begge støder til undervejs, får officer Yeager da også vist, at der alligevel gemmer sig et hjerte af godhed bag de kriminelle overflader og de antiautoritære ridser i lakken.

Beslutningen om kollektiv desertering lykkes dog ikke helt så smertefrit som håbet, da de amerikanske militærnægtere forveksles med en tilsvarende gruppe amerikanske soldater. Det med at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt giver pludselig mening, men uden større protester indvilger gruppen trods alt i med deres fandenivoldskhed og militaristiske duelighed at hjælpe en italiensk modstandsbevægelse med en mission. Germanerne skal forhindres i et forehavende, og det involverer bombardementet af et tysk tog med fatalt krigsmateriel og ligner umiddelbart billetten ud af krigshelvedet.

Nu er skuespillet generelt ikke den allerstørste force ved “Inglorious Bastards”, men kan der abstraheres fra det, venter en almengyldig og bæredygtig historie, der trods tiltagende alder stadig er umådeligt relevant. Og herfra går den vilde jagt på det forjættede og fredfyldte Schweiz igennem den tyske wehrmacht, en flok afklædte og skydegale badenymfer og den engagerede undergrundshær. Manøvreringen mellem angribere og bomber, venner og fjender er næppe den ønskede dans på roser, men som film immervæk et underholdende og actionfyldt bidrag til den desværre altid så aktuelle krigsretorik.

Instruktøren Enzo G. Castellari er indimellem stadig aktiv, men har nu ikke siden formået at larme på samme niveau. Italieneren har dog vist åbenlys interesse for Quentin Tarantinos ønske om et remake, og selvom originalforlægget ikke lægger op til de store kunstneriske landevindinger, rummer dets nuancerede dialektik et begrebsapparat, der giver mulighed for politiseren midt imellem Tarantinos evigtgyldige og kunstneriske voldsforherligelse.

Video”Inglorious Bastards” er i denne udgivelse remastereret i et anamorphic widescreen 1.85:1 format, der generelt gør sig udmærket. Billedet er for det meste skarpt, selv om transferet flere steder afslører tilfælde af edge-enhancement og også blødhed. Farvetemperaturen er stabil, og kontrasten god, til trods for enkelte udsving. Der er derudover ikke eksempler på udtværinger eller digital støj.
AudioDet engelsk- og italiensksprogede Dolby Digital 1.0 mono lydspor er i en rimelig kvalitet om end ikke overvældende, og hvor ville det dog have glimret på denne udgivelse, filmens actionprægede islæt taget i betragtning, hvis lydgengivelsen havde haft mere at arbejde med. Alligevel er dialogen ren og tydelig til trods for enkelte mudrede passager, og den bombastiske underlægningsmusik er tilsvarende voluminøs.
EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse byder på lidt af hvert. Ganske interessant er trailershowet med “Re-animator”, “Vigilante”, “Buddy Holly Story”, “What?”, “Ichi the Killer”, “Maniac”, “Miracle in Milano”, “La Chiave” og “Salon Kitty”, der alle er af ældre dato. Desuden forefindes et slideshow med stills fra “Inglorious Bastards” og en intenational udgave af filmens credits samt trailer. Mest relevante er dog det timelange interview med komponisten F. D. Masi og det desværre noget kortere interview med instruktøren, Enzo G. Castellari. Interessante er de dog begge.

Denne udgivelse af “Inglorious Bastards” er langt fra den første af sin slags, men alligevel er svenske Bo Svensons skuespilmæssige højdepunkt et ekstra kig værd. Filmen bevarer et nuanceret og almengyldigt greb om krigens bagsider. Skuespillet er ikke altid i voldsomt høj klasse, men kan der abstraheres fra det, tilbyder Enzo G. Castellari en underholdende og til tider også ganske humoristisk krigsfilm, der meget vel kan agere kommentar til klodens verserende krigstilstande. Mest interessant er filmen dog trods alt som kuriosum i forlængelse af Quentin Tarantinos forventede genindspilning til næste år.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

En gruppe amerikanske krigsfanger skal under 2. verdenskrig transporteres til en straffelejr pga. forskellige forbrydelser rangerende fra desertering til mord. Da nazisterne angriber konvojen, lykkes det for gruppen at flygte, og de begiver sig gennem fjendtligt terræn mod Schweiz. Snart befinder de sig dog midt i en hemmelig mission om at trænge dybt ind bag fjendens linier og tilintegøre nazisternes nyeste masseødelæggelsesvåben… uden at blive fanget af de allierede!