Inglorious Bastards (Castellari)
Udgivet 25. aug 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Nogenlunde sådan betegnes rammerne for denne slagkraftige (anti)krigsfilm, hvor den tyske besættelsesmagt i Sydeuropa naturligvis vil gøre alt for at fjerne amerikanerne og deres allierede fra verdenskortet. Det hører med til selve udredningen, at officer Yeager og hans koldblodige amerikanske kampfæller oprindeligt befandt sig ombord på en amerikansk konvoj som krigsfanger på grund af kriminelle handlinger rangerende fra desertering til mord. Undervejs angriber tysken fangetransporten, hvilket giver den forbryderiske gruppe anledning til at flygte og fortsætte kursen mod neutrale Schweiz og en krig, de i bund og grund ikke gider.
Det påtrængende spørgsmål i “Inglorious Bastards” er nu nok stadig lige aktuelt og formuleres nogenlunde sådan: Hvorfor er det altid fodfolket, der skal udkæmpe kontornussernes og lederskikkelsernes håbløse og beskidte krige? Et vigtigt spørgsmål uden noget entydigt svar, men dog med en understregning af, at pointen fremstår væsentligere end den underholdning, som filmen trods alt først og fremmest er båret af. Sammen med Fred (Fred Williamson), Tony (Peter Hooten) samt den tyske desertør Adolf Sachs (Raimund Harmstorf) og den kvindelige frihedskæmper Nicole (Debra Berger), der begge støder til undervejs, får officer Yeager da også vist, at der alligevel gemmer sig et hjerte af godhed bag de kriminelle overflader og de antiautoritære ridser i lakken.
Nu er skuespillet generelt ikke den allerstørste force ved “Inglorious Bastards”, men kan der abstraheres fra det, venter en almengyldig og bæredygtig historie, der trods tiltagende alder stadig er umådeligt relevant. Og herfra går den vilde jagt på det forjættede og fredfyldte Schweiz igennem den tyske wehrmacht, en flok afklædte og skydegale badenymfer og den engagerede undergrundshær. Manøvreringen mellem angribere og bomber, venner og fjender er næppe den ønskede dans på roser, men som film immervæk et underholdende og actionfyldt bidrag til den desværre altid så aktuelle krigsretorik.
Instruktøren Enzo G. Castellari er indimellem stadig aktiv, men har nu ikke siden formået at larme på samme niveau. Italieneren har dog vist åbenlys interesse for Quentin Tarantinos ønske om et remake, og selvom originalforlægget ikke lægger op til de store kunstneriske landevindinger, rummer dets nuancerede dialektik et begrebsapparat, der giver mulighed for politiseren midt imellem Tarantinos evigtgyldige og kunstneriske voldsforherligelse.
Denne udgivelse af “Inglorious Bastards” er langt fra den første af sin slags, men alligevel er svenske Bo Svensons skuespilmæssige højdepunkt et ekstra kig værd. Filmen bevarer et nuanceret og almengyldigt greb om krigens bagsider. Skuespillet er ikke altid i voldsomt høj klasse, men kan der abstraheres fra det, tilbyder Enzo G. Castellari en underholdende og til tider også ganske humoristisk krigsfilm, der meget vel kan agere kommentar til klodens verserende krigstilstande. Mest interessant er filmen dog trods alt som kuriosum i forlængelse af Quentin Tarantinos forventede genindspilning til næste år.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet