Gamle damer og dukker gyser igen

At James Wan forlader horrorgenren efter “Insidious 2”, er en af de værste filmnyheder dette år. Han er manden, der sammen med Eli Roths “Hostel” har vist en helt ny skræmmende vej for genren. “Nattens dæmoner” og den første “Insidious” gav mig myrekryb og søvnløse nætter på en mareridtsagtig fed facon! Wans gysende svanesang og fortsættelse på sidstnævnte er ingen undtagelse.

En efterfølger til en succesfuld film har det med at være omgivet af et ekko, der skriger: ”flere penge, flere penge!”. Sjældent er det et ægte ekko-ønske om en ny god film. Derfor er det med stor lettelse, at jeg kan afsløre, at det ikke er tilfældet med “Insidious 2”, der er en naturlig fortsættelse af det mareridt, der startede i den første film. På skarpsindig vis har Wan med sin sædvanlige manuskriptforfatter, Leigh Whannell, til og med formået at bygge en troværdig bro mellem gys 1 og gys 2.

Det virker, som om Wan i dén grad har brug for at få afløb for sine gale gyserier, inden han bevæger sig videre til en ny genre. Det kommer “Insidious 2” sommetider til at bøde for samtidig med, at nogle af Wans tricks blevet alt for velkendte. Hans primære frygtmidler består i dukker, gamle damer og ældre huse. Det skræmmer måske de første gange, men begynder at kede, når det gentages i det uendelige. “Insidious 2” er stadig en god film, men de krybende myrer på mine arme er blevet lidt mindre her i 2’eren.

For dens forgænger skræmte mig på en måde, som næsten ingen anden film har formået før. Kan du huske den røde titelsekvens, der blev suppleret af høje, falske klavertoner? Det drev mig til vanvid på den gode måde og er noget, som også “Insidious 2” har beholdt. Det er horror for folk, der kan lide deres skrækfilm tilsat et ekstra skud voldsomhed. For der er ingen tvivl om, at det er en aggressiv affære, der bombede mig med uhyggelige billeder, indtil jeg måtte bede om nåde. Dét har altid været en af Wans styrker – han giver ikke efter for dem med sarte nerver.

Det er egentlig lige så simpelt, som dukker er skræmmende: kunne du lide den første, vil du også kunne lide den anden. Men forvent ikke en ny oplevelse. Dette er ren, dygtig rutine fra Wan. Heldigvis er rutine for ham stadig satans godt.