Ugens udvalgte film om den udvalgte

Når støvet lægger sig, og det despotiske regimes præsident er faldet for frihedens sværd, løber kunderne ud af butikken og hen til den næste. Den næste udvalgte, den næste diktator, den næste tweenie-milliardforretning. Det er svært at se, hvordan “Divergent”-serien skal hæve sig over de andre franchises, der i et kort øjeblik har formået at holde bare lidt fast i os umættelige, men troløse kulturforbrugere. Det er endda svært at se “Insurgent” hæve sig op over sin forglemmelige titel. Men det er muligt, at se den lave en god forretning og skabe lidt midlertidig glæde hos teenagere og skolebibliotekarer

For det er solidt arbejde, der er lagt for dagen i filmatiseringen af bog nr. to. Men ikke for udenforstående. Uden egentlig introduktion popper Kate Winslets ‘Big Brother’-tale til nationen op på skærmen. Man er simpelthen tvunget til at have set den første film og vide, at hun som overhoved for den kloge fraktion Erudite har tvunget de barmhjertige Abnegation i knæ med hjælp fra de stærke Dauntless. Nu er hun på jagt efter seriens Divergents – afvigere, der ikke bare kan sættes i bås, og som derfor er hyperfarlige for styret.

Veronica Roths mytologi er noget forsimplet vrøvl, men det er effektivt vrøvl, der lander lige ned i tidens trend af uhyggelige skildringer af en ikke så fjern fremtid. Udvalgsmøllen kører igen, Katniss pudser sine pile, Maze-runneren spiller kryds og bolle, så lige nu er det Tris Prior, der er vores eneste håb om frelse. Fordi hun ikke er specielt god til én ting, men ret ok til alle ting. Kernen i “Divergent”-serien er en skjult opmuntring til dem, der har mest brug for det: ubeslutsom vestlig ungdom, der bare er SÅ MEGET i live og bare føler SÅ MEGET, at 150 likes på profilbilledet er et eksistensminimum.

I er gode nok, vi er gode nok, nærmest skriger manuskriptet, mens Tris skiftevis græder og tæver sig vej igennem et dystopisk Chicago, en af de mindre interessante ruinbyer i de seneste årtiers film. Hvis jeg skal heppe på hende, fordi hun er menneskehedens sidste håb, nytter det ikke noget, at samme menneskehed blot er 300 statister i enten blåt, hvidt eller orange tøj, der render rundt på en byggeplads. Byen virker hverken som en truende slumpøl eller som en sikker havn i ødemarken. Den er der bare.

Identifikationen reddes af skuespillet. Når man blot indstiller sig på, at hver replik om arv, skæbne eller valg efterfølges af en kunstpause og et rugende blik, er der faktisk mange af scenerne, der lever med dynamiske replikker og overbevisende actionsekvenser. Shailene Woodley er såret, men troværdigt hårdtslående, Kate Winslet sutter på et iskoldt maltbolsje hele vejen igennem og Jai Courtney er underholdende led som Dauntless-vagthund.