Interview (2007)

InstruktionSteve Buscemi

MedvirkendeSienna Miller, Steve Buscemi, Michael Buscemi, Tara Elders, David Schecter, Molly Griffith, Elizabeth Bracco, James Villemaire

Længde100 min

GenreDrama, Drama

IMDbVis på IMDb


Anmeldelse

Interview

5 6
Når modpoler mødesDen afdøde hollandske filminstruktør Theo van Gogh vil formentligt primært kunne erindres for sin kritik af islam og det efterfølgende drab på ham. Allerede inden da var det imidlertid planen, at instruktørens trilogi, som bl.a. indbefattede “Interview”, skulle genindspilles på amerikansk grund og med amerikanske skuespillere og instruktører. Filmen faldt i hænderne på produktive Steve Buscemi, som på imponerende vis har formået at løfte opgaven, både som skuespiller og som instruktør.
Som en af to bærende karakterer har han i den forsmåede politiske journalist Pierre over for sig en charmerende og veloplagt femme fatale i Sienna Millers koleriske og selvpromoverende skuespillerinde Katya. Det er da også de to skuespillere, som er den åbenlyse attraktion ved “Interview”. Sammen står de last og brast, om end de først og fremmest er hinandens opponenter i en duel på ord og rappe replikker fra start til slut. Kemien slå revner og sprækker, mens selve handlingen blot er yderst banal og dikteres af et aftalt interview mellem de to. Han er mødt op uden at gøre sit hjemmearbejde godt nok, og hun er træt af bladsmørere, som alligevel skriver, hvad der passer dem. Skænderiet lurer under overfladen, men af vanvare og takket være en lidt for henrykt taxachauffør rykkes interviewet hurtigt fra den aftalte fashionable restaurant til hendes luksuriøse gemakker i en lejlighed på Manhattan.

Bedst er filmens velsmurte replikker, som konsekvent fyger igennem luften, alt imens revserier og gemene platheder finder vej ind under bæltestedet. De to, journalisten og skuespillerinden, respekterer ikke hinandens erhverv, og det mærkes både inden for og uden for interviewets fastlagte rammer. Moradset udvikler sig til en regulær magtkamp om at vise sig som den stærke. Det handler om at bevare facaden og for alt i verden ikke afsløre hemmeligheder eller intimiteter over for den oralt angribende modpart, for hvem alle kneb gælder. Underholdende er det, men det havde formodentligt ikke haft samme høje bundniveau, var det ikke for et så velspillende og umage par som makkerparret Miller og Buscemi.

Igennem alkoholtågerne fortsætter forsøgene på at bevare facaden, men det er ingen let kunst, når promillens indtog sikrer en underliggende og til tider uhæmmet flirten mellem de to kærlighedshungrende og rivaliserende individualister. Det er svært at bevare et visir, når jobbet fordrer, at man evner at spille en rolle i enhver situation og for enhver pris. For begge gælder det om at afsløre hinandens svagheder uden selv at blive ramt.

Undervejs tager “Interview” et par overrumplende rejehop, og begge karakterer får vist, at de måske ikke er så hårdhudede som først antaget. Der er tegn på savn, mangel på menneskelig omsorg hos begge kærlighedssøgende væsener, og så har de begge oplevet tab. Så noget har de da til fælles. Hun har aldrig haft en faderfigur at se op til, og han har mistet sin datter i en alt for ung alder. Svigt er et nærliggende ord, og et snigende far-datter forhold er under opsejling og blokerer i døren for den romance, som muligvis også kan opstå blandt de dybfølte og velartikulerede, men alt andet end perfekte figurer.

De lider af livslede og fornedrelse og har kanaliseret al energi ud på at lyve for andre i årevis i en grad, så livet i sig selv er blevet en løgn for dem. Eller er det nu også tilfældet? Handler “Interview” i virkeligheden om, at Katya og Pierre for alt i verden ikke vil give noget af sig selv for at opnå det ønskede? Afsløres kan det i hvert fald, at denne film rummer utallige finurlige overraskelser, som er en medvirkende årsag til, at Buscemis tredje filminstruktion føles alt for hurtigt overstået. Som Sienna Millers perfekte og underskønne udseende besidder heller ikke filmen i sin helhed et gram fedt for meget, nærmest tværtimod.

Steve Buscemi har før vist kvaliteter ud i instruktørrollen og får igen understreget, at den iltre personage er en herre, som forstår at holde mange bolde i luften på en gang. I “Interview” er der budgetteret fornuftigt med ressourcerne, øjensynligt med minimale omkostninger til følge. Der er både saft og kraft i handlingens overflade, mens det rigtige vid og bid eksisterer i bedste velgående i sprækkerne og underneden. Filmen krænger sjælen ud på sine to genstridigt blottende aktører, selv om de desperat kæmper for at give det perfekte indtryk. Alt er ikke perfekt under overfladen på de to, men for filmens vedkommende synes netop det tilnærmelsesvis at være tilfældet.

Video”Interview” præsenteres i et udmærket anamorphic widescreen 1.78:1-format, som dog ikke er uden enkelte ridser i lakken. Således er der flere eksempler på edge-enhancement, ligesom blødhed også kan spores enkelte steder. Derimod forekommer digitale forstyrrelser eller udtværinger ikke, og endelig er både kontrast og farvetemperatur konstante. Et ganske fint transfer.
AudioOgså lydbilledet gør sig godt. Eksekveret i et engelsksproget Dolby Digital 5.1-lydspor og gennemgående med en tydelig dialog, om end enkelte utydelige passager dog forekommer. Herudover er atmosfæren gennemarbejdet og flyder godt ud i alle kanaler, men byder nu ikke på de store finesser. “Interview” er en af den slags film, hvor styrken på lydsiden ligger i replikkerne.
EkstramaterialeLaveste karakter får det jævne ekstramateriale, som først og fremmest består af en trailer for filmen samt “Cast & Crew”, som er to tekstpræsentationer af Sienna Miller og Steve Buscemis liv og levned. Herudover tilbyder de to featuretter “Triple Theo: Take One” og “Behind the Scenes” et dybere indblik i filmen igennem interviews med skuespillere, instruktør og producere. De forklarer baggrunden for filmen, samarbejdet samt tilblivelsen.

Den veloplagte “Interview” er Steve Buscemis sprudlende genindspilning af den kontroversielle hollandske instruktør Theo van Goghs film af samme navn, blot med amerikanske rødder. Replikkerne er velsmurte, finurlighederne i sig selv underholdende, men største attraktion er dog den solide ageren mellem de to hovedaktører Steve Buscemi og bedårende Sienna Miller. En af årets mest velskrevne komedier, hvor intet er gættet på forhånd.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

En seriøs politisk journalist skal interviewe en kvindelig skuespiller, som både er sexikon og soapstjerne – til hans store forbitrelse, og efterhånden også hendes. Pierre påstår, at han aldrig har set Katya i tv, og han har gjort så lidt forarbejde, at han stort set intet ved om hende – han ved kun, at han afskyr den kendsgerning, at en sådan kvinde i det hele taget findes. Katya har givet så mange interviews, at hun er blevet dødtræt af dem, og hun møder op en time for sent. Hun bliver ikke så overrasket over, at Pierre ikke ved noget om hende, men hun bliver helt paf over, at han er så fræk, at han forsøger at bluffe sig igennem interviewet.