Irina Palm - Nattens røde lygter

InstruktionSam Garbarski

MedvirkendeMarianne Faithfull, Jenny Agutter, Kevin Bishop, Meg Wynn Owen, Miki Manojlovic, Siobhan Hewlett, Dorka Gryllus, Corey Burke, Susan Hitch, Flip Webster, Tony O'Brien, Jules Werner, Ann Queensberry, June Bailey, Jonathan Coyne

Længde101 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen02/05/2008


Anmeldelse

Irina Palm – Nattens røde lygter

4 6
Byens bedste højrehånd

Hvis rockikonet Marianne Faithfulls liv skal opsummeres, så vil en anvendelig biografi stille lige skarpt på både op- og nedture, stofmisbrug og landeplager. Den britiske sangerinde er ikke ubekendt med livet på gaden i Londons Soho-kvarter – hvor dele af “Irina Palm” er filmet, og måske kan det forklare, at hun egentligt passer meget fint ind i filmens skæve, melankolske univers.

Her har vi at gøre med en stålfast madamme, som vil gå igennem ild og vand for sit kød og blod, sit barnebarn, som ligger for døden med en uhelbredelig sygdom hængende over hovedet. Ja, helt uhelbredelig er den så ikke, al den stund australske forskere er langt med en kur, der kan redde otteårige Olly. Men der er langt til landet down under, og distancen bliver ikke kortere for en familie på overførselsindkomst, som har svært nok ved at skaffe pålæg til det daglige brød. Faithfulls enke Maggie er imidlertid gjort af et ganske særligt stof og lader sig trods et gældstynget liv ikke slå ud. Det er sådan set oplægget til, at filmens hovedperson par excellence ender med at tilfredsstille mænd på en dunkel sexklub i den engelske hovedstads berygtede bydel.

Umiddelbart lyder “Irina Palm” som et alvorstungt drama, hvor det ikke kan undgås at forlade biografen i stortudende tilstand. Sådan er det heldigvis ikke. For selv om filmen tilsigter sexindustriens skumle bagsider, så synes det at være et formål at vise, at der også er mennesker bag sexbranchens kropsfikserede facade, som har haft deres grunde til at få fingrene – eller i Maggies tilfælde hænderne – ned i det beskidte erhverv. Mennesker er styret af skæbnen. Jobs kommer ikke altid af lyst, men af nød. Nød lærte som bekendt den nøgne kvinde at spinde og således også Maggie, der ikke havde andre muligheder og derfor ender som feteret sexklubattraktion under kunstnernavnet Irina Palm.

Og hvilken attraktion. Angiveligt har hun de blødeste hænder i byen, så sexklubben, anført af den afdankede ejer Miklos, med et får kronede dage, og trængende mænd står i kø langt ud på gaden for at få et førsteklasses håndjob. Med alvoren skubbet i baggrunden er “Irina Palm” en sørgmunter fortælling om, hvor langt et familiemedlem vil gå for at redde sine kære ud af en knibe. Det får selvfølgelig konsekvenser, og sladderen går hurtigt i det lille, småborgerlige forstadssamfund, som filmens karakterer næsten alle bebor. Humoren er hylemorsom, men aldrig uden en fornøden snert af alvor.

“Irina Palm” rummer i det regi flere gennemførte genistreger, der naturligvis skal opleves i deres enestående helhed. Alligevel er det uundgåeligt ikke at fremhæve den eminente scene, hvor Maggie forklarer sin aparte opførsel over for det bornerte og storsnudede bridge-trekløver, hun normalt samtaler med over den traditionelle engelske eftermiddagste. Se det er humor på et meget højt plan. Og så lærer hendes bekendtskaber tilmed betydningen af udtrykket ‘penis-albue’. Heri understreges, hvad der ligger bag den velkendte vending ‘hemmeligheder og løgne’, og i bund og grund må moralen være, at man ikke kan tilfredsstille alle i sin omgangskreds, men en start vil være, hvis man er i stand til at tilfredsstille sig selv – også på andre måder end rent seksuelt.

Det er ikke fordi, Marianne Faithfull tager skuespilkunsten til sig med allerstørste naturlighed. Voldsomt godt spiller hun egentligt ikke. Til gengæld tager hendes udstråling kegler og er en overordentlig væsentlig del af filmens samlede gevinst. Med dertil hører også det finurlige samspil med en af filmens vigtigste bi-karakterer, sexklubejeren Miki – spillet af Miki Manojlovic. I de tos mere intime sjælesørgerier og eksistentielle afsøgninger slår samspillet ganske enkelt gnister på sin egen introverte facon.

Det hele skal naturligvis være så skidt, før det bliver godt for noget. Og i horisonten lurer katastrofen og sammenstødet med familien, når de finder ud af den rette forklaring på, at der lige pludselig er blevet råd til, at Olly kan blive sund og rask. Særligt Maggies søn har svært ved at se det fornuftige deri, og det hjælper ikke på et i forvejen afkølet forhold til moderen. Men som bekendt helliger målet gerne midlet, og det er måske en af årsagerne til, at man ind imellem glemmer, hvor beskidt sexindustrien er, når man er i selskab med denne film. Men det er i virkeligheden det, det hele handler om.

Video

“Irina Palm” præsenteres i et traditionelt anamorphic widescreen 1.78:1-format, som sine begrænsninger taget i betragtning fungerer udmærket. Det håndholdte look rummer hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, hvorimod edge-enhancement og myrer i billedet desværre ikke er nogen sjældenhed. De kolde farver står til gengæld godt og skarpt i samspil med den solide kontrast. Et udmærket transfer, men med mangler.

Audio

På lydsiden eksekveres de tre engelsksprogede Dolby 2.0-, Dolby 5.1- og DTS-lydspor, som sammen med filmen er udgivelsens bedste kort. Dialogen er gennemgående tydelig og præges aldrig af overstyringer, mens underlægningsmusikken tværtimod er nedtonet, men alligevel sætter lejlighedsvis ind de rette steder og skaber den rette stemning. Nu er “Irina Palm” primært båret af dialogen og lægger ikke op til de voluminøse ramasjangeffekter – heller ikke på lydsiden – men alligevel så er den udmærkede atmosfære præget af enkelte vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde.

Ekstramateriale

Ud over trailere for “Persepolis”, “We Own the Night”, “The Good Night”, “Goodbye Bafana” og “Irina Palm” er eneste anden attraktion tre kortere interviews med henholdsvis Marianne Faithfull, instruktør Sam Gabarski og medspiller Miki Manojlovic, hvor særligt Faithfulls karakter og medvirken er i fokus. Der ligger ikke noget større arbejde bag, og resultatet er derfor også derefter.

Trods enkelte andre film i bagagen, så er instruktør Sam Gabarski et forholdsvist ubeskrevet blad på den internationale scene. Men mon ikke det er et navn, vi kommer til at se en del mere til oven på denne yderst vellykkede film, som først og fremmest er et bemærkelsesværdigt comeback til den hårdt prøvede sangerinde Marianne Faithfull i rampelysets skær. Herudover er filmen en charmerende perle, hvor styrken overraskende nok ikke skal findes i skuespillet, men derimod i situationernes dramatiske komik.

Irina Palm – Nattens røde lygter

4 6
I kyndige hænderDet er en ældgammel, men fortsat eviggyldig sandhed, at skinnet bedrager. Tag nu bare den 50-årige Maggie, som ved første øjekast ligner en hvilken som helst almindelig og næsten halvkedelig forstadskone, hvis livsførelse man næppe kan forstille sig indeholder de store overraskelser. Sandheden er dog en ganske anden, og den så respektable Maggie fører i al hemmelighed et dobbeltliv blandt de mere skumle dele af Sohos kvarterer.
Hvordan, det er kommet så vidt, er en længere historie. Maggie har fra starten af en lidt trist tilværelse som enke i en typisk engelsk forstad. Hendes barnebarn Ollie rammes imidlertid af en hjertesygdom, og den eneste behandling, som muligvis kan hjælpe, er i Australien. Hans forældre har imidlertid ikke midlerne til at foretage en sådan rejse, og de har allerede udtømt alle muligheder for at låne yderligere penge. Maggie har aldrig haft et job i sit liv, men forsøger nu desperat at finde et, der kan hjælpe med at dække udgifterne.

Hun bliver dog prompte afvist af ligegyldige arbejdsgivere og jobkonsulenter, men søger i naivitet en stilling som værtinde på en skummel natklub. Her møder hun indehaveren Miki, der oplyser hende om, at “værtinde” dækker over en lidt anden profession. Maggie har ikke ligefrem udseendet til at være prostitueret længere, men Miki bemærker, at hun har særdeles bløde hænder. Han har derfor et tilbud: Klubben har et særligt værelse med en lille åbning, hvori liderlige mænd kan stikke deres elskovsstang ind og blive betjent af en kvindes kærlig hænder i det tilstødende værelse. Det var ikke ligefrem sådan en stilling, Maggie havde i tankerne, men betalingen er god, og modvilligt påtager hun sig det lidet noble erhverv. Det viser sig ikke desto mindre, at hun har et naturlig håndlag for jobbet, og snart tildeles hun kunstnernavnet “Irina Palm” og bliver lidt af en anonym kendis som det bedste handjob i branchen.

Filmen må vel nærmest beskrives som en slags “Calender Girls” møder Ken Loach, men den adskiller sig alligevel ved at bryde en del af genrens konventioner samt ved at lægge afstand til nogle af de mest overfladiske politisk korrekte opfattelser. Først og fremmest adskiller den sig ved at tegne en miljøbeskrivelse af det listige Soho, der er anderledes positiv, end hvad vi sædvanligvis bliver præsenteret for. Den alfonslignende indehaver er for en gangs skyld ikke et dumt svin, men derimod grundlæggende et sympatisk menneske, og i stedet for at være en fortælling om hvor fornedrende og menneskefjendsk arbejdet er, udvikler historien sig temmelig anderledes, end hvad vi er vant til.

Filmen skaber nogle forventninger om selvopofrelse, men udvikler sig i en anden retning og bliver i stedet en historie om generhvervet selvværd. Alle fortæller Maggie, at hun skal holde sine to identiteter skarpt adskilt – råd, som hun ikke desto mindre ignorer, og snart forsøger hun at gøre mastuberingsværelset hyggeligere med alskens nipsgenstande og billeder som en anden pligtopfyldende sekretær. Hun bringer varme og menneskelighed til en gold eksistens og oplever selv en opblomstring på trods af det ellers så ildesete arbejde. I rollen som Maggie ses Marianne Faithfull, der giver figuren en naturlig forsagthed. Hun suppleres glimrende af resten af rollebesætningen, hvor ikke mindst Miki Majnolovic yder hendes fornemt modspil.

Hvor filmen til tider halter er gennem det lejlighedsvis svage manuskript, der undertiden lige lovlig hurtigt griber efter de nemme grin, hvor de er alt for oplagte, og som indimellem ikke giver frygtelig meget mening. Særlig slutningen virker lidt klodset. Hvad filmen mangler af finesser, har den til gengæld i en grundlæggende hjertevarme og i sit sobre angreb på den hykleriske småborgermoral. “Irina Palm – Nattens røde lygter” er ikke nogen stor film, men en fornøjelig, humoristisk og optimistisk lille beretning, hvor man næsten føler sig så godt tilpas, som mændene i Maggies kyndige hænder.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Maggie har et stillestående liv i en trist engelsk forstad. Da hendes barnebarn, Ollie, rammes af en hjertesygdom, som kræver en dyr operation, der kun kan foretages i Australien, føler hun det som sit livs største og vigtigste opgave at finde pengene, der skal til. Maggie har aldrig arbejdet, men går nu ivrigt på jagt efter et job. Efter flere afslag ender hun på en natklub i London-kvarteret Soho, hvor hun møder indehaveren, Miki, som stammer fra Balkan og driver forretningen med hård hånd. Hun får et job på grund af sine bløde hænder og snart er hun kendt som Irina Palm – damen med byens bedste handjob og forretningen blomstrer til alles forbløffelse.