Irina Palm – Nattens røde lygter
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 27. sep 2008 | Af: kaduffo | Set på DVD
Hvis rockikonet Marianne Faithfulls liv skal opsummeres, så vil en anvendelig biografi stille lige skarpt på både op- og nedture, stofmisbrug og landeplager. Den britiske sangerinde er ikke ubekendt med livet på gaden i Londons Soho-kvarter – hvor dele af “Irina Palm” er filmet, og måske kan det forklare, at hun egentligt passer meget fint ind i filmens skæve, melankolske univers.
Umiddelbart lyder “Irina Palm” som et alvorstungt drama, hvor det ikke kan undgås at forlade biografen i stortudende tilstand. Sådan er det heldigvis ikke. For selv om filmen tilsigter sexindustriens skumle bagsider, så synes det at være et formål at vise, at der også er mennesker bag sexbranchens kropsfikserede facade, som har haft deres grunde til at få fingrene – eller i Maggies tilfælde hænderne – ned i det beskidte erhverv. Mennesker er styret af skæbnen. Jobs kommer ikke altid af lyst, men af nød. Nød lærte som bekendt den nøgne kvinde at spinde og således også Maggie, der ikke havde andre muligheder og derfor ender som feteret sexklubattraktion under kunstnernavnet Irina Palm.
“Irina Palm” rummer i det regi flere gennemførte genistreger, der naturligvis skal opleves i deres enestående helhed. Alligevel er det uundgåeligt ikke at fremhæve den eminente scene, hvor Maggie forklarer sin aparte opførsel over for det bornerte og storsnudede bridge-trekløver, hun normalt samtaler med over den traditionelle engelske eftermiddagste. Se det er humor på et meget højt plan. Og så lærer hendes bekendtskaber tilmed betydningen af udtrykket ‘penis-albue’. Heri understreges, hvad der ligger bag den velkendte vending ‘hemmeligheder og løgne’, og i bund og grund må moralen være, at man ikke kan tilfredsstille alle i sin omgangskreds, men en start vil være, hvis man er i stand til at tilfredsstille sig selv – også på andre måder end rent seksuelt.
Det hele skal naturligvis være så skidt, før det bliver godt for noget. Og i horisonten lurer katastrofen og sammenstødet med familien, når de finder ud af den rette forklaring på, at der lige pludselig er blevet råd til, at Olly kan blive sund og rask. Særligt Maggies søn har svært ved at se det fornuftige deri, og det hjælper ikke på et i forvejen afkølet forhold til moderen. Men som bekendt helliger målet gerne midlet, og det er måske en af årsagerne til, at man ind imellem glemmer, hvor beskidt sexindustrien er, når man er i selskab med denne film. Men det er i virkeligheden det, det hele handler om.
“Irina Palm” præsenteres i et traditionelt anamorphic widescreen 1.78:1-format, som sine begrænsninger taget i betragtning fungerer udmærket. Det håndholdte look rummer hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, hvorimod edge-enhancement og myrer i billedet desværre ikke er nogen sjældenhed. De kolde farver står til gengæld godt og skarpt i samspil med den solide kontrast. Et udmærket transfer, men med mangler.
På lydsiden eksekveres de tre engelsksprogede Dolby 2.0-, Dolby 5.1- og DTS-lydspor, som sammen med filmen er udgivelsens bedste kort. Dialogen er gennemgående tydelig og præges aldrig af overstyringer, mens underlægningsmusikken tværtimod er nedtonet, men alligevel sætter lejlighedsvis ind de rette steder og skaber den rette stemning. Nu er “Irina Palm” primært båret af dialogen og lægger ikke op til de voluminøse ramasjangeffekter – heller ikke på lydsiden – men alligevel så er den udmærkede atmosfære præget af enkelte vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde.
Ud over trailere for “Persepolis”, “We Own the Night”, “The Good Night”, “Goodbye Bafana” og “Irina Palm” er eneste anden attraktion tre kortere interviews med henholdsvis Marianne Faithfull, instruktør Sam Gabarski og medspiller Miki Manojlovic, hvor særligt Faithfulls karakter og medvirken er i fokus. Der ligger ikke noget større arbejde bag, og resultatet er derfor også derefter.
Trods enkelte andre film i bagagen, så er instruktør Sam Gabarski et forholdsvist ubeskrevet blad på den internationale scene. Men mon ikke det er et navn, vi kommer til at se en del mere til oven på denne yderst vellykkede film, som først og fremmest er et bemærkelsesværdigt comeback til den hårdt prøvede sangerinde Marianne Faithfull i rampelysets skær. Herudover er filmen en charmerende perle, hvor styrken overraskende nok ikke skal findes i skuespillet, men derimod i situationernes dramatiske komik.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet