Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 86

Vil du se Zack Snyders cut af "Justice League"?

  • Ja
    67%
  • Nej
    33%

It (2017)

Originaltitel: It (2017)
Instruktion: Andrés Muschietti
Medvirkende: Bill Skarsgård, Finn Wolfhard, Javier Botet, Jaeden Lieberher
Produktionsår: 2017
Længde: 135 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Gyser
Links: IMDb
Censur: 15 år
I biografen: 07/09-2017
Bio-distributør: Warner Bros.

Dato: 07. September 2017   Af: Andreas Strini Lethan (Andreas Strini) - Skriv din mening i forummet

Klovn

Jeg var syv år første gang. Jeg vidste, det skulle blive uhyggeligt. Men jeg var slet ikke forberedt, hvor uhyggeligt det var. Husker det stadig. Mit minde om første møde med Tim Curry, som den hjemsøgende klovn Pennywise, var min indgang til gys. Skræmmende. Derfor kunne mine forventninger ikke blive større til en ny omgang af det onde. Det mest uhyggelige ved den er dog, at skuffelsen endte med at være størst.


Foto: Warner Bros


Den første filmatisering af historien om monsterklovnen bar præg af, at der var tale om en miniserie. Produceret på lavt budget og et endnu lavere niveau af skuespil. Men så var der Tim Curry. Med sin perfekte blanding af absurde klovnerier og frygtindgydende uhyre rev han mit børnesind rundt i manegen. At gentage den rolle er en utaknemmelig opgave, som Bill Skarsgård slipper godt fra. Georgie kigger ned i kloakken og får øje på det hvide ansigt. 'Hej Georgie, jeg er Pennywise, den dansende klovn,' griner Skarsgård, imens jeg gyser. Det bliver godt det her.

Men selv om Skarsgård gør det godt, så er den her Pennywise altså bare ikke min. For mig er Pennywise lig med Tim Curry, der står i vejkanten med en ballon og vinker med et djævelsk smil, mens lirekassen drejer. For mig er Pennywise ikke et pludseligt CGI-uhyre, der fylder en hel garage. Eller et slangemenneske, som kan vride alle lemmer af led inde i et køleskab. Min klovn er kun sminke og skuespil. Det her er bare ikke lige så uhyggeligt. Præcis som musikken med påtrængende høje bøh-lyde. Hvor er min lirekasse?


Foto: Warner Bros


Det begynder ellers så skræmmende godt. Georgie bliver taget af Pennywise i åbningsscenen. Den scene er bedre, end da klovne-Curry snuppede den stakkels dreng. Hvorfor? R-rating. Blodet flyder. Det samme gør bandeordene. Shit, fuck. De børn holder sig ikke tilbage. Det er en blandet fornøjelse. I starten er det sjovt, at børnene forbander hinanden. Så tager det overhånd. Georgie-scenen er dejligt blodig. Men så tager det overhånd. Behøver de virkelig at blande blod, når de sværger? AIDS er jo trods alt det farligste her i 80'erne, hvor den første ud af to "It" udspiller sig. De siger det endda selv. R-rating kan være en god ting, men shit, fuck nu af med at overdrive det!

Det, som "It" primært lider under, er mangel på identitet. Det har man forsøgt at skabe ved at rykke handlingen fra 50'erne til 80'erne. Den vil gerne være "Stranger Things". For det er populært. Hvad med at få Finn Wolfhard med?! Han er jo Mike i "Stranger Things"! Sådan må producenterne have tænkt. Og lad os da også få så mange 80'er-referencer ind, som vi kan! Det må de også have tænkt. "Batman", "Beetlejuice", "Lethal Weapon 2". Overalt er der 80'er. New Kids on the Block bliver nævnt. Hvorfor? Fordi det er 80'er. Kunne vi ikke få børnene til at køre rundt på BMX-cykler? Du ved, ligesom i "Stranger Things". Jeg troede byen hed Derry, ikke Hawkins? Strange.


Foto: Warner Bros


Vurdering: It (2017)

Det er kun børnene, der kan se Pennywise. Måske er det også derfor, at jeg er så skuffet. Mit syv-årige jeg ville måske kunne se noget i den her nye klovn. Men det gør mit voksne jeg ikke. Måske det bliver bedre med den kommende "It 2", hvor børnene vokser. Måske kan jeg da se noget i den nye Pennywise? Men lige nu savner jeg Tim Currys klovn.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.