Gå aldrig tilbage til Jack Reacher!

De ved det vist godt selv. For den nye “Jack Reacher” har fået titlen “Never Go Back”. Det må nogen hos Paramount have studset over, inden de gav grønt lys til en sequel til den slags ‘pistol og næve’-action, der døde hårdt i halvfemserne. Det er igen Tom Cruise, der leger “Taken”, imens han venter på en lidt mere umulig mission som Ethan Hunt.

Alligevel er solbrune Jack Reacher ikke magen til de andre, som hænger fast i fortiden. Bryan Mills har sine very particular set of skills, og John Wick har sin hund. Jack Reachers særkende er, at han ikke har nogen bil. Han blaffer eller tager bussen. Det gjorde han, da han som makker til en lækker blondine i den første film fangede en pengegrisk bagmand, som var beskyttet af håndlangere med maskingevær. Og det gør han nu som makker til en lækker brunette på jagt efter en pengegrisk bagmand, som beskyttes af håndlangere med maskingevær.

På den måde er “Jack Reacher: Never Go Back” alligevel præcis som “Taken” eller “John Wick” eller “Die Hard” eller lørdagsfilmen på TV3 med Mel Gibson, Steven Seagal eller Arnold. Det er håndlangere med sorte solbriller på i en bil – den ene affarvet blond, den anden med motherfuckerskæg. De overvåger Jack Reacher, fordi de er onde håndlangere. Han spiser inde på dineren. Styr på det. Nej, vent. Nu er han væk. Hvor? SLAM! Bilruden er knytnævesmadret ind. Bankekød til slemme drenge. ’Jeg kan ikke lide at blive overvåget,' siger Reacher og går. Han siger altid et eller andet smart lige inden eller lige efter, at han har nedlagt en slem fyr.

Denne gang er indsatsen dog hævet. Manuskriptet har givet ham en måske-datter, som helst ikke skal blive taken, imens Jack og hende den nye hotte forsøger at opklare mysteriet om drab på soldater i Afghanistan. De knalder aldrig. Til det er “Jack Reacher” alt for konservativ, selv om Tom Cruise igen flasher sin nøgne overkrop på et motel for den smukke følgesvend. Han har for travlt med at være gammeldags macho i et univers, hvor håndlangere håndteres med næveslag, imens måske-datterens dårlige barndom kan fikses med en tur på kostskole.

Sådan er det bare. Jack har altid regnet den ud, har altid ret. Ikke så sært, at militæret løb tør for medaljer i Major Reachers tid, som en skurk fortæller det, da det skal forklares, hvor vild en best of the best-type den her action-mand er. Derfor bliver det heller aldrig spændende. Ingen kan nå Reacher. Det bliver kun til fifty shades of håndkantsslag, når endnu en flok forbrydere følger helten ind i en skummel gyde. Her forklarer han dem, at han har tænkt sig at tæve dem. Og det gør han så.