Man skulle umiddelbart ikke tro, at man efter at have set Ruggero Deodatos barbariske “Kannibal Massakren” igen skulle kunne blive overrasket over filmmediets evne til at chokere og forfærde. Men der er et par øjeblikke i Deodatos italienske landsmand Umberto Lenzis “Jaget af kannibaler”, som fuldt ud matcher den ubarmhjertige, skruppelløse voldsudpensling, som “Kannibal Massakren” lægger for dagen. Men horribelt skuespil, malplaceret musik, et rodet manuskript og talløse andre faktorer forhindrer dog filmen i at efterlade det samme svigende ar på nethinden – i stedet skal man koncentrere sig for ikke prompte at glemme den.

“Jaget af kannibaler” udkom et enkelt år efter “Kannibal Massakren”, og den virker ofte som en regulær kopi, lige fra de mange helikopterskud af den colombianske jungle og det centrale plot, til de talløse grumme, blodige close-ups og usmagelige drab på virkelige dyr. Her følger vi også en gruppe mennesker, som drager ind i junglen for at studere de isolerede, menneskeædende stammer. Det er slemt nok at lave en film, der uden megen grund bombarderer os med umoralske og forkastelige billeder. Men at lave en film, der gør nøjagtig det samme uden at demonstrere nogen som helst interesse i at være original eller bare anderledes, er næsten utilgiveligt og gør filmens eksistens endnu mere ubegribelig. Få film har ringere eksistensgrundlag end “Jaget af kannibaler”.

Filmen begynder i New York, hvor en ung mand kommer ud af fængsel og opsøger en pusher for at få lidt at sniffe. Uheldigvis for ham befinder der sig et par underlige, ældre herrer i pusherens lejlighed, der fluks skyder ham. Og pludselig befinder vi os så i Colombias jungle sammen med et helt andet persongalleri, og forbindelsen mellem forløbet her og filmens akavede begyndelse er i første omgang umulig at spotte. Selv efter en rød tråd endelig er blevet spundet, fremstår sidespringene til USA’s alternative, hyggelige gader immervæk distraherende, tåbelige og direkte unødvendige.

Uden en eneste snert for filmisk timing eller kompetence har instruktør Lenzi og hans lille filmhold skruet en film sammen, der aldrig virker skræmmende eller uhyggelig, men blot kedeligt ulækker, og som aldrig formår at skabe en effektiv atmosfære, hvilket man i det mindste ikke kunne klandre “Kannibal Massakren” for ikke at evne. I stedet for at skære tænder tager man sig selv i at le utilsigtet – ofte højlydt. Skuespillet er intet mindre end elendigt, stift og mekanisk som bare fanden. Det hjælper heller ikke, at alle stemmerne tydeligvis er dubbet senere hen af skuespillere, hvis stemmer er fuldstændig blottet for interesse, indlevelse og troværdighed.

Den forfærdelige musik, med dens glædelige guitarspil og lystige slagtøj, ville også have været mere passende akkompagnement til børnetimen end en film om glubske kannibaler. Smukke skud er her bestemt heller ikke mange af, og selv halvfærdige skolekomediekulisser kan til sammenligning få denne films indendørsscenerier til at blegne. Scenerne virker, som om de er blevet skrevet på optagedagen, og ingen af karaktererne formår nogensinde at vække ens empati og derfor heller ikke vores interesse. Kort sagt: der er ikke nok kød på denne film til at give en kannibal mundvand.

VideoPræsenteret i 1.66:1 anamorphic widescreen format. På trods af at være en nyere film end “Kannibal Massakren” og ligeledes i besiddelse af en angiveligt nyrestaureret billedside, ser “Jaget af kannibaler” slet ikke nær så godt ud. Billedsiden er ved første øjekast meget godt renset for støj og støv, men filmens mørkeste scener er plaget af støv og snavs, og i flere af filmens sidste minutter befinder der sig et tydeligt og distraherende stykke snor på billedet, der løbende skifter position fra klip til klip. Billedet er ofte en smule grumset og mudret. Kontrasten er kun lige acceptabel, men billedet er i det mindste forholdsvis skarpt. Farvetemperaturen svinger alt for meget, og ofte fremstår farverne for tunge, mørke og klumpede.

AudioEt kedeligt og tørt engelsk Dolby Digital 2.0 spor er det eneste lydspor, udgivelsen har at byde på. Ligesom en gammel, slidt LP byder sporet på knasen og skratten. Dialogen er ikke altid tydelig, og den optræder som regel asynkront i forhold til billedet, hvilket dog skyldes det oprindelige dubbing-arbejde. Sporet havde haft god gavn af mere fylde, klarhed og bund.

EkstramaterialeEndnu en gang har Another World Entertainment fået gysereksperten Jesper Moerch til at skrive et essay om en af deres film. Det er et fint og informativt, men også kort og en anelse selvpromoverende tekststykke. Selve dvd’en byder på en gennemført liste over instruktør Lenzis arbejde gennem tiderne, et godt tekst-interview med skuespiller John Morghen, et billedgalleri, filmens trailer og trailers til seks andre udgivelser fra selskabet.