Olsen-banden i Schweiz

Filmhistorien er fyldt med klodsede vagabonder, der i virkeligheden ville være møghamrende frustrerende at bo, arbejde eller grave guld sammen med, men som på en skærm taler direkte til vores medfølelse og respekt. Så længe, det foregår i et virkelighedsfjernt rum af lagkagekast og lakridssnørebånd, er vi på samme side. Men som Xavier Beauvois viser i tragikomiske “Jagten på Chaplin”, at kommer han ud til os i virkeligheden, så skal taberen helst blive ved med at tabe.

De moderne tider er for længst gået i gang og den lille hytte i Alaska er byttet ud med en skurvogn i regnvåde Vevey, tæt på – og dog så langt fra – Genevesøens velpolstrede riviera. Vi er i den ende af 70’erne, hvor alt virker småt – små biler, småblomstret tapet, småkriminelle. Eddy og Osman er det typiske undermålerpar, så fattige at det nærmest i sig selv bryder loven, men ikke forhærdede nok til at røve banker eller sælge narko.

Eddy er lige blevet løsladt og har fået overtalt Osman til at lade ham bebo en gammel campingvogn. Eneste betingelse er, at han underviser Osmans datter, Samira. Skurvognen er som et ekko af Egon, Kjeld og Benny – med pilsnere på bordet og drømme større end evnerne tillader. Det hjælper ikke på humøret, at Yvonne, Osmans kone, er syg og hendes lægeregning kræver, at man er mindst miljernærer. Muligheden opstår, da Charlie Chaplin dør, og Eddy øjner en god gammeldags, fed fidus.

Beauvois og Balling har begge fattet pointen: den lille mand må godt bøje de stores regler. Franskmanden tilsætter blot lidt mere rå tristesse. Det er den åbenlyse desperation, der i sidste ende fører til hovedpersonernes tåbelige projekt: at stjæle Chaplins kiste og kræve løsepenge for liget. Var der ikke tale om en virkelig historie, ville Eddy og Osman nok blive affejet som de mest utroværdigt dumme forbrydere i den lange historie. Desværre for dem er de ægte nok, og desværre for “Jagten på Chaplin” er de mere tragiske end komiske.

Det starter egentlig ret fint, og der er god kemi mellem Benoît Poelvoorde og Roschdy Zem, men det hele når et punkt, hvor deres talentløshed er så grænseløs, at man ryster på hovedet mere, end man griner. Tonen begynder at hælde mere mod opløsning og resignation, mens tilbageværende små bløb af klovnekomik stikker mere og mere ud. Chaplins privatsekretær møver sig underligt ind i billedet og så pludselig lidt metahejs med en Chaplin-efterkommer, der spiller sin mormor?