Umiddelbart vil det være svært, for ikke at sige næsten umuligt, at matche Jim Carreys præstation i “The Mask” fra 1994. Derfor er det også en lettelse, at man ikke har fået Jamie Kennedy til at gakke ud i “Jagten på Masken”, men har overladt komikken til special effects folkene. Toere har det ofte svært, men heldigvis er denne film nærmere en fortælling skåret over samme emne end en decideret opfølger til den første film. Det er som udgangspunkt udmærket, desværre er “Jagten på Masken” bare blevet en horribel omgang plathed, der ville have været bedre tjent med at være endt på gulvet i redigeringsrummet.

Desuden har man valgt at gå lidt ned i aldersklasse og lavet en børnefilm, hvilket herhjemme også betyder at filmen udelukkende kommer i biografen med danske stemmer. Den vil derfor nok ikke appellere synderligt til det voksne publikum, men om børnene vil elske den er også tvivlsomt.

Tim Avery kæmper for at skabe sig en karriere i tegneserieverdenen, men han får først for alvor foden indenfor, da han til en kostumefest sætter rav i den og redder festen fra kedsomheden. Midlet han bruger er naturligvis Lokes magiske maske, som hans hund Otis har fundet. Efter festen følger en romantisk nat med konen, og vupti ni måneder efter ankommer sønnen Alvey. Umiddelbart ligner han en normal lille baby, men eftersom Tim havde masken på hin amourøse nat, er nogle af maskens kræfter blevet overført til det lille pus. Han er mildest talt blevet noget af en monsterbaby, der bruger al sin tid på at gøre livet surt for sin stakkels far.

“Jagten på Masken” er en film, der lystigt blander genrer. Især har den fundet inspirationen fra tegnefilm, som den lille dreng ser og så kopierer til den virkelige verden. Det er godt lavet, og special effects folkene har virkeligt været på arbejde for at gøre den seværdig. Rent fortællermæssigt er “Jagten på Masken” en omgang sludder, og det eneste vellykkede ved den er faktisk effekterne. Der er ingen tvivl om, at det nok først og fremmest – hvis ikke udelukkende – var Jim Carreys skuespil, der gjorde den første film god, for “Jagten på Masken” er simpelthen en gang bras, som man ikke kan byde nutidens børn. Effekterne er flotte ja, – personligt synes jeg dog at babyen er ekstremt ubehagelig at se på, når den i computerform løber rundt og laver narrestreger. Men effekter er bare ikke nok til at bære en hel film, og såvel skuespil som manuskript er rent ud sagt pinligt.

Desværre har man tilmed valgt, at flette en sidehistorie om det at blive forældre og voksen ind i fortællingen, og så skal man trækkes med den oven i alt det andet. Det er alt for meget af det gode. Når handlingen ikke står stille i de få øjeblikke, vi får til at danne os et indtryk af personerne, kører det derudaf i et hæsblæsende tempo, og man tænker at man lige så godt kunne være blevet hjemme og set Tom og Jerry – det havde da i det mindste været underholdende. Bedre bliver det ikke med de dansk synkroniserede stemmer, der leveres uden den store indlevelse, og det kan man kun have forståelse for med det filmiske oplæg.