”Amour” på indie-amerikansk

Din far og mor skal dø. Forhåbentlig hverken i dag eller i morgen, men hvis alt forløber efter naturens orden, så kommer du til at se dem begge gå i graven. Det er en af den slags tanker, de fleste af os skubber til side. Men sådan er det jo. Og hvordan håndterer man det, hvis ens forældre bliver hjælpeløse og får brug for ens pleje? Overvejelser af den nedtrykkende type har fyldt mit hoved, siden jeg så det amerikanske indiedrama “James White”. Et klaustrofobisk, ubehageligt og uafrysteligt portræt af en vred, ung mand i krise. En slags Michael Hanekes “Amour” for 20-30-årige fuckups.

“James White” er Josh Monds debut som manuskriptforfatter og instruktør, men han har tidligere været producer på andre amerikanske indieperler som “Martha Marcy May Marlene” fra 2011, hvor Elizabeth Olsen flygter fra farlig religiøs kult, og “Simon Killer” fra 2012, hvor en uhyggeligt ubehagelig Brady Corbet skaber problemer for en parisisk prostitueret. To af årtiets bedste amerikanske indies, hvis du spørger mig. “James White” træder uden problemer ind i det fine selskab med de andre Sundance-darlings.

Det er ikke mindst takket være Christopher Abbotts præstation i titelrollen. Der er mange ekstreme close-ups af hans ansigt, som fint og subtilt registrerer de pludselige skift i James’ sindstilstand. Afmagt og resignation kan pludselig slå om i voldelig vrede. Jeg føler virkelig utilregneligheden hos den unge mand, der er presset langt ud over sine grænser, og befinder sig i en situation, som han er tvunget til at håndtere, selv om det er alt for meget for ham.

Der er ikke noget at sige til, at James White er vred. Hans far, som skred da han var lille, er lige død, og mor er syg af kræft. Han er arbejdsløs, sover på sin mors sofa og søger alt for ofte tilflugt i nattelivets eskapisme. Han forsøger at være den gode søn, men det er svært at være pålidelig, når man drikker, horer og tager stoffer på daglig basis. Han elsker sin mor, men føler sig fanget og udmattet af sine forpligtelser til at tage sig af hende. Da hendes sygdom går ind i den terminale fase, bliver det kun endnu mere uoverskueligt. For hvad er det egentlig meningen, man skal gøre i den situation? Det er der ikke nogen, der fortæller en. Hvordan kan man være en støtte, når man selv falder fra hinanden?

“James White” konfronterer det ubehagelige uden omsvøb, og det er næsten ubærligt at se James forsøge at hjælpe sin døende mor, mens han kæmper – undertider forgæves – mod trangen til at løbe skrigende bort. Der er ingen afklaring eller letkøbt forløsning at hente. Kun en konstatering af dødens ubehagelige faktum og, måske, en smule trøst i visheden om, at andre føler sig lige så afmægtige og hjælpeløse, når de står i den situation. Man bare må gøre det så godt, man kan.