Forvirret på det højeste plan et sted i Sydamerika

Et visuelt mesterstykke, der stiller de vigtige spørgsmål? Eller et prætentiøst filmatiseret teaterstykke med ulden lommefilosofi i metermål? For hvert dilettantisk drej “Jauja” tager, rykker Lisandro Alonsos film samtidig ved den gængse opfattelse af fortællende billeder. Den er til tider elendig og til tider fremragende. Og hele tiden unik. Hjælp, jeg er i tvivl.

Jeg brugte lang tid på at komme overens med kunstfærdigheden i “Jauja”. De stillestående scener ender som tableauer, holdt i knitrende farver. Patagoniens mosgrønne landskab brydes af blodrøde soldaterbukser, smidt på vådgrå sten, imens ejeren onanerer i en bæk. Jeg følte mig ikke engageret af miljøet, og de få karakterer er alle bryskt fåmælte soldater, der ikke gør sig særligt bemærket.

Men så begyndte Alonsos surreelle lysbilleder at gøre deres virkning. “Jauja” er holdt i 4:3, et næsten kvadratisk billedformat, der giver mindelser om et for længst glemt fotoalbum. De fjerne slægtninge, du ser, er Kaptajn Dinesen og datteren Ingeborg engang i 1870’erne. Introteksten forklarer, at kaptajnen og resten af hæren har til opgave at udrydde Patagoniens lokale ‘kokoshoveder’, men det arbejde viger hurtigt til fordel for en jagt på datteren, der stikker af med en ung soldat. Der er også noget med en løjtnant, der har iklædt sig kvindetøj og terroriserer egnen, men som meget andet forbliver det hvisken i baggrunden.

“Jauja” handler, hvis man da kan bruge det ord, om Viggo Mortensens karakter, der begiver sig ud på en eller anden form for rejse. Og det er her man virkelig skal vælge, om man vil tage med eller blive siddende. Rejsen er et trip, på alle måder en udknaldet tur gennem et foruroligende smukt landskab. Alt fra Kenneth Angers og Jodorowskys ørkenvandringer til “Easy Rider” og LSD-flyveturen i “Fear and Loathing in Las Vegas” kan høres som svage ekkoer i Dinesens møde med vandrende hunde og Ghita Nørby i en fuldt møbleret stenhule.

Når det kun føles åndssvagt halvdelen af tiden, skyldes det blandt andet, at Viggo Mortensen er overbevisende i den ene hovedrolle. Når man tænker på, hvor længe han har boet i USA, må man overgive sig til hans præcise portræt af noget af det mest danske: en arrogant pladderhumanist, der hele tiden tramper i spinaten og løser konflikter med et tøvende grin og et: ”nå, men fint nok og farvel.” Man har ondt af ham, men bliver samtidig irriteret over hans forpustede forvirring og totale mangel på sociale kompetencer.