Ingrid ville have det hele

Ingrid Bergman burde egentlig være et drømmeemne for enhver dokumentarist, der er den mindste smule fascineret af Hollywoods glamour. For ikke alene var Ingrid Bergman en ikonisk Hollywood-stjerne af de helt store – hun var også en ivrig dokumentarist af sin egen tilværelse. Da hun døde af brystkræft i 1982, efterlod hun sig et enormt arkiv af hjemmevideoer, fotografier, dagbøger og brevkorrespondancer. På opfordring af Bergmans datter, Isabella Rossellini, er svenske Stig Björkman dykket ned i materialet. Med udgangspunkt i Bergmans egne optegnelser og optagelser har han skabt den sympatiske dokumentarhyldest “Jeg er Ingrid”. Spørgsmålet er så bare, om det efterladte arkivmateriale bringer os tættere på Ingrid?

Det synes jeg desværre ikke. Ikke tættere på det, der for alvor er interessant. For nok er der mange kig ind bag facaden, hvor den feterede superstjerne har filmet sine private stunder med mænd, børn og venner, som i deres hverdagslige banalitet er genkendelige for de fleste. En gåtur med barnevogn, en stille stund på terrassen. En svømmetur. Hyggelige familiestunder uden den store dramatik. Lidt føde til den almindelige nysgerrighed, der ikke går meget dybere end et stjålent blik over naboens hæk. Desuden viser Bergmans hjemmevideoer i sagens natur kun de situationer, hvor hun var til stede. Men det var hun i virkeligheden sjældent. Og det er netop hendes næsten konstante fravær, der er det mest interessante ved hendes familiehistorie. Det er dér, smertespunktet findes.

Ingrid Bergmans fire børn medvirker, og de taler alle om deres mor med stor kærlighed og beundring. Men enkelte gange falder en bemærkning, der vidner om et afsavn. ”Vi var åbenbart ikke særligt spændende,” siger Pia, den ældste datter, som Bergman efterlod hos sin første mand, Aron Petter Lindström, da Hollywood-karrieren tog fart. Ligesom hun senere rejste fra de tre børn, hun fik med den italienske filminstruktør, Roberto Rossellini. Björkman går ikke tæt nok på den åbenlyse konflikt i Bergmans liv, der gemmer på en mere universel relevans – hendes tydeligvis store kærlighed til sine børn og trangen til frihed, rodløshed og uhindrede eventyr. Hvad er konsekvenserne, når man som Bergman vil have det hele? Her kunne Björkman sagtens have spurgt mere insisterende.

Björkman formår til gengæld at vise Bergmans imponerende ukuelighed og livslyst. Hun mistede sine forældre i en ung alder, men hun blev aldrig bitter eller kynisk i sit livssyn. Der var en nysgerrighed og en sult efter alt, hvad livet havde at tilbyde, som var stærk og drev hende til det sidste. Og som bl.a. kastede hende ud i en mediestorm af de helt store, da hun indledte en affære – og fik et barn – med Rossellini, mens de begge var gift. Hun lod ikke sin beslutning i stikken, men stod offentligt ved sin nye kærlighed, hvilket næsten kostede Hollywood-karrieren og gjorde hende til et billede på filmindustriens moralske fordærv. Her var Bergmans stålsatte vilje og mod forud for sin tid.

Den kunstneriske side af Bergman liv er underbelyst i “Jeg er Ingrid”. Men det skyldes måske snarere kildematerialet end instruktøren. Isabella Rossellini bemærker i hvert fald, at hun selv blev overrasket over, hvor lidt den side af Bergmans liv fyldte i de mange dagbøger og breve. Det meste handlede om børnene. Det vidner vel om, at Bergman, ligesom sine børn, har følt et afsavn. En dybere udforskning af den konflikt kunne have løftet “Jeg er Ingrid”.