William efter bogen

“Jeg er William”. Det kan virke som en lidt atypisk måde at introducere sig selv på. Sådan halvt selvsikker ‘her kommer jeg!’-deklaration, halvt undskyldende svar på spørgsmålet ‘hvem fanden er du?’. Jonas Elmer og Kim Fupz Aakeson, med bogforlæg og nu filmmanuskript, arbejder da også med en blanding af ukuelig kamplyst og barske realiteter. Ustyrlige voksne, mobbende klassekammerater og en helt igennem ubegribelig pige – nok til at gøre selv den mest jordbundne 12-årige helt rundtosset. Heldigvis, og helt efter bogen, er William ikke som de fleste andre på 12 år.

Mantraet om at være sig selv er i det her eventyr udpenslet og overdrevet af Williams morbror, Nils, der passer ham efter faderens død og moderens indlæggelse. Rasmus Bjerg lægger krop og gab til endnu en storbrovtende barnerøv i voksentøj, og det er fint og trygt at grine af lidt endnu. Alt, der træder lidt uden for Nilsø forståelsesramme og pengepung, er ‘homo’: Pasta, parfume og golf. Men alt, der lugter lidt af regler, er nærmest endnu værre: Skolelærere, kommunen og lægerne på Williams mors psykiatriske hospital er ‘Idioter’. Den ret inkonsistente livsfilosofi er beskrevet af nevøen i en voice-over, der bog-til-film-typisk opremser en masse nødvendig information og samtidig udgør det mest gennemgående komiske greb.

Der er nemlig ret langt fra det, William får at vide, og det, vi reelt ser. Morbror Nils er hæler, ‘Import/Eksport’ kalder han det, moderen er ikke kun en ‘kuk-kuk kolbøtte’, den ‘idiotiske klasselærer Lise er ganske fornuftig og så videre. Det er ikke bare den dumme verden, der ikke kan rumme vores skæve heltes kuleskøre facon. Nils’ tirader bliver mere spiselige af, at Fupz tilsyneladende ikke er fortryllet af sin egen sjove pen og lader sin hovedperson tumle rundt i egen selvovervurderende sovs, indtil han dummer sig endeligt og taber alt til gangsteren Djernis. Williams store øjeblik er ankommet som en ganske hæderlig lille plotskruestik: En uge til at skaffe tusindvis af kroner, ellers har han ingen tilbage.

Men så er der også lige de nye, truende klassekammerater og den søde rappenskralde, Viola, der ikke er så let at imponere. Ophobningen af store og små problemer ses ofte i børnefilm med kontrolleret kaos til følge. Det er svært at være 11 år, og det er svært at være William. Niveauerne har rykket sig fra familien og vennerne og en lille smule kærlighed til psykiske problemer, alkoholisme og ludomani, men centrum er stadig en sød knægt med krummer i. Alexander Magnússon er meget fin som William, og hans pingpong med den lige så fine Amina Arrakha som Viola er på højt niveau.

“Jeg er William” er i det hele taget længder foran gennemsnittet af danske børnefilm og dét med en ubesværet ligefremhed, der får en til at spørge, hvorfor det ikke oftere går sådan? Forklaringen ligger nok i blandingen af Fupz’ småpoetiske røverhistorie og Elmers evner som personinstruktør. Ingen spiller komikken over i farce. På den måde virker nærmest cameo-agtige optrædender som Frank Hvams gangster efter hensigten. Samtidig er der en frisk snurrighed over montagerne af dagliglivet i morbror Nils’ bungalow med krybekælder. Fra æggekage af hønsenes røv til pokeraftener med Bertil Brystkasse – der er gode minder om Edgar Wrights tempofyldte Cornetto-trilogi.