Fotografering og straf

Hvem har instrueret filmen, og hvem spiller hovedrollen? Disse er typisk blandt de første spørgsmål, der melder sig til en ny film. Sjældent falder interessen på filmens fotograf. Den dygtige fotograf bør imidlertid ikke undervurderes, da hun er personen, der visualiserer instruktørens visioner og får det ypperligste ud af skuespillernes anstrengelser. Folk som Robert Elswit og Anthony Dod Mantle er eksempler på fotografer, der gør en indtagende æstetisk forskel. “Jeg har elsket dig så længe” er eksemplet fra den anden grøft på, hvad en mindre dygtig fotograf kan gøre for eller ved en film.

To søstre, Juliette og Léa, mødes i en fransk lufthavn. Såvel gensynets glæde som længslens smerte udtrykkes i denne genforening – det er 15 år siden sidst. Juliette skal bo hos Léa og hendes mand og deres to adopterede børn for en stund. Juliette bærer på en stor sorg samt en stor trang til at straffe sig selv og lukke sig mentalt inde – ikke så underligt, når man har siddet fængslet i 15 år for mordet på sin egen søn. Straffen er udmålt og udtjent, men kan livet fortsætte, som intet var hændt? Kan den lille familie og det øvrige samfund acceptere Juliette som ligeværdig og glemme hendes grusomme forbrydelse og lange straf?

“Jeg har elsket dig så længe” har på mange måder det, der skal til for at blive en vellykket film. Kristin Scott Thomas spiller på indtagende fransk og med inderlig følt smerte kvinden, der har udført en moders værste forbrydelse, og som nu ikke kan stoppe med mentalt at straffe sig selv. Scott Thomas bliver kvalificeret flankeret af Elsa Zylberstein, der som søsteren Léa leverer et bittersødt modspil, der på en gang vil forstå og forsone sig med sin søster, men samtidig har en hustrus og moders forpligtigelser over for sin familie.

Philippe Claudels debutfilm er i tanken en intellektuel delikatesse, der kaster sig over noget så ambitiøst som at diskutere og udfordre et af litteraturhistoriens største værker, Dostojevskis “Forbrydelse og straf”. Findes det retfærdige mord, og er den værste straf i virkeligheden ikke den, vi kan pålægge os selv – sindets evige fængsel frem for kroppens midlertidige? Temaet er endog meget interessevækkende, men Claudel får den serveret forceret kantet og forsøger nærmest at proppe den i gabet på os i en lidt for konstrueret sekvens, hvor Léa, i egenskab af underviser i litteratur, diskuterer Raskolnikovs – Dostojevskis forbryder – gerninger.

Filmens lydside udgøres af et råt nærmest Neil Young’sk guitarrif, der er forfriskende og enormt stemningsfuldt, men her stopper de æstetiske kvaliteter så også med et forbavsende konsekvent brag. Fotograf Jerome Alméras’ kameraarbejde flår fokusset væk fra Juliettes forbrydelse og hen på filmens største forbryder – Alméras selv. En fotografering så klodset, helt uden timing og sans for billedkomposition er sjældent set, hvorfor Kristin Scotts ypperlige præstation drukner i ulideligt kejtede kamerabevægelser og absurd dårligt valgte vinkler, der præger filmen med et fernis af tyk amatørisme. Det er her præmissen for en ellers måske vellykket film vælter. En films kostpyramide baseres først og fremmest på en solid visuel side, hvor klodser som den gode historie og det forførende skuespil kan bygges ovenpå, men uden et bare nogenlunde habilt visuel udtryk falder enhver sympatisk tænkt film til grunde.