Jeg hedder Ernesto
Udgivet 15. jan 2014 | Af: paideia | Set i biografen
Det er ofte et godt fortællekneb at skildre det forfærdelige igennem et barns naive blik. Overgangen fra barn til voksen markeres af det uskyldstab, der uvægerligt sker, når samfundets barske realiteter går op for barnet. I dette tilfælde er det pågældende samfund Argentina i slutningen af 70’erne. De barske realiteter er militærjuntaens undertrykkelse, og de voldsomme midler visse af dets modstandere tog i brug for deres sag. Der er lavet fremragende film om Latinamerikas militærdiktaturer som den chilenske “No” fra sidste år. “Jeg hedder Ernesto” har derfor meget at leve op til. Det har den desværre svært ved.
Filmen benytter sig meget af at klippe hurtigt imellem ekstreme nærbilleder, hvilket sammen med de mættede farver bidrager til et sanseligt billedunivers. Vi befinder os mere eller mindre inde i Juans hoved og oplever spænding, frygt, forelskelse, vrede og afmagt sammen med ham. I filmens mere voldsomme sekvenser skifter formen pludselig til en tegnefilm i stil med Frank Millers “Sin City”. Det er, som om disse begivenheder ikke er virkelige for Juan, men noget groteskt og karrikeret, der ikke passer ind i hans øvrige univers.
I filmens stærkeste scene er bedstemoderen i hemmelighed dukket op til Juans eller snarere Ernestos fødselsdag. I en hjerteskærende scene konfronterer hun forældrene og bønfalder dem om at flygte tilbage til Cuba eller i det mindste overlade børnene til sig. Moderen angriber hende for, hvad hun beskriver som dumhed og fejhed, mens faderen og onklen insisterer på, at alting er godt, og at der ingen fare er. Det er tydeligvis ment, at denne scene skal stå op imod den ømhed og kærlighed, som filmen ellers viser, at forældrene har for deres børn, og derigennem nuancere billedet af dem, men for mig udstiller den en moralsk fallit, som de på ingen måde kan råde bod på igen.
Det, der trækker filmen op, er helt klart dens visuelle stil, som i den grad placerer os som publikum inde i hovedet på Juan, og på godt og ondt tvinger os til at gennemleve en voldsom periode af hans liv. På det punkt er den fuldt på højde med nogle af min favoritter inden for subgenren barn-til-voksen-film. Problemet er bare, at det er så tydeligt, at det er meningen, at vi skal have sympati med forældrene, hvilket mildt sagt er svært. Filmen er til dels bygget på instruktørens egen barndom, hvilket gør dette problem endnu mere uforståeligt. Det er desværre ganske muligt, at Benjamín Ávila ikke helt har været klar til at behandle sin opvækst endnu. Det er synd, da han unægtelig har et filmisk talent, som desværre ikke helt forløses her.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet