Joe

InstruktionDavid Gordon Green

MedvirkendeNicolas Cage, Tye Sheridan, Ronnie Gene Blevins, Sue Rock, Heather Kafka

Længde117 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen21/08/2014


Anmeldelse

Joe

5 6
Den ansigtsløse hævner får et ansigt

Der er ikke længere så dejligt ude på landet. I hvert fald ikke hvis man sammenholder nogle af de senere års skildringer af livet i de amerikanske småbyer. Hvor Danmark kæmper med en rådden banan, har krisen i USA sat ild til en fordærvet majskolbe, hvis døende samfund popper op overalt. Om det er de klimaforandrede sumpslotte i “Hushpuppy”, midtvestens methhandlere i “Winter’s Bone” eller …biip… og …biip… i “True Detective” synes udsagnet at være det samme: Man sku’ sgu ikke altid bo på landet.

Også “Joe” er mere søle og svinedrenge end skær luft og hvide svaner. Den åbner på et jernbanespor, hvor en teenager endnu engang ser sin far få tæsk for noget grimt, han har gjort. Sammen med mor og lillesøster udgør de en omrejsende nomadefamilie, der spiser pæne folks skrald i pæne folks forladte huse. Drengen med de jagede øjne møder den mystiske Joe og får et job i hans trærydningssjak. De starter en slags venskab, og Joe begynder at føle en slags ansvar, mens alkoholikerfar og egnens psykopater bliver grimmere og grummere, som minutterne går. Dobbeltheden er konstant. I et mudderhul af et lortelokalsamfund går man enten til hånde eller i hundene.

Der er langt til kysternes outrerede karakterer og deres ekstravagante liv. I hjertet af Amerika hedder man ikke Miranda eller Frances. Her arbejder the average Joe stenhårdt med sine hænder, indtil han tager ned på den lokale med Joe the plumber. Fremtiden er usikker, men om ikke andet kan man blive G.I. Joe. Det er næsten provokerende at give både film og titelrolle så generisk et navn. Joe. Men fordi der langsomt fremmanes et miljø, hvor det er bedst at passe sig selv, og fordi der gives hints til hovedkarakterens skjulte fortid, er det et meningsfuldt valg. Der gemmes på historier i en Joe, og hele filmens spænding bygger på uvisheden om, hvad de fortæller.

Og her er det, at instruktøren, David Gordon Green, har lavet en lille genistreg med sin casting. For hvem skal spille den helt almindelige ærkeamerikanske klippe af solid fortrængning? En karakterskuespiller fra syden med det rigtige vejrbidte ansigt og twang i accenten? Næ, det skal Nicolas Cage. Manden, der er af Coppola-afstamning, har været gift ind i Presley-familien og har døbt sin søn Kal-El. I “Joe” er han som altid på en gang søvnig og sindssyg. En mut vulkan af en mand, som eksploderer i voldsomme udbrud. Helt perfekt til Cages rablende stil. At det fungerer overraskende godt i en realistisk ramme, kan tilskrives det førnævnte miljø, der er så absurd i sin døsige ondskab, at det er uforståeligt, at alle ikke løber skrigende rundt.

Når “Joe” bliver for fascineret af sit eget taberbillede, begynder Cage at undervise drengen i cool ansigtsudtryk. Når volden mellem menneskene tager til, bruges der pludselig tid på en længere sekvens, hvor Joe sender sin bidske hund ind i et bordel. Så selv om det er en temmelig uoriginal præmis at lade en rodløs teenager blive ven med alfaen, der har set den halve verden, keder man sig ikke. Om man fuldstændigt køber karaktererne eller deres motivation bliver mærkeligt underordnet, fordi scenerne igen og igen udsender en flosset, dragende energi.

Det er Nicolas Cage, der får den her film til at rulle, og så kan det godt være, at Tye Sheridan er imponerende sikker, og at hans hjemløse alkoholikerfar spilles perfekt af en hjemløs alkoholiker, som holdet fandt under en bro. Alle bliver sidefigurer til Cage, som nærmest træder ud af filmen det ene øjeblik for i det næste at møve sig tilbage med sin velkendte, råbende replikbehandling. Fuldstændig ligesom mennesker ude i den virkelige verden. Uden ham havde det været en slibrig og rå miljøskildring, som i den grad savnede en menneskelig puls. Heldigvis valgte man at caste The Wicker Man himself, som viste os den gode side af Castor “Ghost Rider” Troy. Ham, der skrider fra Las Vegas for at give hele sit vilde hjerte til en god film.


Trailer

Kort om filmen

Joe Ransom er en mand i sine bedste år, hård i filten og med næverne siddende løs. Han drikker hellere en genstand for meget end én for lidt. I dagligdagens trummerum aner man brudstykker af et forlist ægteskab, forsømte og forladte børn og forhold, der ikke har meget at gøre med romantik. Alligevel svæver der en uforklarligt charmerende aura omkring ham.

På trods af hans uansvarlige livsstil arbejder Joe døgnet rundt. Han kan ikke holde på et job længe af gangen og lige for tiden har han tjansen som sjakformand for et hold skovhuggere. Et job, der måske passer ganske godt til hans væsen og statur.

Det er også her, at han en dag støder på den 15-årige Gary og hans uansvarligt alkoholiske far, Wade, da de søger arbejde. Joe indser hurtigt, at der ligger meget godt gemt i Gary – måske alt det, han ikke selv fik lukket op for – hvis drengen ellers kan slippe væk ud af farens dominerende og voldelige greb.

Inden længe er det helt tydeligt, at de to nærmest er en spejling af hinanden og mod alle odds fungerer de vældig godt i hinandens selskab, selv om især Joe ikke gerne vil indse det.