Musikalsk mindehøjtidelighed23. december 2002 trak musikeren, sangskriveren, poeten, skuespilleren og multikunstneren, punkrebellen Joe Strummer trods et alt for kort liv vejret for sidste gang. Forud lå et liv i overhalingsbanen som forsanger i hedengangne “The Clash”, “The Mescaleros” samt en efterfølgende, men dog mere anonym, solokarriere. Det og så meget mere har instruktør Julien Temple sammen med Strummers omgangskreds og kollegaer søgt indfanget og udbasuneret i den blændende portrætdokumentar “Joe Strummer: The Future is Unwritten”.

Filmen er først og fremmest en indadvendt rejse med hovednavnet selv som nærmeste tourguide. Igennem arkivoptagelser og båndede interviews med afdøde fortæller og forklarer Strummer selv essensen af sit liv. Men helt alene står han nu ikke. Som et tilbagevendende holdepunkt har Temple samlet de nærmeste og vigtigste figurer i den afdøde forsangers liv til fællessang og nostalgiske tilbageblik rundt om et lejrbål i den amerikanske metropol, New York. Vigtigst og mest fyldig er naturligvis tiden med punkbandet The Clash, der sammen med blandt andre Sex Pistols var toneangivende inden for genren sidst i halvfjerdserne.

Tematikkerne er mange. Dæmonerne flere. “Joe Strummer: The Future is Unwritten” kravler behændigt bagom mennesket og myten. Dæmonerne, holdningerne og kærligheden – først og fremmest til musikken – endevendes fra begyndelse til slut. Stærkest står imidlertid de velslebne punk-hits, der fra tid til anden får mulighed for at trække tempoet ud af filmen og lade tiden gå i stå. Klassikere som “London Calling”, “I Fought The Law” og ikke mindst det massivt udbredte “Should I Stay or Should I Go” står stærkt i erindringen og er medvirkende årsag til denne films bundsolide dynamik.

Instruktør Julien Temple, der tidligere har haft en finger med i spillet med musikvideoer for både David Bowie og Sex Pistols, kan uden tvivl sit kram – og det til fingerspidserne. En stjerneparade af prominente kapaciteter har taget opstilling for at give deres respektive besyv med i den nærværende fortælling om en af punkmusikkens allerstørste ikoner. Navne som Flea og Steve Jones er naturligvis selvskrevne, men også Johnny Depp, Bono, Martin Scorsese og Jim Jarmusch har alle en kommentar at knytte. For sidstnævntes vedkommende fordrer det i det mindste en veloplagt historie fra indspilningerne til independent-instruktørens “Mystery Train”. Ja, Joe Strummer havde mange talenter – skuespillet var blot endnu et.

“Joe Strummer: The Future is Unwritten” besidder fra enden til anden et imponerende drive, der vil være langt de fleste nutidige dokumentarfilm vel undt. Der bliver på intet tidspunkt romantiseret over legendens liv – snarere tegnes et råt for usødet portræt, hvad det så ellers afstedkommer af gode og dårlige sider. Ifølge Temple var dæmonerne særligt fremtrædende i de senere år, hvor opløsningen af The Clash var et faktum, og et mørkt tungsind lagde sig som en dyne over den karismatiske frontfigur, mens ungdomsårene tværtom kendetegnede en lysende begavelse med sine meningers mod om alt fra borgerrettigheder over revolution til politik.

Det kan anfægtes, at “Joe Strummer: The Future is Unwritten” med sine knap to timer hører til i den lange ende, særligt inden for dokumentargenren. Alligevel fornemmes det aldrig. Alt imens historien om Joe Strummer – hvis borgerlige navn oprindeligt var Johnny Mellor – udfolder sig, i bogstaveligste forstand fra vugge til grav, flyver tiden hastigt forbi. Filmen er med andre ord en sanselig rus, et forelsket, men også nuanceret, tilbageblik på en ener i britisk rockmusik.

Set i lyset af et mildt sagt konfliktfyldt liv, en brors selvmord, skiftende bandkonstellationer, stofferne, alkoholen og endeligt den medfødte hjertefejl, der førte til sangerens endeligt, er det prisværdige ved denne dokumentar, at Julien Temple har valgt at krydre livshistorien med de mange hjertevarme og humoristiske anekdoter. Uden dem er det ikke sikkert, “Joe Strummer: The Future is Unwritten” havde haft samme prægnans. Filmen er en uformel mindehøjtidelighed over et af punkmusikkens allerstørste navne. Det er muligt, at sangerens stemme er forstummet, men ånden lever uden tvivl videre i musikken.

Video”Joe Strummer: The Future is Unwritten” fremstår i et rimeligt om end langt fra imponerende anamorphic widescreen 1.85:1 format. Filmen er et krydret sammenklip af en lang række arkivoptagelser samt interviews af både gammel og nyere dato. Der er undervejs enkelte eksempler på edge-enhancement, digitale forstyrrelser og udtværing, ligesom både farvetemperatur og kontrast har sine udsving. Forholdene taget i betragtning er kvaliteten dog stadig rimelig, og billedet er generelt af udmærket beskaffenhed.

AudioLangt bedre er imidlertid lydsiden, der både leveres i et engelsksproget Dolby Digital 5.1 lydspor og et ditto DTS lydspor. Der er flere tilfælde af lydpanoreringer, ligesom talen er klar og tydelig. Vigtigst er dog musikken, der fordeler sig godt i højtalersystemet og skaber et solidt fundament for filmens dokumentariske univers. Som eneste malurt i bægeret er de enkelte tilfælde af skratten og overstyringer.

EkstramaterialeUdover trailere for “Gasolin'”, “Rocket Brothers”, “Leonard Cohen: I’m Your Man”, “Dave Chapelle’s Block Party”, “Solo” og “Joe Strummer: The Future Is Unwritten” er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.