Umiddelbart er der ikke så forfærdeligt meget, der tyder på, at Lars von Triers gennemslagskraft havde været helt den samme, havde det ikke været for filmguruen og elegantieren Jørgen Leths massive inspiratoriske indflydelse. Det var da også sidstnævnte, der stod for de velkendte penneprøver på Den Danske Filmskole i midten af firserne; en slags basal afprøvelse af elevernes forventede kunnen og tilsvarende af filmens mulige konditioner og rammer, der senere blandt andet har ført de nok så berømmede dogmefilm med sig.

I anledningen af og med den evigt afsøgende filmmagers halvfjerdsårs fødselsdag som startskud udkommer – ikke helt ufortjent vel at mærke – kunstnerens samlede værker spredt ud over de næste to års tid. Det første afsnit af “The Jørgen Leth Collection” er allerede i handlen og rummer helt efter tematisk inddeling de antropologiske studier af det enkelte menneskes indre og ydre gebærdelser i “Livet i Danmark” (1972), “Det gode og det onde” (1975), “Det perfekte menneske” (1968), “De fem benspænd” (2003) og “Notater om kærligheden” (1989).

For Leth har fascinationen altid været et bærende element og en udøvende faktor i hans filmiske opsætninger, der ofte minder mere om poetisk filosoferende billeddigte end de eksperimentalfilm, de for så vidt også kunne betegnes som. I denne omgang er det mennesket som objekt, der er i et afgørende fokus. Hvad tænker det? Hvad føler det? Hvordan lever det? Ja, det er nu blot nogle af de spørgsmål, Leth stiller sig selv i sin evigt afsøgende diskussion af antropologien i menneskehedens navn, der ikke overraskende sjældent afføder endegyldige svar, blot endnu flere spørgsmål. Og tak for det. For heri ligger en substantiel ydelse, der kunne være de fleste dokumentarister en lærerig grundsten.

Det er stof til eftertanke, og som Leths hofmimer og ditto skuespiller, Claus Nissen, lakonisk får udbasuneret af flere omgange i både “Det perfekte menneske” og “Det gode og det onde” – ”også i dag oplevede jeg noget, som jeg nok kommer til at forstå om nogle dage”, så er der lagt op til en helt individuel fortolkning. Grundigere forklaringer er egentligt svære at præcisere, for Leth er nu engang Leth. Der bliver ikke givet ved dørene, der foreligger simpelthen ingen enkle forklaringsnøgler. Som grundsubstans er tematiseringen af menneskets rummelighed dog ikke til at tage fejl af, og filmenes umiddelbart usammenhængende billedpaletter giver da også udsøgt mulighed for tungere fordybelse.

Instruktørens værk indrammes således af spraglede billedserier, der forsøger at indfange kærligheden, erotikken og de kødelige lyster hos det perfekte menneske, der måske nok er knapt så perfekt, når der for alvor graves ind under huden. Visuelle og indholdsmæssige repetitionsmønstre over en bred kam giver sammenhæng set over et hele, og så kan det godt være, at tempoet ikke er jævnt hele vejen igennem, at ikke alt indhold virker lige velkomponeret. Men prægnansen af udgivelsen som helhed er nu ikke til at komme uden om.

Enkelte film træder naturligvis mere frem end andre. Således er “Det perfekte menneske” tegn på, at Jørgen Leth-film, ligesom vin på gode druer, i visse tilfælde kan ældes med ynde. Det kan nok være, at kollektionen spænder over mindre fodfejl, men alt i alt er det ikke til at komme uden om Leths ekvilibrisme og elegance, når det kommer til komposition og fascination på film.

Udgivelsen er, set med Lethske øjne, et antropologisk studie af menneskets ageren og følelsesliv, som for i øvrigt også fører Leth på sporet af polakken Bronislaw Malinowski, der udforskede antropologien på Malinesien for godt hundrede år siden, men i virkeligheden er det også en antropologisk udforskning af kunstneren og mennesket Jørgen Leth. Og derved opnår “The Jørgen Leth Collection” en almengyldig væsentlighed, der også vil kunne gavne eftertiden, når alderspolitiet en gang indhenter det uperfekte menneske og den perfekte kunstner.

VideoUdgivelsens film spænder oprindeligt over en længere årrække, og det har naturligvis en afsmittende effekt på billedsiden, der fremstår i henholdsvis formaterne 1.37:1, 1.66:1 og 1.85:1, alt afhængig af film. Trods overførslen fra de forældede celluidstrimler er kvaliteten ganske imponerende. Der er eksempler på myrer i billedet og støv enkelte steder, men ellers står billedet skarpt og uden forringelser.

AudioBortset fra et Dolby Surround 2.0 lydspor i tilfældet “De fem benspænd” er filmene fremstillet med et mono-lydspor, der i sagens natur ikke er voldsomt imponerende. Men nu hører lydsiden heller ikke til de største forcer ved Leths film, modsat den stilistik og kunstneriske tilgang, der har været hans varemærke, og de daværende muligheder for lydbehandling skal naturligvis heller ikke glemmes. Af samme grund fremkommer lyden udelukkende i fronthøjtalerne og kan have en tendens til at være en anelse mudrede. Efter datidens omstændigheder er lyden dog komponeret efter bedste beskub og veksler fint mellem underlægningsmusik, lydkulisser og tale.

EkstramaterialeSom et kuriosum er “The Jørgen Leth Collection” udstyret med kortfilmen “Tropical Mix” (2007), der er et sammenkog af optagelser i forbindelse med tidligere film, som Leth har bedt klipperne Camilla Skousen og Morten Højbjerg redigere sammen. Resultatet er en finurlig og kort sammenklipning af optagelser fra Leths rejse i blandt andet Venezuela og Den Dominikanske Republik. Men resultatet er nu nok mere en mindre tilføjelse end egentligt interessevækkende.