Med nysgerrigheden som motorEfter forrige års ophedede, mildest talt forfejlede og ikke mindst medieskabte heksejagt på dokumentaristen og connaisseuren Jørgen Leth er det vist på sin plads, at der bliver afsløret en anden og mere stueren side af den danske filminstruktør, der gennem årene har udøvet afgørende indflydelse på den danske filmindustri. Samme holdning havde en unavngiven rigmand, der angiveligt – sådan vil rygterne det i hvert fald vide – har investeret i udgivelsen af samtlige Jørgen Leths film fordelt over seks bokse, tiltænkt udgivelse hen over de næste par år.

Første boks blev allerede udgivet for et par måneder siden under overskriften “De antropologiske film”, men mest aktuel er imidlertid anden ombæring i serien, “Jørgen Leth Collection 02-05: Sportsfilmene”. Mest interessante i den forbindelse er naturligvis Leths indbliksgivende bidrag til en større forståelse eller blot ydmyg fascination af cykelsporten i de uforglemmelige “En forårsdag i helvede”, “Stjernerne og vandbærerne” og ikke mindst “Den umulige time”, hvor daværende danske cykelsportshelt Ole Ritter med desperationens sved piblende frem på panden krampagtigt forsøger at slå cykelkongen Eddie Merckx’ daværende timerekord i steghede Mexico City. Damp på kedlen er der nu også i de to førnævnte, hvor “En forårsdag i helvede” nok vil rumme størst dramatik og underholdning for det brede publikum.

Det fascinerende ved Jørgen Leths film i bredeste forstand er instruktørens fænomenologiske interesse som den undersøgende drivkraft. Det giver sig særligt til kende i Leths cykelsportsfilm, hvor enkeltdelene samles for at skabe helheden. Leths evigt afsøgende billede stiller ikke kun skarpt på de berømte cykelklassikere, men har også øje for detaljen, for maskineriet, rytmen og harmonien, ligesom kulisserne, hjælperne og løbsarrangørerne inddrages aktivt. Leths særlige interesse for cykelsporten frem for andre sportsgrene er naturligvis allestedsnærværende, og formentligt af samme grund rummer filmene også rendyrkede helteportrætter, hvor særligt Eddie Merckx, Ole Ritter og afdøde Fausto Coppi udråbes som unikke enere.

Udgivelsen og Jørgen Leth rummer dog også andre områder af sporten, hvor den baskiske nationaldyrkelse af boldspillet pelota vel nok med nutidige briller i hvert fald fremstår som en bizar tilfældighed, alt imens det historiske perspektiv bliver en aktiv spiller i “Kinesisk bordtennis” fra starten af halvfjerdserne, hvor kineserne var dominante inden for netop den sportsgren, samtidig med at hjemlandets styre kæmpede hårdhudede magtkampe med verdenssamfundets daværende stormagter. Mest sansende af de to er dog “Pelota”, der ud over det sportslige aspekt kulegraver de familiære og nationale traditioner, der håndhæver sporten og dermed fællesskabet i det spanske opland. Endeligt og helt i samme boldgade huserer den fabelagtige “Motion Picture”, et kunststykke af høj, høj kaliber og med en ung, fremadstormende komet i tennistalentet Torben Ulrich.

Det kendetegnende ved Jørgen Leth er den strategiske perfektionisme, med hvilken han går til en opgave. Således afdækkede instruktøren efter grundigt forarbejde og med et nøje udvalgt filmhold forårsklassikeren Paris-Roubaix i “En forårsdag i helvede” med hele 27 kameraer placeret strategisk rundt om på den frygtindgydende rute. Der er næppe tvivl om, at Leths fascination for cykelsporten har været og er en drivkraft, også langt efter dokumentaristen og sportskommentatoren blandt andet mistede sin berettende stilling i forbindelse med det årligt tilbagevendende Tour de France på TV 2.

Trods et glimmerværk af audiovisuelle finesser til at illustrere fascinationen af de respektive sportsgrene er der ikke desto mindre mangler i denne udgivelse. Flere vil nok påpege, at “Michael Laudrup – en fodboldspiller” tilhører denne dunkle kategori. Men nu er personkarakteristikkerne i Leths mageløse sportsfilm også tenderende en gråzone, og helt af samme årsag indgår filmen om Danmarks største fodboldtalent igennem tiderne i stedet i selskab med filmmagerens samling af portrætfilm, der udkommer sent næste år. Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at nysgerrigheden for Leth er den motor, der holder maskineriet i gang. Hans sublime og altid veloplagte fascination inden for sine interesseområder er det brændstof, der i mange tilfælde har været med til at formgive helt ufattelige kompositioner ud i det filmiske.

“Jørgen Leth Collection 02-05: Sportsfilmene” er under alle omstændigheder et kærkomment gensyn med instruktørens hovedinteresse, cykelsporten. Den elegante indfangning af dramaet, detaljerne, intensiteten og helheden gør, at de tre cykelsportsfilm til stadighed står som unikke værker inden for deres genre. Derved bør den kunstnerisk dragende “Motion Picture”, den charmerende “Pelota” og den tempofyldte “Kinesisk bordtennis” dog ingenlunde negligeres. Alle film har sine mærkeområder, sine trækplastre. Der er ujævnheder undervejs, men alligevel er udgivelsen formentligt blandt de vigtigste af de i alt seks bokse, der altså udgør værket for Jørgen Leths imponerende og allerede nu legendariske karriere.

VideoPå billedsiden præsenteres de seks film i henholdsvis 1.37:1 format og 1.66:1 format (sidstnævnte “En forårsdag i helvede”). Der er generelt tale om udmærkede billedkvaliteter, om end de gamle filmstrimler er præget af tidens tand. De ofte grynede, men ikke desto mindre prangende billedkompositioner besidder grundlæggende gode farvetemperaturer og solide kontraster, om end udsving trods alt forekommer. Til gengæld rummer billederne, der både fremstår i farve og i enkelte tilfælde også sort/hvid, uden nævneværdige tilfælde af edge-enhancement, udtværinger eller anden form for forstyrrelser, og generelt holder transferet det niveau, man må kunne forvente alderen taget i betragtning.

AudioLyden er i alle films tilfælde i mono, mens ekstramaterialet i et enkelt tilfælde (“A Conversation with Jørgen Leth”) er med stereo. Lyden kommer udelukkende fra centerhøjtaleren, men gør sig nu alligevel ganske godt, og Leth er da heller ikke bleg for netop at udnytte den auditive side aktivt i sine filmiske eksperimenter. Jørgen Leths fortællerstemme er i øvrigt ren og klar, atmosfæren detaljerig, og overstyringer er der ikke nogen af. Endelig er musikken stemningsskabende og velfungerende, ikke mindst i “Pelota”, hvor der gøres brug af en enkelt blandt Ennio Morricones mange fortræffelige kompositioner.

EkstramaterialeEkstramaterialet på denne udgivelse består først og fremmest af den ni minutter lange “A Conversation with Jørgen Leth”, et kortvarigt, men fængslende interview filmet under Sundance Film Festival i 2003. Eneste andet bidrag er Jørgen Leths eget i form af den finurlige billedcollage “Monument”, der sammenknytter optagelser fra 1969 og 2007. Ikke alverden, men dog et fint supplement til udgivelsens i forvejen mageløse udvalg.