Når man kalder en film “John Tucker Must Die”, må man siges at lege med ilden. Man fristes øjeblikkeligt til at tilføje ’og det samme bør filmen' – og dog… selvom denne overfladiske, forudsigelige og platte lille ungdomskomedie langtfra er noget mesterværk, så sætter den ind imellem gang i lattermusklerne og undgår derfor betegnelsen makværk.

Gymnasieeleven John Tucker er en populær herre. Hans evner indenfor basketball har gjort ham til et idol blandt drengene, og hans fysik og karisma har skænket ham den altoverskyggende hovedrolle i pigernes kollektive drømme og fantasier. Tucker udnytter sin ekstreme popularitet til at score adskillige kvinder på én gang. Men da tre tøser opdager, at Tucker har noget kørende med dem alle, foreslår den nyankomne, intelligente forstadspige, Kate, at de tager hævn.

Det er disse hævnscenarier, der udgør filmens få sjove øjeblikke. Især en scene, hvor pigerne får Tucker til at spise hormonforstyrrende stoffer, hvorefter han bryder fuldstændig sammen i gråd under en basketballkamp, er morsom. Filmens teori om iførelsen af en g-strengs effekt på fyres bevægelighed er også festlig. Men lige så snart man har indstillet sig på en positiv overraskelse i form af en kommerciel ungdomskomedie, der alligevel tør være lidt bidsk og ikke svælge i sentimentalt nonsens, foretager filmen en dramatisk kovending. Kate indvilger i at lade sig blive forført af Tucker med det mål at knuse charmetroldens hjerte for alvor. Og dermed begynder filmens forudsigelige forvandling fra en mild fornøjelighed til en kedsommelig fadæse.

Kate begynder selvsagt at forelske sig i ungkarlen, og det viser sig forholdsvis hurtigt, at der måske alligevel befinder sig et højtbankende, sødt lille hjerte under John Tuckers iskolde facade. Stereotyper dukker også op til højre og venstre – vi bliver bl.a. introduceret for Tuckers nørdede bror, som naturligvis er godheden selv, og Kates mor (den tidligere Playboy-model, Jenny McCarthy), der er et alvidende, hjerteligt orakel. Kate og co. erfarer naturligvis også, at gengældelse ikke er en ærefuld løsning. Og hvis man skulle være i tvivl om moralen, så bliver den skåret ud i pap og bøjet i neon hen mod slutningen i en af de mest tåbelige scener i mands minde.

Det er ærgerligt, at modløshed i sidste ende tager livet af en potentielt morsom lille komedie. Den prisbelønnede Jesse Metcalfe, som optræder i tv-landeplagen “Desperate Housewifes”, er ellers fornøjelig i titelrollen, og selvom resten af aktørerne hovedsageligt kører på autopilot, er kun få af dem decideret ringe. Takket været fotografen Anthony Richmond, som bl.a. skød “Rødt chok”, ser filmen bestemt heller ikke grim ud. Men mens man sidder og drukner i kvalmende sødsuppe, er det ikke ligefrem positive aspekter, man hæfter sig ved.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. For en splinterny Hollywood-produktion at være, ser “John Tucker Must Die” simpelthen ikke godt nok ud på denne danske dvd-udgivelse. Billedet er blødt, og så er det også alt for lyst. Heldigvis er farvetemperaturen ikke blevet påvirket så meget af det ærgerlige kontrastniveau, at farverne fremstår utroværdige. Edge-enhancement optræder, men aldrig i et irriterende omfang, og ligeledes er der heldigvis aldrig alvorlige tilfælde af udtværing, digital støj eller andet snavs.

AudioFilm som “John Tucker Must Die” besidder sjældent sprudlende lyddesign, men discens engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er ganske udmærket. De mange sprælske popnumre kommer især godt til udtryk – fornemt understøttet af den pulserende LFE-kanal. Dialogen er klar og tydelig, og manglen på interessant atmosfærelyd og effektive panoreringer er forventet og tilgivelig.

EkstramaterialeUdgivelsens menu, som er bedre end gennemsnittet, bør næsten lige nævnes. Menuen ligner en computerskærm, og den ser både nydelig ud og er let at betjene. Blandt det mindre interessante ekstramateriale finder vi to musikvideoer: “Instantly Gratified” af People in Planes og “Hey Kid” af Matt Willis.

Der er sølle to slettede scener, som instruktør Betty Thomas har indtalt kommentarer til. Tilsammen varer de ikke engang et helt minut, og ingen af dem er videre interessante. Synderlig interessante er de fire featuretter heller ikke. De går under navnene “Grrrl Power” (4 min.), “Cutting Class with Jesse Metcalfe” (4 min.), “Kodiak Yearbook” (4 min.) og “On the Rebound” (2 min.). De fortæller hovedsageligt om de kvindelige skuespilleres forhold til hinanden og skuespillernes egne oplevelser i gymnasiet.

Til slut har vi et overraskende godt kommentarspor med Betty Thomas og filmens klipper, Matthew Friedman. Begge virker oprigtige og ærbødige, og de fremstår aldrig selvhøjtidelige – de prøver ikke for alvor at opreklamere filmen, og det velformulerede par disker op med mange fine anekdoter og kun få ligegyldige historier. Ærgerligt, at de to filmfolk ikke fik skruet en bedre film sammen.