Johnny Mad Dog
Udgivet 27. mar 2009 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
Woody Allen har engang sagt, at der er to type mennesker i denne verden – de gode og de onde. De gode, siger han, sover bedre om natten, men de onde ser ud til at nyde de vågne timer mere. I “Johnny Mad Dog” regerer ondskaben i et unavngivet, afrikansk land, og den bliver eksekveret af børnesoldater, der har mistet den sidste del af den godhed, der måske kunne have lullet dem trygt i søvn. I stedet plyndrer, voldtager, myrder og torturerer de den skrækslagne befolkning, for det er det eneste, de kan, det eneste, de nyder at gøre i en verden, hvor hylene fra de gale hunde lyder igen og igen, og hvor man kun kan overleve ved at gø med.
Med i sit kobbel har han et slæng af psykotiske, voldshungrende bastarder, der er blevet hjernevasket af guerillahæren, som bruger dem i kampen mod den siddende regering. Det hele smager lidt af folkemordet i Rwanda i 1994, når de vanvittige børnesoldater bevæbnet til tænderne dræber uskyldige mennesker, fordi de tilhører racen ‘dogo’ – akkurat som hutuerne myrdede næsten én million tutsier på 100 dage under borgerkrigen i Rwanda for godt og vel 15 år siden.
Men dette er samtidig også filmens hæmsko, for man bliver som seer aldrig rigtig engageret i historien og dens personer. Man forbliver en voyer og føler hele tiden, at man står lidt uden for det hele. Det ville klart have givet filmen et løft, hvis man var blevet lukket mere ind i børnesoldaternes tanker og følelser og fået et indblik i deres baggrund. Så ville ondskaben være blevet menneskeliggjort og dermed langt mere ubehagelig og tankevækkende.
“Johnny Mad Dog” er en ualmindelig barsk og kompromisløs film, uden nogen form for forsoning eller håb. Det eneste lys, der eksisterer for enden af den berømte tunnel, er de lysglimt, maskinpistolernes kugleregn afgiver i de korte sekunder før, projektilerne slukker lyset i ofrenes øjne for altid. Det ville have gjort filmen til et mere behageligt bekendtskab, hvis instruktøren havde givet de vilde hunde et mere menneskeligt ansigt og haft flere forsonende elementer i sin dystre fortælling. Dette ville have styrket tilhørsforholdet til de barbariske børnesoldater og samtidig gjort, at filmens budskab havde bidt sig mere fast.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet