Johnny Mad Dog

InstruktionJean-Stéphane Sauvaire

MedvirkendeChristophe Minie, Daisy Victoria Vandy

Længde97 min

GenreDrama, Krig

IMDbVis på IMDb

I biografen27/03/2009


Anmeldelse

Johnny Mad Dog

4 6
Afrikas gale hunde

Woody Allen har engang sagt, at der er to type mennesker i denne verden – de gode og de onde. De gode, siger han, sover bedre om natten, men de onde ser ud til at nyde de vågne timer mere. I “Johnny Mad Dog” regerer ondskaben i et unavngivet, afrikansk land, og den bliver eksekveret af børnesoldater, der har mistet den sidste del af den godhed, der måske kunne have lullet dem trygt i søvn. I stedet plyndrer, voldtager, myrder og torturerer de den skrækslagne befolkning, for det er det eneste, de kan, det eneste, de nyder at gøre i en verden, hvor hylene fra de gale hunde lyder igen og igen, og hvor man kun kan overleve ved at gø med.

Børnesoldater er ikke noget nyt fænomen, langt fra, men man kæder dem ofte sammen med konflikter i Afrika, og det er således også en pointe, at filmen vælger ikke at navngive landet, hvor handlingen udspiller sig. Det har nemlig fundet sted, og finder stadig sted, mange steder i de krigshærgede dele af Afrika. Om de så hedder Congo, Rwanda eller Sudan. Hovedpersonen i det grusomme land, der altså synes at være en hybrid af hele kontinentets dårligdomme, bærer filmens titel, Johnny Mad Dog, og det er lige netop også, hvad han er: En gal hund.

Med i sit kobbel har han et slæng af psykotiske, voldshungrende bastarder, der er blevet hjernevasket af guerillahæren, som bruger dem i kampen mod den siddende regering. Det hele smager lidt af folkemordet i Rwanda i 1994, når de vanvittige børnesoldater bevæbnet til tænderne dræber uskyldige mennesker, fordi de tilhører racen ‘dogo’ – akkurat som hutuerne myrdede næsten én million tutsier på 100 dage under borgerkrigen i Rwanda for godt og vel 15 år siden.

Det er altså et altid aktuelt og yderst barskt tema, “Johnny Mad Dog” tager op, og den til tider stressende kameraføring og den ubehagelige fravær af musik i næsten hele filmen giver “Johnny Mad Dog” en grusom realisme, hvilket resulterer i, at mange af scenerne sætter sig fast som ubehagelige knuder i maven. Tænk “City of God” og “Hotel Rwanda”, og du har en idé om, hvilken ubehag der er tale om. Det er også en god pointe, at filmen visuelt ofte sætter seerne i en voyeristisk position til de uhyrligheder, der udspiller sig, for sådan er det på mange måder også i virkeligheden: Vi ved godt, at ondskaben eksisterer i mange dele af det forarmede kontinent, men ofte forbliver vi publikum til elendigheden. Vi griber ikke ind, for vi føler os ikke i stand til at gøre noget.

Men dette er samtidig også filmens hæmsko, for man bliver som seer aldrig rigtig engageret i historien og dens personer. Man forbliver en voyer og føler hele tiden, at man står lidt uden for det hele. Det ville klart have givet filmen et løft, hvis man var blevet lukket mere ind i børnesoldaternes tanker og følelser og fået et indblik i deres baggrund. Så ville ondskaben være blevet menneskeliggjort og dermed langt mere ubehagelig og tankevækkende.

“Johnny Mad Dog” er en ualmindelig barsk og kompromisløs film, uden nogen form for forsoning eller håb. Det eneste lys, der eksisterer for enden af den berømte tunnel, er de lysglimt, maskinpistolernes kugleregn afgiver i de korte sekunder før, projektilerne slukker lyset i ofrenes øjne for altid. Det ville have gjort filmen til et mere behageligt bekendtskab, hvis instruktøren havde givet de vilde hunde et mere menneskeligt ansigt og haft flere forsonende elementer i sin dystre fortælling. Dette ville have styrket tilhørsforholdet til de barbariske børnesoldater og samtidig gjort, at filmens budskab havde bidt sig mere fast.


Trailer

Kort om filmen

Filmen fortæller den sammensmeltede historie om den 15-årige børnesoldat Johnny Mad Dog og den 13-årige pige Laokole, der er på flugt med sin forkrøblede far, samtidig med at hun forgæves forsøger at beskytte sin lillebror, efter hendes landsby er blevet terroriseret af Johnny Mad Dogs militsstyrke, the Death Dealers, hvis medlemmer er helt ned til blot tolv år gamle. Børnene er blevet hjernevasket ind i guerrillaernes net og drager fra by til by uden andet formål end at stjæle, voldtage og myrde både venner og fjender.