I Hollywood er man glad for at filmatisere store litterære klassikere, og det er der indtil flere årsager til. For det første slipper man for at skulle udtænke en original historie, idet både karakterer og det overordnede plot på forhånd er blevet etableret. For det andet vil en berømt titel figurere prominent i den brede befolknings bevidsthed, allerede inden filmversionen udkommer. Og så repræsenterer denne type fortælling næsten altid en god mulighed for, at skrue op for det helt store tekniske apparat, og gøre det drømmefabrikken nu engang er bedst til. Det er imidlertid sjældent, at en film når samme kvalitetsniveau som forlaget, og flosklen ”bogen var bedre” viser sig faktisk ofte, at være en ganske passende konklusion. Det er den i hvertfald i tilfælde af Frank Coracis nye version af “Jorden Rundt I 80 Dage”.

Jules Vernes klassiske eventyr om den moderne verden hører til blandt den franske forfatters mest populære værker, og er i modsætning til størstedelen af hans andre bøger ikke science fiction. “Jorden Rundt I 80 Dage” er en hyldest til de mere jordnære teknologiske fremskridt, der fandt sted omkring slutningen af det 19. århundrede, og som i Vernes øjne var nøglen til en positiv udvikling i samfundet. Sidste gang man forsøgte en filmatisering af bogen var i 1956 med David Niven i hovedrollen. Filmen vandt fem Oscars, herunder for Bedste Film, og er uden tvivl at foretrække frem for Disneys nye udgave, der godt nok bygger på grundelementerne i den oprindelige historie, men er lavet med et klart yngre publikum for øje.

Phileas Foggs motivation for at rejse er trukket så skarpt op i filmen, at alle kan være med, og væddemålet med den skurkagtige Lord Kelvin er ikke længere kun et spørgsmål om personlig ære. Kelvin og hans slæng af reaktionære overklasseløg er nemlig interesserede i, at forhindre enhver form for fremskridt, hvorfor Fogg skal opgive hans videnskabelige arbejde, i tilfælde af, at han taber. Indsatsen skal være noget man kan tage og føle på forstår sig, og det er derfor intet mindre end hele Englands fremtid, som her står på spil. Fogg portrætteres som en klodset enspænder, der på trods af utallige mislykkede eksperimenter altid formår, at skrue de mest fantastiske dingenoter sammen når det virkeligt er påkrævet. En typiske underdog. Man kan imidlertid ikke betegne Fogg som filmens egentlige hovedperson, idet fokus i mange scener ligger udelukkende på hans tjener Passepartou. De deler rampelyset, hvilket virker noget uhensigtsmæssigt, idet filmens narrativ blot bliver mere rodet.

Sjovt nok kommer Passepartou ikke fra Frankrig som i bogen, men derimod fra Kina og han spilles af Jackie Chan. For at peppe hele kapløbet lidt op, introducerer man et subplot omkring en stjålen Buddha-statue, der vist nok er meget værdifuld, selvom den mest af alt ligner en billig, parfumeret plasticsouvenir. Jagten på statuen, der skal returneres til Passepartous kinesiske fødeby, er en slet skjult undskyldning for at lave en række flotte men fuldstændigt unødvendige stuntsekvenser. Det dynamiske forhold mellem den sprælske Passepartou og hans stive britiske herre er en central del af bogen, og for så vidt også intakt her. Forskellen er bare, at Fogg for det meste selv opfører sig så fjollet, at ideen bag deres relation ikke længere har nogen betydning. Coraci trækker derudover en parallel mellem de to karakterer, der begge er villige til at kæmpe for det de tror på, og derfor er ens af sind. Klasseskellet mellem herre og tjener er reelt slebet bort.

Under deres stop i Frankrig støder Fogg og Passepartou på den talentfulde, men oversete kvindelige maler (man fornemmer et mønster), Monique La Roche med de store øjne og den lille trutmund. Det er nemlig ikke kun sig selv at Fogg finder på rejsen men også kærligheden. Som det er normen i amerikanske underholdningsfilm, har hun dog intet at tage sig til i en film, der er en 100% maskulin affære. Det er bogen vel at mærke også, men nu hvor man alligevel har “opdateret” historien på så mange andre punkter, var der jo netop en mulighed for, at gøre hende mere interessant. Ewan Bremner spiller den latterligt overgearede politimand Fix, mens en lang række filmstjerner dukker op i mere eller mindre sjove cameos. At spotte de mange gæsteskuespillere er faktisk et af de mest fornøjelige aspekter ved filmen, og de skal derfor ikke alle sammen afsløres her.