Djævelsk forførende toner

Kan man have pistoler, biljagter, hed sex og bandeord i en opera, der er fra 1700-tallet? Er det ikke at drive rovdrift på den klassiske ånd i værket? Hvad ville Mozart ikke have sagt?

For at besvare det sidste spørgsmål først, så ville Mozart sandsynligvis ikke have sagt noget, hvis han havde levet i vores tid, eftersom han selv var lidt af en uhøjtidelig frækkert i sin samtid. Han stod bag den løsslupne opera “Così fan tutte”, der chokerede vor egen Oehlenschläger så meget, at han fluks skrev en mere moralsk opbyggelig handling, således at operaen ikke førte folk ud i moralsk fordærv.

Tvivlsomme handlinger er der også læssevis af i “Juan”, der er en filmatisering af Mozarts “Don Giovanni” (italiensk for Don Juan), og som følger den skruppelløse slubbert, der måske ikke kan gøre for, at han har charme, men som til gengæld bruger den til at komme i skørterne på så mange kvinder som muligt. Han er essentielt et menneske, som befinder sig dårligt i sin egen skal og i stedet er besat af at fortære andre. Lykken er altid lige rundt om hjørnet med den næste erobring, men ikke så snart er det fort indtaget, før rastløsheden melder sig, og trangen til at indtage det næste overtager. I moderne tid genkender vi ikke mindst den slags skikkelser i forretningsfolk, men her er det kvinder fremfor firmaer, det gælder, og det er måske meget godt det samme, for det er nu engang sjovere at se forførelser end at følge kuglepenne, der skriver under ved den stiplede linje.

Opera-filmatiseringer er der efterhånden mange af, men af de vellykkede af slagsen er der til gengæld kun få. Ofte virker det, som om operaformen er meget uegnet til at blive bragt op på lærredet, men det hjælper næppe på sagen, at man tit vælger at opføre dem mere som filmet teater end som rene film. Den danske operachef Kasper Holten er imidlertid gået anderledes radikalt til værks med denne filmatisering, der ligger meget langt væk fra de vanlige metoder. Mest dramatisk er det, at Holten har fravalgt den sædvanlige metode kendt fra diverse musical-film, hvor skuespillerne mimer til musikken. Her synges der live under de nogen gange meget krævende omstændigheder, hvilket måske nok gør lydsiden mindre poleret, men til gengæld giver hele oplevelsen en anderledes vitalitet og nærvær. Skuespillerne dirrer, ånder og lider med musikken. Det er svære vilkår, men det kan dårligt nægtes, at sangerne leverer varen formidabelt.

Mogens Rukov har været inde over manuskriptet, som også er blevet stærkt revideret. Handlingen er blevet skåret drastisk ind til benet og skrevet sammen, således at det hele udspiller sig i løbet af 24 dramatiske timer. Der hores, skydes og bandes lystigt, og sangerne synger lidet charmerende fraser som ”fuck”, ”asshole” og ”blowjob”, men selvom det lyder meget bizart i ørerne første gang, så vender man sig dog overraskende hurtigt til det.