Som at jævne en brun sovs

Nu’ det (snart) jul igen, og så er det selvfølgelig også tid til julefilm! Denne spøjse sæson-genre har jeg altid haft det svært med, men bjældeklang og sne i luften har før vist sig som stærke modstandere imod mine sentimentale nostalgi-parader, så film om den kristne højtid kan sagtens komme helt derind, hvor det gør varmt og godt. Den norske dukke-animationsfilm “Jul i Bakkekøbing” er fuld af varme, hygge og flotte billeder, men den formår dog ikke helt at smadre mine juleparader.

Historien er sat i den lille by Bakkekøbing, hvor det tæt op til jul stadig ikke er begyndt at sne. Gisp! Det gør byens borgere bekymrede, det giver lokalbladets redaktør grå hår, og det gør nervøse sjæle i tvivl om, hvorvidt det overhovedet bliver jul. Et klassisk juledrama, hvor et eller andet truer vores alle sammens flot konventionsindpakkede tradition. Der er altid en konflikt, vi kan relatere til og en fjende, vi alle er imod. Så simpelt som at jævne en brun sovs og stave til rødkål.

I Bakkekøbing lader byens geniale opfinder sig imidlertid overtale af venner og presse til at bygge en snemaskine, blandt andet så byens gale redaktør ikke taber ansigt, når den sne, han hele tiden lover, ikke kommer. Den opfindsomme opfinder står bag flere af filmens bedste påfund, som f.eks. en meget avanceret kaffemaskine og en mekanisk journalist (som man ikke vil have i hælene!). Men netop fordi vores originale opfinder er så skøn, så havde jeg en lidt ærgerlig følelse over, at hans eneste funktion i filmen er som gavebånd for filmens plotpakke. Jeg må ønske mig den kaffemaskine.

Det største problem er dog, at “Jul i Bakkekøbing” ikke vælger et skarpt personfokus. Jeg fandt aldrig en karakter at holde med og af, da man i stedet for at fortælle om en enkelt karakter, har valgt at lade alle fylde ca. lige meget. Det fører desværre til, at man aldrig rigtig bliver vildt engageret i nogen af personernes skæbner, og indlevelsen i Bakkekøbings julekvaler udebliver.

Visuelt er “Jul i Bakkekøbing” en total triumf. Ja, tør jeg næsten hviske “Bjergkøbing Grand Prix”, som er en fjern fætter til filmen. De modellerede dukker, huse og landskaber er flotte og imponerende farverige. Ja, de er faktisk en fryd at se på, hvilket yderligere forstærkes med mange rolige, glidende kamerabevægelser, der dvæler ved totalbilleder og nærbilleder, så jeg følte, at jeg næsten kunne række ud og røre. Derfor er det ret ærgerligt, at selve indholdet ikke helt løfter sig over det middelmådige og aldrig rigtig når helt ind under huden, jeg bor i.