Hvis du spørger et tilfældigt barn på gaden, vil du garanteret erfare, at interessen for de nordiske guder blandt Danmarks folkeskoleelever lever i bedste velgående. Derfor er det fuldt forståeligt og egentlig også helt som ventet, at man har valgt at lave en julekalender for børn, der inddrager Thor, Odin, Loke og alle de andre guder, jætter og andet godtfolk, som de klassiske myter beretter om. Ligesom mange andre nyere tv-julekalendere så har “Jul i Valhal” sine momenter, men de 24 afsnit plages af en samlebåndsmentalitet, flittige gentagelser og en mangel på gedigne overraskelser.

Men i modsætning til de fleste andre tv-julekalendere, så findes der ingen storskægget julemand eller drilske nisser blandt seriens hovedpersoner. Faktisk er der ingen af disse julevæsner med overhovedet. For en såkaldt julekalender at være har “Jul i Valhal” forbavsende lidt med jul at gøre. Det bliver næsten ikke til andet end et par henkastede sidebemærkninger, et enkelt kortfattet ritual og et nærbillede af et par nisseklædte boxershorts.

Det er på sin vis også forståeligt, når nu julen er et koncept, der ikke har noget som helst med nordisk mytologi at gøre. Men det kunne nu have været sjovt at se seriens ophavsmænd spinde en rød tråd mellem kristendommens juleritual og oldtidens nordiske mytologi, især når nu serien altså hedder “Jul i Valhal”. Men det er bestemt også interessant at se en julekalender, der tør prøve noget nyt og afvige fra konceptets konventioner. Historierne om oldtidens guder og deres magiske domæne er især højaktuelle i øjeblikket, hvor nærtbeslægtede fortællinger som “Ringenes Herre” og “Eragon” tiltrækker stor opmærksomhed.

Serien handler først og fremmest om børnene Sofie og Jonas, som opdager en port, der forbinder vores verden med de gamle guders. De to børn er blevet narret af jætten Loke, der var indespærret i en nærtliggende hule, til at fjerne hans lænker. Det har sat en uheldig kædereaktion i gang, der meget vel kan ende med det grufulde ragnarok: det endelige opgør mellem jætterne og guderne, hvor alle dør til sidst. En af de bedste ting ved serien er dens prisværdige blanding af underholdning og historie. Der er flere glimrende tegnede segmenter, der serverer nogle af mytologiens klassiske fortællinger på flot vis.

Skuespillerensemblet gør det ganske hæderligt. Filmens unge hovedrolleindehavere er af og til en anelse stive, men de er fine nok til formålet. Seriens yngste skuespiller, den 10-årige Clara Maria Bahamondes, er endda en af dens bedste. Troels Lyby og Ann Eleonora Jørgensen gør det også godt. Det er især sjovt at se Lyby i en mere børnevenlig rolle, end man normalt ser ham i. Men seriens absolutte stjerne er uden tvivl Martin Brygmann, der i rollen som den drilagtige Loke er uforbeholden underholdende at se på. Brygmann har også skrevet et par fine sange – især Lokes Rapsody er en udsøgt fornøjelse.

Et par af sangene optræder måske en tand for ofte, og det samme gælder andre scener, der virker som regulære gentagelser. Voksne vil næppe komme helskindet igennem serien uden at gabe et par gange, men børn vil med garanti lappe den forudsigelige, men sporadisk underholdende og overraskende lærerige serie i sig.

Video

Præsenteret i 1.77:1 anamorphic widescreen format. På hver af boksens tre første skiver befinder der sig 8 afsnit med en samlet spilletid på 3 timer og 20 minutter, så det er ikke just nogen overraskelse, at afsnittene ser alt andet end godt ud. På tv så serien langt bedre ud end på disse transfers. Billedsiden er udtværet, mudret og ude af fokus. Detaljer går tabt, og kontrasten svinger tit mere end en velsmurt gynge. Man tager endda flere gange sig selv i at knibe med øjnene for at se præcis, hvad der foregår. Edge-enhancement er et permanent og ofte meget distraherende problem. De eneste lyspunkter er en nogenlunde farvegengivelse og mangel på støv.

Audio

Afsnittenes lydspor er heldigvis en del bedre end billedsiden. Dvd’erne byder på danske Dolby Surround 2.0 lydspor, som, hvis man har mulighed for Pro Logic-afvikling, faktisk kommer meget godt til udtryk over hele kanalnetværket. Dialogen kommer tydeligt igennem, og sporet har også en overraskende solid bund.

Ekstramateriale

Alt ekstramateriale befinder sig på udgivelsens fjerde og sidste disc. Hovedattraktionen er den 25 minutter lange “Bag om julekalenderen”. Her guider en typisk naiv (og småirriterende) Bubber os igennem flere af seriens kulisser og interviewer diverse skuespillere og andre filmfolk. Så er der også 8 minutters såkaldte “Sjove fraklip”, men her er kun to-tre virkelig morsomme øjeblikke, resten er egentlig lidt kedelige.

Alle de seks musikvideoer, som figurerer i tv-serien, er her også i deres fulde længde. Til slut byder skiven på en 7 minutter lang forsmag på den kommende biografefterfølger til serien: “Guldhornene”, som angiveligt udkommer om et lille års tid. Det ser faktisk ikke helt skidt ud…

Når nu boksen indeholder så relativt lidt ekstramateriale, er det forbavsende, at man ikke har valgt at fordele tv-afsnittene ud over alle fire discs, så transfer-kvaliteten blev bedre. Tag blot et kig på musikvideoerne og fraklippene på udgivelsens halvtomme fjerde disc for at se, hvordan serien kunne have set ud på dvd, hvis man havde udnyttet pladsen bedre.