Og endnu en

Første scene i Pedro Almodovars “Julieta” indrammer på meget sigende vis resten. En kvinde pakker langsomt og med dirrende hænder sin lejlighed sammen og kaster de sidste sørgmodige blikke på en flyttekasse fuld af breve. Ind træder en mand og tager hende i sine arme, klar til at starte et nyt lykkeligt liv. For hende, med hende. Der er bare lige den kasse der, som Almodovar selvfølgelig ikke kan holde fingrene fra, og åbner i en kæde af flashbacks til 80’erne inklusiv pangfarver og lummer saxofon. En velkendt, men velgjort ny runde på mors spanske familiehemmeligheds-karrusel

Julieta er en chic midaldrende kvinde med lækkert hår, en lækker, minimalistisk lejlighed og en, om ikke direkte lækker, så i hvert fald karismatisk og dragende forfatterkæreste. Sådan en kvinde har, i hvert fald på film, altid en eller anden traumatisk bagage. Så den fine overflade krakelerer naturligvis her i mødet med en barndomsveninde af datteren Antia. Man lærer hurtigt, at de to ikke har set hinanden i lang tid og Emma Suarez i titelrollen bruger nu det meste af “Julieta” på skiftevis at græde og skrive et brev, der fortæller deres fælles historie. Om savnet af deres smukke fiskermand og far, depression og religiøs vækkelse. Det er ikke vanvittigt nytænkende, men jeg blev alligevel fanget.

Først og fremmest, fordi Almodovar aldrig skjuler, at “Julieta” er helt igennem iscenesat. Han forsøger sig hverken med kølig realisme eller bevidsthedsudvidende plottråde. En mand, en kvinde og deres skæbnesvangre møde. Andet behøves ikke. Det hele får liv, når skuespillerne laver stort duarderdrama, kaster med hovederne og slynger syngende replikker mod hinanden. Det er film-film, en hyldest til værket selv og en anerkendelse af, hvor lidt der skal til for at lave fængende scener.

Men også fordi Almodovar er en visuel pleaser, der generøst deler ud af egne og andres bedste idéer, så øjnene har en fest. Førnævnte møde foregår på et nattog på vej gennem et vinterlandskab. Fiskeren Xoan, som Julieta møder på toget, har et hus og en grim husholderske ved kysten. “Rebecca” går igen igen. Det er ærkeklassisk Hollywood-sceneri, der oser af Bond og Hitchcock, men som tillige blandes med skøre korthårs-frisurer og turkise sweatere. Det føles meget Almodovarsk at skulle give næsten lige så stor kredit til kostumieren og production designeren som til instruktøren. Sonia Grande og Antxon Gomez, hedder de.

Men når læbestiften falmer, og de skarpe kjoler glider ud af billedet, så taber “Julieta” også noget energi. Historien, der er baseret på Alice Munros noveller fra “Runaway”, kan næsten ikke bære så store armbevægelser og får til tider karakter af ‘alle skal kende min historie’-ugeblade. Det får “Julieta” til at fremstå som en Almodovar på halv kraft, der har ladet FILMskaberen få al pladsen og givet den vedkommende historiefortæller fri. Dramaet og melankolien bliver til repetitiv følen og tuden.