Uddøde øgler får nyt liv på nyskabt format

De fleste husker formentlig den allerførste gang, de så “Jurassic Park”. For mit vedkommende var det i en skotsk biograf i sommeren 1994, et års tid efter premieren i USA. Jøsses, det er snart 20 år siden! Mine kære forældre havde pålagt mig at læse Michael Crichtons roman (min første), før jeg så Steven Spielbergs filmatisering (formentlig i et velment forsøg på at forberede mig mentalt på filmens store, skarptandede øgler), men alligevel føltes “Jurassic Park” som et lyn fra en klar himmel den dag i Glasgow, hvor de revolutionerende lydeffekter og computergenererede dinosaurusser efterlod et uudsletteligt indtryk på alle i salen, inklusive undertegnede.

Og takket være det uvurderlige Blu-ray-medie kan vi nu omsider nyde “Jurassic Park” i omtrent samme kvalitet, som dengang dinoerne raserede de danske biograflærreder for to årtier siden, og det er forbavsende, hvor overrumplende filmens billed- og lydside fortsat er. De kunstige kæmpeøgler føles stadig enormt livagtige, og selvom de til tider fremstår lidt slørede, når de bevæger sig, råber nakkehårene stadig vagt i gevær, når tyrannosaurusen brøler, og når de blodtørstige velociraptorer langsomt snuser sig ind på livet af deres bytte, mens deres kæmpe kløer ridser gulvet. Ofte ænser man slet ikke, når der klippes mellem brugen af computereffekter og Stan Winstons majestætiske, maskinstyrede dukker, og John Williams mesterlige musik afspejler billedsidens grandiositet.

Et handlingsreferat virker en anelse overflødigt, idet “Jurassic Park” er en af de mest populære film nogensinde, men det er ganske enkelt historien om en række udvalgte mænd og kvinder (deriblandt arkæologen Alan Grant og den evigt sarkastiske professor Ian Malcolm), som inviteres til en afsidesliggende tropeø af den ambitiøse entreprenør John Hammond, som ved hjælp af fossilt dinosaurblod og verdens dygtigste videnskabsmænd har udklækket en række af de enorme dyr, som ellers uddøde for 65 millioner år siden. Meningen er, at Jurassic Park skal være verdens mest attraktive turistmål, men naturligvis går noget grueligt galt under gæsternes besøg, og så må de pludseligt finde en flugtvej fra den stormramte ø, mens T-Rex og Co. er lige i hælene på dem.

Nøjagtig som i “Dødens gab” gør Spielberg klogt i at bruge god tid på at introducere sine karakterer og deres omgivelser, før han for alvor slipper monstrene løs. Således når vi at komme så tæt på det brogede persongalleri, at vi rent faktisk bekymrer os om personerne, når parkens sikkerhedshegn fejler, og filmen prompte springer fra tredje til femte gear. Spielberg ved nøjagtig, hvordan han skal tirre sin tilskuers egen fantasi, og det gør han formidabelt i den første time, hvor man nærmest er parat til at tigge og bede om lov til at se tyrannosaurusen, lige indtil den leverer sit første, altoverdøvende skrål. Derfra føles filmen som én lang, nådesløs tivoliforlystelse – en af dem, man øjeblikkeligt stiller sig i kø for at prøve igen.

Når man har set “Jurassic Park” et tocifret antal gange over en lang årrække, bliver enkelte ridser i lakken dog tydelige. Selvom karaktererne i “Jurassic Park” er dejligt troværdige, så er de fleste af dem også temmelig anonyme (hvor mange af dem husker du oprigtigt talt navnet på?), men skuespillerne gør det godt – især Jeff Goldblum er en fornøjelse som den fandenivoldske Malcolm. Historien er ikke just uforudsigelig, og filmens sidste akt føles noget forhastet, men forinden da har Spielberg gang på gang understreget, hvorfor han altid vil blive husket som en af mediets største eventyrmagere. Den første konfrontation mellem menneskene og den skrækindjagende T-Rex er stadig en nerveflænsende sekvens af format.

Filmens svagheder fremstår desuden fuldkommen ubetydelige, når man sammenligner “Jurassic Park” med sine to, stærkt underlegne fortsættelser. “The Lost World: Jurassic Park” er en af de absolut svageste film på Spielbergs CV. Goldblum er atter i topform som den tilbagevendende Malcolm, der drager til en anden ø, hvor dinosaurerne slår gækken løs, men Goldblum og andre stortalenter som Julianne Moore og Pete Postlethwaite lades i stikken af et horribelt manuskript, der tydeligvis er tiltænkt som et supplement til computereffekterne snarere end omvendt. Ganske vist savnede man mere kød på karaktererne i den første film, men her i toeren er de kun knogler. Uden skyggen af opfindsomhed snegler filmen sig af sted mod et fjollet antiklimaks af dimensioner.

“Jurassic Park III” mindede mig på mange måder om den tredje “Terminator”-film: Det er hæderlig, men filmen føles ude af trit med sine forgængere – som om historien ikke udfolder sig i det samme univers. Det har måske noget at gøre med, at filmen (som den eneste af de tre) hverken er baseret på Chrichtons romaner eller instrueret af Spielberg. Det er dog ikke ensbetydende med, at filmen er dårlig. En veloplagt Sam Neill vender tilbage i rollen som Alan Grant, og han suppleres fornemt af bl.a. den immervæk fremragende William H. Macy. Selveste Alexander Payne (yes, Oscar-vinderen bag “Sideways” og “The Descendants”) har skrevet manuskriptet, som ganske vist er noget skabelonagtigt, men som til gengæld ikke nedprioriterer karaktererne på samme måde som sin mere rodede og langsommelige forgænger. Og så slutter den gudskelov, mens legen stadig er god.

Den første film fortjener 5 stjerner, hvor “The Lost World: Jurassic Park” blot er en 2-stjernet affære, mens “Jurassic Park III” er millimeter fra at score 4 stjerner. Samlet set får trilogien derfor følgende karakter:

Video

Alle tre film præsenteres i 1080p/VC-1 1.85:1. Den første “Jurassic Park” så ikke særlig godt ud på dvd, men Universal har tydeligvis lagt en hel del kræfter i at få filmen til at se godt ud på Blu-ray. Det er dog ikke ensbetydende med, at “Jurassic Park” ser fuldkommen perfekt ud i HD, og jeg havde nu også forventet mig lidt mere af transferet. Grums og glorier optræder indimellem, gryn har det med at ligne digital støj, og der er nogle halvslørede skud, men detaljerigdommen er heldigvis oftest ekstremt imponerende. I nærbillederne af skuespillerne er bittesmå porer og ar tit enormt tydelige. Kontrasten er undertiden lidt flad, men den er hovedsageligt solid, og farverne gengives fornemt fra start til slut. Øens limegrønne buske og træer ser særdeles appetitlige ud.

Selvom “The Lost World: Jurassic Park” er fire år nyere end sin forgænger, ser den pudsigt nok mindre godt ud i HD. Her er mere snavs og flere slørede billeder, men kontrasten er mere solid i denne omgang. Derudover er den utilsigtede støj heldigvis aldrig decideret distraherende, og ofte er billedet knivskarpt. Ligesom “Jurassic Park” ser “The Lost World: Jurassic Park” godt ud i HD, men ikke helt godt nok. “Jurassic Park III” fra 2001 har afgjort fået det flotteste transfer, som har de samme styrker som de to andre transfers og langt færre svagheder. Her er næsten ingen uskarpe billeder, og billedsiden er praktisk talt pletfri.

Audio

Visuelt er de tre film ikke just overrumplende i HD, men udgivelsens tre DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er til gengæld sensationelle. Trilogien har hobevis af scener med mindeværdigt lyddesign. Alene den første “Jurassic Park” leverer nogle af filmhistoriens mest ikoniske lyde – lige fra tyrannosaurusens voldsomme brøl til velociraptorernes skingre hyl, og hver eneste lydeffekt kommer klokkeklart igennem. Dinosaurernes fodtrin og brøl får gulvet til at vibrere takket være subwooferens heroiske indsats, panoreringerne er så naturtro, at man nærmest fornemmer, at kæmpeøglerne passerer sofaen, og hverken musikken eller dialogen drukner i virvaret. Og i de mere stilfærdige momenter disker samtlige kanaler op med utallige, subtile lydeffekter, der omdanner dagligstuen til en vaskeægte jungle. Wow.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet fra de oprindelige dvd-udgivelser af de tre film medfølger (en stor stak dokumentarer med en samlet spillelængde på cirka fem timer), og det samme gør i alt seks nyproducerede dokumentarer, som tilsammen varer omtrent 130 minutter og præsenteres i 1080p – resten af videomaterialet præsenteres i 480p.

Her er altså masser af ekstra godter, som fans kan labbe i sig, og selvom der forekommer en del gentagelser undervejs (de nye featuretter afslører ikke meget, man ikke vidste på forhånd), så er her også massevis af spændende klip og dybdeborende interviews. Det er især interessant at se de gamle arkivoptagelser af de dinosaurdukker, som filmmagerne agtede at bruge, indtil de besluttede sig for at gøre brug af computereffekter. Det er svært ikke at blive lidt trist, når den legendariske stop motion-ekspert Phil Tippett taler om telefonopkaldet, der bekræftede, at man ville bruge computere i stedet for hans dukker. Kort efter blev Tippets kunstart praktisk talt forældet og fortrængt. Synd og skam!

Ud over de utallige dokumentarer er her også adskillige storyboards og billedgallerier, få slettede scener fra “The Lost World: Jurassic Park”, en kort reklame for et nyproduceret “Jurassic Park”-computerspil (som angiveligt er middelmådigt) samt de oprindelige biograftrailere for filmene. Flere af “Jurassic Park III”-filmholdets computertroldmænd har i øvrigt indtalt et kommentarspor til trilogiens sidste del, men det er formentlig kun CGI-entusiaster, der vil sætte pris på deres anekdoter. Man har desuden mulighed for at bogmærke ens yndlingsscener, og digitale kopier af alle tre film medfølger på separate dvd-skiver.