Nu er jeg jo ikke den store taler, men…

Fantasien er noget mærkeligt noget. Den tager dig uden videre med til galakser langt, langt væk eller ind i Mordors vulkaner, men stopper og tænker sig om foran et besindigt svensk dokudrama som “Kære far”. Instruktør Johan Löfstedt leger subtilt på grænsen mellem fiktion og fakta og indbyder uden store armbevægelser til en del hjernevridning. Titlens far er hans egen morfar, og hovedrollerne er besat af onkel og tanter. Et valg, der gør den simple åbning af familiealbummet med al dets glæde og sorg til en sært prikkende oplevelse. Prik til filmkonventionerne, prik til instruktørens kære, prik til publikum. Lidt som den kærlige, men sublimt akavede tale din kærestes mors fætter holder mellem oksestegen og islagkagen.

Skulle man sætte nogle begreber på nordisk kunst i 2010’erne, ville autofiktion stå allerøverst på listen. Selv hvis den ikke var alfabetisk ordnet. Vi elsker det fikse greb i egen baghistoriske barm. “Kære Far” går med på tendensen uden at være så kras og konfrontatorisk som eksempelvis Anna Odells “Gensynet” eller Knausgaards “Min Kamp”. Der er lidt mere hyggeonkel over fortællingen om Löfstedts onkel Björn og “hans kamp” for at nærme sig sin far (og derigennem sig selv, selvfølgelig). Titlen er indledningen på den tale, som Bjørn ikke formår at holde til faderens begravelse. Den rider ham som en mare, for ikke bare går manglen på taleevne direkte i selvværdet. Det virker også, som om de to tavse, svenske mænd aldrig rigtig har fået sagt, hvor meget de elsker hinanden. Chancen forpasses til det sidste.

Dét bliver netop afgørende, fordi faderen spiller sit eget kort fra graven. På hans computer finder Bjørn fem små videoklip; ét til ham og ét til hver af hans fire søstre. Her bliver der endnu engang prikket hul i den klassiske ‘find dig selv’-fortælling. Videoerne viser Löfstedts rigtige, levende morfar tale om sit liv, sine mangler som far og sin kærlighed til børn og børnebørn. Det er gribende at se en mand med tyk stemme forsøge at forklare sig, og inden gråden bryder igennem, og han slutter “hej hej med jer”. For søren, hvor bliver der sagt farvel. Men kun på film. Ikke? Det er et nærmest grænseoverskridende intimt øjeblik, som smitter resten af “Kære Far” med en sigende alvor.

Det betyder ikke, at “Kære Far” er tung og tragisk, blot at man forstår Björns ønske om at ændre sig, og at ønsket får en konkret krog i virkeligheden. Löfstedts morfar er nok ikke så langt fra at gøre sig nogle tanker om liv og død. Ligeledes virker skildringen af søstrene Löfstedt mere som et konkret forsøg på en samtale end som et kunstnerisk portræt. “Her, kære tante, er dit manuskript til rollen som dig selv i filmen om din far, genkender du noget?” Björn er omgivet af velmenende, men også temmeligt dominerende kvinder. Hvilke af deres støttende bemærkninger, hvilke af deres hånlige grin er så dramatisk stramning? Löfstedts kamera er både et undrende øje og et nådesløst spejl.

Man kunne anklage den interessante præmis for at dække over en gang amateur hour i hovedrollerne og et forsimplet fortælleniveau. Johan Löfstedt vælger derfor fornuftigt at dosere de heftige følelsesudbrud og lader ikke sine skuespillere bære unødigt meget. Lidt loyalitet er der da. Men sidehistorierne om søsteren, der skifter arbejde, og Gunilla, der, som lillebyen Vadstenas eneste integrationskonsulent, har visse udfordringer med en indvandrerfamilie, virker mere påklistrede end Björns. Her bliver den pudsige krønike om ét særligt familieforhold til mindre interessante iagttagelser af Sverige generelt.