Når suffragetterne går på barrikaderne

Filmmagnaten Christian Braad Thomsen har i mange år været ivrig kritiker og debattør i den verserende hjemlige filmpolemik, men faktisk har den undseelige og duknakkede herre med de umiskendelige krøller selv været effektiv praktiker inden for sit fag. Med en uddannelse fra Den Danske Filmskole, der blev færdiggjort sidst i tresserne, var det umiddelbare resultat at se i instruktørens første spillefilm, den opsigtsvækkende og samfundsrevsende “Kære Irene”.

Netop den film er i kølvandet på flere andre blevet genudgivet på de nutidige digitale medier, formentligt for at anerkende, at også andre end den hyppigt hædrede Jørgen Leth har en andel i udviklingen af det moderne danske filmsprog. En af disse er Braad Thomsen, der altid har sat en ære i at gå uden om strømmen og fortælle historier, der i virkeligheden lå tættere på kunsten end på kommercialismens tælleapparater. I “Kære Irene” følger vi, hvem der må formodes at være Christian Braad Thomsens daværende alter ego i den unge og håbefulde journalist og forfatterspire Ib.

Han lever tilsyneladende en ensom tilværelse på sit sparsomt møblerede klubværelse, hvis stemning udelukkende forstyrres af tilfældige og flygtige kvindebekendtskaber og ditto frustrationer over livets genvordigheder. For Ib bliver et af kvindebekendtskaberne, Irene, imidlertid mere end det tilfældige møde. I stedet opstår en dybtfølt fascination og forelskelse i Irene, der bliver hans drømmekvinde. Desværre for vores hovedperson er følelserne ikke gengældt, i hvert fald er Irene udstyret med både mand og barn og er derfor anderledes fastklemt i kærlighedens smeltedigel.

“Kære Irene” fulgte i kølvandet på datidens frivolitet, opgøret med kernefamiliens grundlæggende værdier og mest aktuelt lige i denne films regi – pornografiens frigørelse. Og det mærkes. Ud over flere for sin tid mere eller mindre pornografiske situationer skabt ud af regulære absurditeter, ikke mindst den erotiske udgave af ‘flaskehalsen peger på…’, så tematiserer Braad Thomsen her de problematikker, som i hans øjne kunne og ville udspringe af et seksualliv med åbne forhold og mange partnere. Det bliver ikke mindst Irene katalysator for. På papiret lever hun i et forhold, hvor gemalen, der for i øvrigt udfyldes fortræffeligt af en ung Ebbe Kløvedal-Reich, accepterer hendes flakken om blandt andre partnere af både eget og modsat køn.

Så enkelt forholder det sig imidlertid ikke. Og det kundgøres igennem Christian Braad Thomsens vittige og stærkt satiriske pen, der aldrig afviger fra at skabe den revsende og kritiske socialrealisme ud fra meget enkle midler. I virkeligheden er Braad Thomsens “Kære Irene” et semidokumentarisk portræt af en tid i kølvandet på et opbrud. Mens kvinderne i instruktørens optik havde fundet fodfæstet og set mulighederne i frigørelsen, fremstilles de mandlige modparter her som vattede og fimsede skvatmikler, der hverken kan eller vil sige fra over for det mentalt overlegne køn. Både Irenes gemal og hendes elskere trækkes rundt ved næsen, mens hun sørger for nok at skulle få, hvad hun vil have.

Imens styrer Christian Braad Thomsen sine medvirkende som en flok rådvilde marionetdukker, og det med hård hånd. Spillet dufter herligt af improvisationens ædle kunst og er det nok også, filmens stil som sådan taget i betragtning. I et par mindre roller er der herlige syn eller gensyn med Elin Reimer som forvitret og smågal enkefru og Poul Malmkjær som fanatisk filmentusiast. Den overordnede dialektik synes ikke at være til at tage fejl af – som individ skal enkeltpersonen helst ikke skille sig for meget ud fra det normdrevne samfund. Men hvordan handler man så, når normerne er i opløsning? “Kære Irene” skiller sig ud som noget ganske særligt fra en tid, hvor også filmsproget skulle redefinere sig selv.

Video

“Kære Irene” præsenteres i et udmærket farveløst 4:3-full screen format, hvor datidens tekniske beskaffenhed naturligvis sætter sit umiskendelige præg. Der er ikke tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller for den sags skyld udtværinger, mens støj, grums, overbelysninger og en svingende kontrast nærmere er reglen end undtagelsen. Udmærket er det dog ikke desto mindre.

Audio

Lyden eksekveres i det ligeledes rimelige Dolby Digital 2.0-lydspor, hvor talen er tydelig, trods enkelte mudrede passager. Der er ikke tilfælde af overstyringer, og også atmosfæren er vellykket, selv om en smule knitren må påregnes.

Ekstramateriale

Ud over den tekstbaserede biografi og filmografi over instruktørens liv og levned samt en stribe stills af Christian Braad Thomsen og et mindre trailershow så forefindes “Revolution”, instruktørens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Et oplagt supplement til en film om det rebelske og uortodokse i mennesket.