Kærlighed ved første blik

Kærlighedens veje er som det gamle ordsprog lyder: uransaglige. Der er noget unikt ved det første blik, den første forelskelse og det allerførste sug i maveregionen. Men hvis følelsesudladningen er ugengældt, så er man lige vidt, og så er der en overvejende sandsynlighed for, at pågældende individ havner i et navlebeskuende selvpineri. Det synes at være deskriptionen i “Kærlighed i koleraens tid” for Javier Bardems håbløse romantiker Florentino, for hvem dilemmaet er, om kærligheden er i stand til at overvinde alle forhindringer, og om den er værd at vente på.

Det er livstunge kærlighedskvaler, som pladderromanen af den colombianskfødte forfatter Gabriel Garcia Márquez bakser med. Om ikke andet hvis man skal tage Mike Newells cremede filmatisering deraf for pålydende. Filmet on location i det colombianske opland er livets elementer sat på spidsen i det, der kunne benævnes modsætningernes holdeplads. Det er mødet mellem livet og døden, overklassen og underklassen, kærligheden og hadet, civilisationen og vildnisset. Men allermest den splittende og uopnåelige kærlighed, som her serveres med en vammel og tyktflydende belægning. Det kan derfor undre, hvad der har trukket en erfaren herre som Mike Newell ud i dette usammenhængende og ligegyldige ærinde.

Godt er det ikke. Som symbol for den arbejdsomme underklasse finder vi den introverte og purunge telegrafist Florentino, som forelsker sig over hals og hoved i den fagre datter af en lokal hesteavler. Fermina hedder hun. Fordomme og klasseskel står imidlertid i vejen for, at den vordende romance kan blomstre i sine fulde flor. I stedet giftes hun bort i et arrangeret ægteskab til landsbyens unge og lovende læge, alt imens Florentino går i hundene, ikke kan finde trøst hos sin omsorgsfulde mor, men med tiden finder den i de over seks hundrede kvindeskød, han siden besøger i ren og skær adspredelse og desperation, mens han venter på den eneste sande kærlighed i Fermina.

Men han kommer til at vente længe. 53 år, 7 måneder og 11 dage for at være præcis. Så længe varer “Kærlighed i koleraens tid” ikke, selv om man sidder med et meget langtrukkent indtryk af filmens samfulde 2 timer og 19 minutter. Det er for lang tid, for trods enkelte højdepunkter og et storladent udtryk er Newells kostumedrama hverken den hele eller den halve tid værd.

Mens årene går, drømmer Florentino stadig lige urokkeligt om tosomhed med den ufejlbarlige Fermina, mens moren skranter og sygner hen, og han samtidig rykker et par klasser op og bliver ejer af den afdøde onkels europæiske hjuldamperi. Men trods en udligning af klasseforskellene bliver Fermina tro ved sin påduttede ægtefælles side i både medgang og modgang, trods jalousi og utroskab og trods problemer med at finde ind til kærligheden og de kødelige lyster. For Florentino bliver erotikken og den evindelige dagbogsskrivning en afhængighed lullet ind i en endeløs ensformighed, kun afbrudt af de klistrede og pålagte replikker, som er ufrivilligt komiske og iscenesætter karaktererne som bovlamme og handlingslammede nikkedukker uden egen vilje eller dynamik. Tilbage står filmens egentlige formål, som er svært at gennemskue under de mange lags sødsupperomantik, men måske bliver tydeligere, når Fermina langt om længe får lagt sin mand i graven.

Argumentet for at vente de mange år på kærligheden synes svært at få øje på. Hvad er det lige, som gør Fermina til noget ganske særligt? Det lykkedes ikke denne anmelder at se – til gengæld fornemmedes undertiden glimt af storhed. Det dybsindige univers, som kunne have gjort “Kærlighed i koleraens tid” til en seværdig kærlighedsaffære, kommer dog aldrig for alvor til sin ret. Hvad er hovedpersonens forhold til og indtryk af den daværende tvist mellem kirke og stat, borgerkrigen og den ondskabsfulde kolera? De små bidder, der er, er glaserede og så langt fra en hverdagsrealisme, at man ikke skulle tro det muligt.

Samtidig har Mike Newell svært ved at hente troværdighed igennem de bærende karakterer. Hvem kan også fortænke ham i det, når vi i Florentino – spillet af Unax Ugalde som ung og sidenhen af Bardem – finder et pjevset pjok, som ikke er mand nok til at være mand og ikke knøs nok til, at man kan have ondt af ham. På den anden side har vi en holdningsløs Fermina, som ikke er stærk nok til at sige fra og derfor trækkes rundt i manken af mændene i sit liv – faderen og gemalen. Men i stedet for at søge ind i de to bærende karakterer respektivt og de forhold, de rent faktisk har, så bliver “Kærlighed i koleraens tid” en uendeligt lang væven rundt i det forhold, der kunne have været dem imellem.

Video

Filmen præsenteres i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som hører til udgivelsens allerbedste sider. Vi har at gøre med et skarpt og indtagende look, og selv om edge-enhancement ikke er en ukendt faktor, så glimrer billedsiden ved et fravær af udtværinger og digitale forstyrrelser. Herudover holder både kontrast og det lækre farvevalg fast i en stabil kurve. Et rigtigt attraktivt transfer.

Audio

Også på lydsiden hersker en konsekvens, som kunne have været filmen vel undt. De to engelsksprogede Dolby Digital 2.0- og 5.1-lydspor gør sig godt og udviser en tydelig dialog, som er blottet for overstyringer og aldrig drukner i den småsentimentale pladdermusik. Underneden ligger en veldefineret atmosfære, flere vellykkede lydpanoreringer samt en række distinkte effektlyde. Om end ikke ufejlbarligt, så er det auditive islæt et lyt værd.

Ekstramateriale

Meget glans er der ikke over det sparsomme ekstramateriale, hvor det toneangivende skal findes i de traditionelle kommentarspor med instruktøren Mike Newell, som følger filmen og de slettede scener, men desværre ikke rummer store overraskelser. Mere prægnans er der ikke i den medfølgende trailer og den en halv time lange “The Making of…”, som vender de forventede grundsten, men ikke mere end det.

Kærlighedssygdommen”Hvor længe ville du vente på kærligheden,” er det retoriske spørgsmål, som “Kærlighed i koleraens tid” stiller, og dermed fastsættes filmens tema med syvtommersøm. Denne historie handler om kærlighed med stort K og mindst et udråbstegn efterfølgende. Dermed ikke sagt, at den slags film ikke har sin berettigelse, og selvom der i sandhed er langt mellem de virkeligt vellykkede af slagsen, så er det en fryd at boltre sig i de store romantiske udstyrsfilm, når de er bedst. Til den gruppe af formidable kærlighedsdramaer hører “Kærlighed i koleraens tid” desværre ikke. I stedet er den en mere middelmådig oplevelse af slagsen.

Historien, der udspiller sig i en periode over halvtreds år, foregår primært i en eksotisk by i Colombia. Her møder vi den unge Florentino Ariza, der arbejder som telegrafist. Hans kærlighed vækkes til op over begge ører, da han øjner den smukke Fermina Daza. Med dundrende hjerte skriver han hende en serie af passionerede kærlighedsbreve, og snart gengældes følelserne. Hendes tyranniske fader har imidlertid andre planer for sin datter, og da han opdager forbindelsen, sørger han for at få Fermina bragt langt væk.

Årene går, og Fermina gifter sig i stedet med den aristokratiske læge Urbino og har tilsyneladende så godt som glemt sin ungdomskærlighed. Det samme gør sig imidlertid ikke gældende for Florentino, der med en fanatisk vedholdenhed beslutter sig for tålmodigt at vente på, at Ferminas mand dør, så de elskende atter kan forenes. I mellemtiden fordriver han tiden med skødesløse erotiske erobringer, mens han arbejder på at skaffe sig de penge og den status, der skal få Fermina til at betragte ham som værdig til hendes gunst.

“Kærlighed i koleraens tid” er en filmatisering af Gabriel Garcia Márquez’ roman af samme navn. Hans bøger er ofte blevet kaldt særdeles vanskelige at overføre til lærredet; en opfattelse, som denne film ikke ligefrem tilbageviser. Grundhistorien, dvs. at vi skal acceptere, at en mand vil vente i over halvtreds år på sin ungdomskærlighed, virker mindre troværdig og mere Danielle Steelsk, når den overføres til filmmediet. Det er en historie, som det er svært at sluge, med mindre vi opfatter hovedpersonen som en anelse småtosset – en mulighed, som filmen dog ikke benytter.

Instruktøren Mike Newell er en kompetent filmhåndværker, der bl.a. har stået bag “Fire bryllupper og en begravelse” samt den mest vellykkede af Harry Potter-filmatiseringerne, “Harry Potter og flammernes pokal”. Nogen stor filmkunstner er han dog ikke, og “Kærlighed i koleraens tid” er da også blevet en temmelig anonym oplevelse. Den er ikke dårligt sat sammen, den er blot en ekstrem forudsigelig affære komplet med skønner kjoler, naturlandskaber og gammeldags dampbåde, alt sammen leveret med den samme overfladiske yndighed som et sterilt postkort.