Kærlighed til livets små og store katastrofer

Det her er den bedste Woody Allen-film, jeg har set i mange år. Det er Sofie Stougaard, som har lavet den. Placeret i den kreative middelklasse blandt psykologer, forfattere, kunstnere og liderlige Aston Martin-elskere med en forsikring om, at kærligheden er umulig. Og den eneste udvej. Og at det hele nok skal gå.

Og så er “Kærlighed og andre katastrofer” noget så sjældent som en dansk film med frisk energi. Friske navne. Det er første gang, jeg lægger mærke til hovedrollens Christine Albeck Børge, der bliver over-overtalt af mand, utro liderbuks og mekaniker i form af Lars Ranthe til at få en abort. Hun vil ellers så gerne have et tredje barn. Men hun lader ham træffe beslutningen, selv om hun er succesforfatter til “Dit liv – Dit valg”. Det hele spændes manuskript-stramt sammen af Ellen Hillingsøs tredje hjul på katastrofe-trioen som elskerinde og kunstner. Hun er til psykolog hos konen, fordi hun er blevet gravid med manden. Katastrofen lurer imellem de små og store synder – det er ren Woody Allen.

Det er det i et jazzet, frisk tempo. Ind og ud af scener. Af situationer. Efter de er begyndt, før de slutter. Det skyldes ikke mindst et par friske navne på kamera og klip. Lars Bondes glidende billeder gør det energisk smooth, når Lars Ranthes herlige røvhul ankommer fra Aston Martin-tur med elskerinden til værkstedet. Han skal skide, siger han til makkeren, Vagn. Videre ud på toilettet, hvor han med ryggen til kameraet kigger sig i spejlet. Han er tynget. Og det hele er i et take. Det glidende spiller sammen med de rytmiske overgange, som klipper Thomas Papapetros blærer sig med. Og som han fortæller med. For Stougaards hold fortæller i billeder. De viser det.

Som når Lars Ranthe præsenteres på jagt efter forsvundne bilnøgler hjemme hos elskerinden. Nøgler fundet. Klip til nøgler på bord hjemme hos kernefamilien. Utroskabet fortalt i to ‘nøgle’-scener. Sådan jazzer “Kærlighed og andre katastrofer” sig igennem livet. Om utroskabet, der afsløres – klip til banke, banke bøf. Så er der serveret, dit utro svin! Hun banker frustrationerne ud. Ligesom emo-datteren råber sine teen-følelser ud med bandet i skuret: ’Gå væk!'

Og så er der det overraskende gensyn. Lisbet Dahl råber ‘røvhuller' efter alverdens ansvarsløse mænd. Særligt den afdøde mand og den liderlige Lars Ranthe. Hun giver kant til den forfriskende ramme, Helsingør. Manden døde, da værftet lukkede. De mindre byer lukker. Nu er der kunst derinde. Elskerinden ‘skaber’ inde i Kulturværftet. River de gamle værdier fra hinanden. Kernefamilien og 8-16-arbejdet. Det er nye tider. Og alligevel er alt ved det gamle – mænd har altid været røvhuller, der tænker med pikken.