Jeg føler intet

Alice er alene med to børn. Separeret fra manden, der har travlt med job i den anden ende af landet. Og så er hun lige fyldt de kritiske 40 år. Men en dag flytter de unge filmmagere Harry, Teddy og George ind. Så skulle romantikken, humoren og dramaet begynde. Men selv når kærligheden flytter ind, så får jeg ingen følelse af romantik, humor eller drama. Jeg føler intet.

Jeg er så forvirret over, hvorfor Alice har det så hårdt? Hun har to børn, der elsker hende. De bor i et dejligt hus. Moren kigger tit forbi og hjælper til. Så er hun jo separeret. Men manden ringer og erklærer sin kærlighed til Alice. Hun har det jo slet ikke så hårdt. Hun virker bare naiv og forkælet. Det ikke så slemt for den her Alice at fylde 40, som “Kærligheden flytter ind” gerne vil have mig til at tro. Jeg føler intet.

Der er bare generelt ikke noget som helst på spil. Alting løser sig. Hvorfor? Fordi det gør det bare. Harry bliver sur på Teddy og George, fordi de tager nogle sideopgaver og ikke har fokus på deres egen films chancer. Men hey! Det er bare helt okay næste gang, de mødes. Teddy slår Alices mand i ansigtet. Med knyttet næve. To gange! Men hey! Det er da bare helt glemt næste gang, de ses. Ingen konsekvens eller stigende spænding. Det kan godt være, at romantik og humor er vigtigst, men der må da altså være en eller anden form for spændingskurve. En sitren. Jeg føler intet.

Vælger Alice den unge Harry eller at tage manden tilbage? Det skal være det dramatiske omdrejningspunkt. Men igen er intet på spil. Jeg tror aldrig på, at Alice og Harry bliver så forelskede. De kysser én gang. Bum! Så er de næsten kærester. Får jeg at vide, at de har noget til fælles? Næ. Kun at han laver film. Det gjorde Alices far også. Så bliver man åbenbart forelsket. Og når det går galt, så går det aldrig rigtig galt. Ligesom med dramaet. Det hele løser sig pludseligt i scenen efter. Jeg føler intet.

“Kærligheden flytter ind” er en film om film. Lidt ligesom “The Artist”. Alices far var instruktør. Mor er skuespiller. Harry, Teddy og George prøver at slå igennem i Hollywood. Hvorfor denne tydelige tematik? Derfor. Det er en tom skal. Den forstyrrer mere, end den gavner. Den har absolut intet med historien om ensomme Alice og forholdet til mand, børn og logerende at gøre. Det eneste filmdelen bidrager med er en mere eller mindre unødvendig sidehistorie om drengenes kamp for at slå igennem i Hollywood. Deres historie får mig til at føle, ja, du gættede det. Intet.