Han har jo ikke noget tøj på!

Er han talentfuld, eller er han ikke talentfuld, det er spørgsmålet, der klæber til den egensindige danske instruktør Simon Staho med eksil i Sverige. Meningerne om ham er mange og delte. Er han den næste store auteur inden for danske film, eller er hans film Ingmar Bergmans nye og studentikose klæder?

I “Kærlighedens krigere” møder vi de to lesbiske teenagepiger Ida og Karin på et vandrehjem. Det forstås, at Ida som barn er blevet seksuelt misbrugt af sin far. Hun kan ikke gengælde Karins kærlighed, før de to fremmedgjorte og højstemte piger har dræbt faderen. Tiden går med ørkenløse vandringer rundt i den svenske natur og diskussion af valg af mordvåben, og hvordan de kan elske hinanden i livet, hvis de bliver fanget og fængslet hver for sig – i krig og kærlighed er der ingen lette løsninger.

Med debuten “Vildspor” – hvor titel og kvalitet hang skræmmende godt sammen – fik Simon Staho ikke den letteste start på sin karriere som filminstruktør. Siden er han blevet hyldet for den misantropiske “Daisy Diamond” og den minimalistiske “Himlens hjerte” som en ny Ingmar Bergman med sans for de eksistentielle spørgsmål i livet og kvindens lidelser. Fra den anden grøft er han blevet anklaget for at lave billige kopier af Bergman med sans for den modernistiske æstetik, men langt fra med den dybde og forståelse for de store temaer som den svenske kæmpe. “Kærlighedens krigere” antyder desværre det sidste. Med sin sort/hvide kunstfilmsæstetik og fremmedgjorte hovedpersoner ligner filmen Stahos bud på Bergmans “Persona”. Ligner er her nøgleordet.

Staho har kaldt filmen en nutidig version af “Romeo og Julie”. Det skal man vist hedde Simon Staho for at kunne forstå. Udover to umuligt forelskede hovedpersoner er der ingen lighedspunkter med Shakespeare. Samtidig er det så som så med det nutidige ved denne film. Den gør alt for at ligne de store modernistiske 1960’er-værker som Antonionis “L’avventura” og så “Persona”, hvor Stahos hovedperson Ida da også til forveksling ligner Bergmans muse Liv Ullmann. Men hvor denne type film var banebrydende og ekstraordinære for deres tid, så virker “Kærlighedens krigere” tilbageskuende og tamt plagierende.

I den langstrakte affære, til trods for en beskeden varighed på 93 minutter, bliver vi stopfodret med lange fremmedgjorte blikke, tom tale og uforståeligt langsomme scener, som da Ida bruger fem minutter på at gå op ad trapperne i den opgang, hendes far bor i. En enkelt gang viser Staho imidlertid prøve på det, han kan, i en scene, hvor pigerne ligger på en græsmark og Ida myrekrybende fortæller om, når hendes fars “trold” kom og besøgte hendes “lille hus”. Her rammer Staho en originalt stemningsfyldt tone, der kan bygges videre på, imens resten mere minder om et førsteårsprojekt fra filmskolen end idolet Bergman.