At sætte ord på en film som “Kannibal Massakren” virker umiddelbart som en lettere forrykt opgave, nøjagtig ligesom selve filmen er ganske forrykt. Mange vil nok ofte vende blikket væk fra filmen undervejs, suppleret af en intens kløen i nakken og en flittig, højlydt brug af ordet “hvorfor?!”. Med sine talrige afbildninger af menneskelige kastreringer, ubarmhjerte voldtægter og reale drab på forsvarsløse dyr er “Kannibal Massakren” én lang usmagelig og ubehagelig affære, men samtidigt også en uhyre dristig og ambitiøs lavbudgetsproduktion – nok de to ting, der om noget er filmens største forcer.

For dem, der endnu ikke har stiftet bekendskab med italienske Ruggero Deodatos film, følger her en kort opsumering: Et filmhold er tilsyneladende blevet ædt af en flok kannibaler, og en professor (Robert Kerman) finder kannibalstammen og filmholdets skrækkelige, efterladte filmruller (“The Blair Witch Project” har lyttet efter i timen), som han vælger at studere.

Filmen er ofte skræmmende troværdig. Der er en grund til, at Deodato var på nippet til at få en lang fængselsdom smidt i hovedet i kølvandet på filmens udgivelse, eftersom man troede, at manden vitterligt havde arrangeret mordene på sine skuespillere. Dette er bare én af de mange historier, som har været med til at styrke filmens yderst kontroversielle omdømme.

Der er nok grafisk grumhed her i “Kannibal Massakren” til at give selv en krigskirurg slem mavekrampe. Men værst er nok mordene på ægte dyr, netop fordi de er ægte. Særlig slemt er synet af en gnaver, der skrigende bliver dolket ihjel. Eller en stor, langsom skildpadde, som intet kan stille op overfor skuespillernes enorme dolke. Skuespillet veksler i kvalitet, men er oftest ganske fint. Den bedste del af filmens score er den naive guitarmusik, som er noget af en kontrapunktisk genistreg. Derimod er komponist Riz Ortolanis brug af daterede synthesizere ofte svær at sluge og både irriterende og distraherende. Filmens billige, men effektive billed- og lydsider styrker dens intensitet.

Men er der vitterligt noget at råbe hurra for i “Kannibal Massakren”, udover det fine tekniske arbejde og det nogenlunde skuespil? Filmen er hverken let at bedømme eller klassificere. En film, der måske kan siges at være lidt i samme boldgade, er Gasper Noés “Irréversible”. Ligesom “Kannibal Massakren” indeholder Noés franske film et par ubehageligt udpenslede voldsscener, men det er samtidigt også en mere gennemført, sammenhængende og velfortalt film. Begge film forsøger at krydse filmmediets grænser, og selvom “Irréversible”s forsøg på dette er mere prisværdigt og mindeværdigt, er “Kannibal Massakren” et ofte forfriskende og originalt angreb på mediets regler, rammer og konventioner.

Rent filmisk kunne man dog godt have tænkt sig lidt mere regulær uhygge og intensitet til at gå hånd i hånd med filmens vamle facade. Enkelte passager er også for lange. Med lidt mere flair og overblik i lasten kunne Deodatos måske endda have skruet en film sammen, som både vækkede afsky og samtidigt var spændende og dragende – men som den er lige nu, fremstår den mest bare ulækker, hvilket er en skam, når nu filmen allerede har skabt en så unik og stemningsfuld atmosfære. Man har en fornemmelse af, at der ikke skulle have været særlig meget til, før “Kannibal Massakren” kunne have undgået blot at blive et samleobjekt for genrens største tilbedere, og i stedet være blevet et mere gennemført værk, som stadigvæk holdt fast i sine originale værdier.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. Jamen dog. Selvom det nye danske selskab Another World Entertainment (AWE) stolt har proklameret, at de har i sinde at præsentere flere af filmmediets spøjse, ældre herligheder i god kvalitet, kunne man på forhånd godt have haft sine bange anelser. Sådanne løfter er blevet luftet før uden det lovede slutresultat. Men “Kannibal Massakren” ser vitterlig godt ud. Javist, der er en smule digital støj her og der, og især dokumentardelen af filmen byder på snavs og pletter. Men billedsiden synes udelukkende at repræsentere filmskabernes oprindelige intention, og det snavsede look gavner filmen. Derudover er kontrasten god, billedet skarpt og især farverne imponerende med deres troværdige og stærke udstråling.

AudioLigesom den velrestaurerede billedside imponerer discens velrestaurerede engelske Dolby Digital 2.0 lydspor. På trods af ikke at være et fuldbyrdet surround-spor, er der alligevel en ganske betragtelig mængde punch og fylde på sporet. For en film med et så lavt budget, er den minimale skratten og knasen særdeles imponerende – lyd, musik og tale er alt sammen tydeligt. Samtidigt gør den manglende brug af hele kanalnetværket faktisk lytteoplevelsen en lille smule mere intim og intimiderende, og dermed også filmoplevelsen stærkere.

EkstramaterialeHer er desværre ikke meget ekstramateriale at finde. Synd og skam, for “Kannibal Massakren” er én af den slags film, som bare skriger efter masser af slagsen – hvilket der også for nylig er blevet skabt til en udenlandsk dvd-udgivelse af filmen. Dvd’en byder på instruktør Ruggero Deodatos filmografi, filmens trailer, trailere til seks andre AWE-udgivelser og endeligt et enormt fyldigt billedgalleri bestående af billeder fra optagelserne, diverse videoomslag mm.

Inde i selve dvd-æsken gemmer der sig også et lille hæfte, som byder på et kort essay af genreeksperten Jesper Moerch, som tidligere har skrevet for de danske blade Inferno og Absurd. Det er et velskrevet, informativt og underholdende essay, som tydeligvis er skrevet af en kender.