Sommerfugle i maven

Når man som en del af anmelderjobbet har været udsat for de foreløbig fire gyselige kapitler af den nye “Far til fire”-serie, kan man hurtigt komme til at glemme, at vi herhjemme i Danmark faktisk har et rygte for at lave ganske glimrende børnefilm.

Nogle af slagsen kan man opleve med “Karla”-serien, der startede med den fine “Karlas kabale” fra 2007 og fortsatte med den hæderlige, men noget mere usikre “Karla og Katrine” sidste år. I den sidste film mødte Karla den jævnaldrende Jonas, og for første gang er den barnlige verden ved at møde teenagertilværelsen komplet med småforelskelser og sommerfugle i maven.

Efter megen usikkerhed får Karla endelig taget sig sammen til at ringe til den udvalgte dreng, men på trods af en relativt vellykket genforening opdager hun snart, at Jonas plages af en noget usikker tilværelse. Han bor på et børnehjem, men da en pædagog, som Jonas er stærkt knyttet til, skal forlade stedet, blusser hans savn af egentlige forældre op. Karla beslutter sig derfor – inspireret af et tv-afsnit af “Sporløs” – at opsøge Jonas’ rigtige mor, og de to unge tager i al hemmelighed en tur til Jylland for at prøve på at opspore hende.

Ligesom de tidligere film i serien er denne også instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, der på trods af ikke ligefrem at have det mest prangende bagkatalog har et glimrende tag på genren. Interessant er ikke mindst måden, man har valgt at håndtere denne fortælling. Børnenes flugt til Jylland, hvor de hurtigt kommer til at mangle både penge og overblik, ville i de fleste film være håndteret som en rejse ind i en ukendt og farlig verden, men Bostrups sigte er et andet, og selv de mest ensomme og forhutlede eksistenser, de møder på deres vej, viser sig grundlæggende at være sympatiske størrelser, der blot mangler evnerne til at begå sig i den voksne verden.

Til gengæld så giver den noget fareløse virkelighed også det problem, at vi aldrig er synderligt bekymrede for ungerne, og det dramatiske bid i filmen er derfor også til at overse. Tingene går lige lovlig let og gnidningsfrit, og ikke mindst i filmens sidste akt går alting så legende let op i en højere enhed, at det er svært ikke at blive en anelse irriteret.