Baby, you’re a fiiiiirework!

Jeg kendte praktisk talt intet til Katy Perry, før jeg så “Katy Perry: Part of Me”. Forinden vidste jeg kun, at sangerinden engang var gift med komikeren Russell Brand, og at hun har lavet en populær popsang om at være et fyrværkeri, hvilket umiddelbart lyder ret hasarderet. Ja, det er mange år siden, jeg har haft fingeren på pulsen inden for populærmusikken, så selvom jeg på forhånd anede, at Perrys polerede popmusik ikke ville gøre mig til en højtjublende megafan, tænkte jeg alligevel, at dokumentaren præsenterede en oplagt mulighed for at blive lidt klogere på dét, der i øjeblikket huserer på hitlisterne og millioner af iPod-spillelister.

Jeg krydsede dog først og fremmest fingre for, at dokumentaren som minimum ville overgå den oplevelse, jeg fik, dengang jeg udsatte mig selv for alle tre “High School Musical”-film i træk i et forsøg på at få et bedre greb om tween-subkulturen. Men desværre gik der ikke mange sekunder, før “Katy Perry: Part of Me” trodsede de krydsede fingre. Dokumentaren lægger ud med en række hjemmevideoklip af en række drenge og piger, der skamroser Katy Perry og hylder hende for at have givet dem selvtilliden til “bare at være sig selv”. Jeg afviser bestemt ikke, at Perry og hendes musik har gjort stort indtryk på mange, men på mig virkede montagen lige lovlig selvhøjtidelig, og filmmagerne lægger op til en ukritisk omgang selvpromovering ved øjeblikkeligt at placere Perry på en tårnhøj piedestal, før vi overhovedet har lært hende at kende.

Lige efter konstaterer filmen dog, at 2011 for Katy Perrys vedkommende bød på både “stor succes og hjertesorg”. Min indre optimist håbede, at dét betød, at filmen alligevel ville trodse mine forventninger og levere en nogenlunde sober skildring af både popstjernetilværelsens plusser og berømmelsens bagside. Og det gør den faktisk også. Ganske vist er der ikke tale om et fuldkommen nøgent og nøgternt kendisportræt à la den fænomenale “Metallica: Some Kind of Monster”, men “Katy Perry: Part of Me” prøver gudskelov ikke at tvangsfodre os med den MTV-venlige illusion, at livet som popstjerne er en dans på roser. Jovist, det er det måske i perioder, men roserne har torne, som instruktørerne Dan Cutforth og Jane Lipsitz heldigvis ikke ignorerer.

Duoen skal også have ros for ikke at være bange for at gå i flæsket på en kynisk musikbranche, der i begyndelsen var allermest opsat på at få Perry til at lyde som og ligne en anden, så pengemaskinen kunne køre. Vi får endda lov til at se amatøroptagelser af Perry, der åbenlyst er frustreret over, at hun i lydstudiet bliver beordret til at lyde som kollegaen Avril Lavigne, alt imens musikproduceren tydeligvis er irriteret over, at Perry ikke bare makker ret. Der krydsklippes fornemt mellem disse optagelser og en sceneoptræden, hvor Perry bliver holdt tilbage via reb af en masse mænd. Symbolikken er ikke til at tage fejl af.

Det er også svært ikke at blive en anelse rørt, når kameraet dvæler ved en tårevædet, knust Perry efter bruddet med Brand. Hun kan ikke engang fordøje smerten, for udenfor venter tusindvis af skrålende fans på at høre hende synge. Igen er budskabet soleklart: Livet som popstjerne kræver store ofre. Det lykkes altså at skildre Perry som et ægte menneske af kød og blod, som samtidig har en langt større opfindsomhed og fandenivoldskhed end mange (inklusive denne anmelder, før jeg så filmen) tilskriver hende. Når hun taler om sine inspirationskilder, taler hun endda om koryfæer som Alanis Morissette.

Men som ventet bruger “Katy Perry: Part of Me” desværre også en masse spilletid (læs: spildtid) på klip af Perrys venner og familiemedlemmer, der bare lovpriser sangerinden, og hvis man slet og ret foragter Perrys melodiske musik, kommer man næppe igennem de mange koncertuddrag. Der tales også forunderligt lidt om Perrys tekster (de seksuelle undertoner er klokkeklare under de mange live-optrædener, så hvorfor granskes de ikke nærmere?), og desværre får man heller ikke her svar på, hvorfor i alverden ingen piger kysser i musikvideoen til “I Kissed a Girl”. Svarer det ikke til, at folk udelukkende jogger i en “The Fast and the Furious”-film? Men ligesom Perrys sukkersøde sange overvandt “Katy Perry: Part of Me” altså min skepsis og fik mine fødder til at trippe til beatet.

Video

Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. Jeg var enormt skuffet over 3D-transferet under filmens indledende scener, hvor billedsiden fremstod så flad, at jeg blev helt i tvivl om, hvorvidt jeg havde smækket 2D- eller 3D-skiven i afspilleren. Men så snart den allerførste koncert kickstartes, lamslås man af billedsidens dybde. Det lader altså til, at næsten alt, der blev skudt før og efter koncerterne, blev optaget i 2D (måske fordi det ville være svært at spæne rundt bag kulisserne med de tunge 3D-kameraer), mens koncerterne (og også få af interviewene) er blevet skudt i 3D. Derfor er der altså flere sekvenser, som ikke udviser nogen bemærkelsesværdig dybde (man har tydeligvis ikke brugt kræfter på at konvertere 2D-klippene til 3D, om end der pudsigt nok er blevet føjet en tredje dimension til mange af stillbillederne), men 3D’en er så imponerende under koncertoptagelserne, at man nærmest føler sig fysisk til stede ved siden af Perry, danserne og musikerne.

Derudover er billedet knivskarpt næsten hele vejen igennem. Indimellem bliver der vist gamle, slidte videoklip, som naturligvis ikke ser lige så godt ud som filmens andre sekvenser, og et par gange flimrede billedet en smule af uransagelige årsager. Men både kontrasten og farvegengivelsen er upåklagelig (Perrys kulørte scene ser så lækker ud, at man får lyst til at spise den), og jeg bemærkede aldrig banding, edge-enhancement eller snavs. Hvis man vælger at se filmen i 3D, skal man altså lige være OBS på, at mange af sekvenserne præsenteres i 2D, men hvorom alting er, så ser “Katy Perry – Part of Me” altså hamrende godt ud i HD. Jeg bemærkede i øvrigt aldrig ghosting.

Audio

Filmen ser virkelig godt ud i HD, men den lyder endnu bedre. Under interviewene kommer hvert eneste ord tydeligt igennem, og støj og overstyring forekommer aldrig, men naturligvis er det først og fremmest under koncerterne, at DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet virkelig spænder musklerne og træder i karakter. Sangenes kunstneriske kvalitet kan måske diskuteres, men det kan lydkvaliteten ikke. Musik, sang og tusindvis af skrålende fans fosser ud af hver eneste højtaler med manér, og subwooferen går amok, uden at de finere nuancer i sangene går tabt – man kan klart høre ethvert instrument og enhver strofe i lyrikken. Intet overdøves, og dine underboer vil med garanti kunne mærke trommeslagene. Wow.

Ekstramateriale

Udgivelsen huser både 3D- og 2D-udgaven samt dvd-udgivelsen af filmen. Derudover er her omtrent 40 minutters ekstramateriale, som præsenteres i 1080p. Her er en forlænget udgave af sekvensen, hvor Perry besøger sin muntre mormor (mere interessant end man skulle tro), samt to udvalgte sange fra en koncert, en kort featurette om Perrys forberedelser forinden Grammy-uddelingen i år (hvor hun leverede sin angiveligt bedste performance til dato, som i dén grad hånede eksmanden Russell Brand, og som desværre ikke også vises) og omkring 20 minutters slettede scener. Både Perrys fans og modstandere vil formentlig nyde den sekvens, der tydeligt illustrerer, hvor forbavsende dårlig sangerinden er til at danse.