En psykopats bekendelser

Nogle film har en evne til at dele vandene. Sådan en står vi med her. Da Filmz’ anmelder Søren Ildved i juni måned anmeldte “The Killer Inside Me”, strøg filmen helt til tops med seks stjerner og en bunke rosende vendinger i ryggen. Denne anmeldelse, derimod, har ikke meget tilovers for Michael Winterbottoms film om den psykopatiske politibetjent Lou.

Vi befinder os i en lille, indspist by i Texas i midten af 1950’erne. Den unge og charmerende vicesherif, Lou, får til opgave at smide en nytilflyttet prostitueret pige ud af byen, fordi den lokale storkapitalist ikke bryder sig om sin søns omgang med hende. I stedet for at give hende sparket forelsker Lou sig i hende, men pludselig står det klart, at Lous handlingsgrundlag er knap så romantisk, som det ser ud til at være. Der går ikke længe, før Lou viser sig at være fuldblodspsykopat af værste skuffe, og lidt efter lidt begynder ligene at hobe sig op omkring ham.

“The Killer Inside Me” har især ét alvorligt problem: Hovedpersonen er hamrende usympatisk, og det bliver derfor utroligt svært at bekymre sig om hans foretagender. Der er meget langt mellem film, som forsøger sig med en usympatisk hovedperson og endnu længere mellem dem, hvor det rent faktisk lykkes at lave en fængslende fortælling, og “The Killer Inside Me” er ikke en af dem. Casey Affleck har fået meget ros for sin præstation i filmen, og der skal ikke herske tvivl om, at han er et af de få lyspunkter, men karakteren er i sig selv så uengagerende, at ethvert forsøg på at tilføje ham nogle interessante personlighedstræk synes fejlslagent på forhånd.

Lous tynde personlighed og ligegyldighed over for sine omgivelser er naturligvis en af filmens pointer, hvis ikke selve pointen, men for at denne kan lykkes, kræves mindst én anden større rolle, som publikum kan identificere sig med, og en sådan eksisterer simpelthen ikke i filmen. Bevares, der er da flere sympatiske og nogenlunde interessante karakterer, men disse optræder så sjældent, at de aldrig bliver andet end forbigående indslag.

Michael Winterbottom bruger i “The Killer Inside Me” to klassiske fortælleteknikker: en voiceover med Lous tanker og et soundtrack, der primært gør brug af kontrapunktisk musik. Voiceoveren virker meget malplaceret og fremstår mest af alt som et desperat forsøg på at give publikum et kig ind i Lous brutale og sammenhængsforladte verden, men fraværet af en sådan voiceover havde sandsynligvis gjort karakteren mere interessant ved at tilføje lidt mystik. Men også den kontrapunktiske musik slår fejl. Brugt ordentligt kan et sådant ironisk soundtrack tilføje i forvejen vanvittige situationer endnu mere galskab og dermed påpege en scenes absurditet, men den tandløse 50’er-pop i nærværende film lyder mere som en soundtrack-konsulent, der totalt har misforstået filmens tema.

Den brutale og meningsforladte vold har stukket sit grimme ansigt frem i mange nyere film, men temaet er bestemt ikke nyt – tænk blot på Kubricks hyper-æstetiserede “A Clockwork Orange”. Forskellen på Kubricks mesterværk og “The Killer Inside Me” er imidlertid, at førstnævnte runder af med en pointe. Man kan med rette pointere, at netop fraværet af en pointe – eller med andre ord meningsløsheden – i “The Killer Inside Me” er selve pointen, men hvor interessant er det blot at påpege, at der eksisterer meningsløs vold?

Video

Præsenteret i 16:9. Videotransferet har kort sagt en forfærdeligt dårlig kontrast. Der er ikke en eneste sort tone i filmen, men til gengæld en masse mørkegrå, og det fremhæver naturligvis en del digital støj i skyggerne. Farverne fremstår desuden af samme grund en anelse svagere, men til gengæld slipper vi for edge-enhancement.

Audio

Dolby Digital 5.1. Lydsporet på dvd’en er dejligt fyldigt og byder på en veldefineret dialog. Der er masser af atmosfæriske elementer i surroundhøjtalerne, så den lille sydstatsby kommer til live, og enkelte panoreringer bliver det også til. Det er på ingen måde et audiotransfer, der gør sig meget bedre end gennemsnittet, men det er dog den mest vellykkede feature på denne dvd.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på dvd’en, men til gengæld kan man få sig et godt grin over de elendige undertekster. Der er både slåfejl og kiksede oversættelser, men også decideret meningsforstyrrende fejl, som da Lou taler om sin afdøde stedbror:

”I couldn’t have loved a real brother any more.”

oversat til:

”Jeg kunne have elsket ham mere.”

Mørkets hjerter

Hvis der findes en mere gennemført mørksynet film noir end “The Killer Inside Me”, så er det gået forbi min opmærksomhed. Uden den mindste tøven eller rysten på hånden lader den en af de mest hæmningsløst nihilistiske fortællinger udspille sig, så det er svært at forestille sig nogen forlade biografsalen uberørt.

Det er også en af årsagerne til, at det er den eneste nye film, jeg nogensinde har set to gange inden en anmeldelse. Efter første overværelse følte jeg mig opslugt, men også vred og harm over beretningen, der umiddelbart synes nærmest overvældende menneskefjendsk, og som i en næsten ubærlig scene lader en langvarig og grafisk destruktion af et andet menneske udspille sig i roligt tempo. Ved premieren ved Sundance forlod adskillige tilskuere biografsalen i chok, og det er ærlig talt ikke svært at se hvorfor. Som tiden gik, blev det dog også klart for mig, at filmen vitterligt havde efterladt et stærkt indtryk af mange årsager, og jeg ønskede at genopdage den for at se, om fortællingen stadig holdt, når jeg var forberedt på dens virkemidler. Og lad mig bare afsløre, at det gør den… og så lidt til.

Beretningen følger den umiddelbart milde vicesherif Lou i en søvnig by i Texas i 50’erne, der meget vel kunne være sådan et sted, som Tommy Lee Jones ønsker sig tilbage til i “No Country for Old Men”. Trods det stemningsfulde udseende viser denne by sig dog ikke just at være noget paradis på jord, og gennem sprækkerne begynder råddenskaben hurtigt at presse sig ind fra alle steder.

Lou ligner ved første øjekast en hvilken som helst plaget noir-helt, men da han møder den udfordrende luder Joyce, begynder noget undertrykt at spire, og vi opdager, at der under den kejtede overflade gemmer sig en vaskeægte psykopat og seriemorder. Han er et tomt, ukendt tal – både for os og for ham selv – og ynder at dræbe folk på trods af, at han knapt nok lader til at forstå hvorfor, selvom han konstant rationaliserer over det og hele tiden finder på nye undskyldninger for, hvorfor det nu igen er nødvendigt. I en af filmens mest rystende øjeblikke dræber han en kvinde, mens han ømt hvisker til hende, at hun bare ”skal tage det roligt. Det er snart overstået,” og vi bliver klar over, at det er det tætteste, han kommer på oprigtig omsorg for andre. På sin egen syge vis er det også filmens reneste kærlighedsscene.

Filmen har både høstet hårde ord for dens sammenblanding af sex og vold samt det faktum, at kvinderne lader til at opsøge afstraffelsen selv, men den kritik synes at overse, at der for det første er læssevis af kvinder, der tragisk bliver i voldelige forhold, de for længst burde have forladt, samt at filmen konstant befinder sig i Lous hoved, og det antydes gentagne gange, at hans opfattelse næppe er i overensstemmelse med virkeligheden. Filmen er overbevisende instrueret af Michael Winterbottom, som vi seneste så med “The Shock Doctrine”, men som denne gang har forladt konspirationsteoriernes verden til fordel for film noir’ens. Den stemningsfulde billedside suppleres med en ørehængende lydside, der atmosfærisk blander 50’er-slagere med sørgmodig opera.