Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 242

Bedste tidsrejsefilm?

  • Tilbage til fremtiden (1985)
    39%
  • Terminator 2: Dommedag (1991)
    29%
  • Twelve Monkeys (1995)
    14%
  • X-Men: Days of Future Past (2014)
    5%
  • Terminator (1984)
    4%
  • En anden film
    3%
  • Looper (2012)
    2%
  • Abernes Planet (1968)
    2%
  • Timecop (1994)
    1%
  • Primer (2004)
    0%
  • Bill & Ted's Excellent Adventure (1989)
    0%
  • Hot Tub Time Machine (2010)
    0%
  • Time After Time (1979)
    0%
  • QEDA (2017)
    0%
  • Midnight in Paris (2011)
    0%

Killing of a Sacred Deer, The

Originaltitel: The Killing of a Sacred Deer
Instruktion: Yorgos Lanthimos
Medvirkende: Colin Farrell, Nicole Kidman, Alicia Silverstone, Bill Camp
Produktionsår: 2017
Længde: 121 min.
Land: England, Irland
Sprog: Engelsk
Genre:
Drama, Gyser, Mysterie
Links: IMDb
Censur: 15 år
I biografen: 09/11-2017
Bio-distributør: Scanbox

Dato: 08. November 2017   Af: Anders Brendstrup (Andersbrend) - Skriv din mening i forummet

Hjem, kære, klamme hjem

Yorgos Lanthimos er gaven, der bliver ved med at give. Han er dejligt produktiv, men undgår behændigt at falde i euro-flomme-fælden af bestseller-filmatiseringer og benovet casting af 'navne'. Overvej lige "Åndernes Hus" med Colin Farrell som hestespøgelse i anti-dialog med en revolutionær, socialistisk ræv. Ok, måske ikke, men Lanthimos har i hvert fald løbende hævet forventningerne til sig selv og sin fantasi. "The Killing of a Sacred Deer" kan indfri dem langt hen ad vejen, selv om det voldelige hævndrama messer meget insisterende for vanviddet. Men galskab er jo at gøre det samme igen og igen og forvente et nyt resultat.


Foto: Scanbox


Colin Farrell er hjertekirurgen Steven, der bor med sin smukke kone og smukke børn i et smukt hus. Det er alt for perfekt. Man forventer næsten at se Lanthimos skære og flå i den postkortidyl, så det interessante bliver, hvordan skalpellen føres. Steven og Nicole Kidmans Anna har 'anderledes' sexlege og passiv-aggressive karrieresnakke, men det her er ikke kun et kammerspil om undertrykte følelser. Et ubehag presser også på udefra i skikkelse af den bizarre dreng, Martin, som Steven dagligt mødes med. Han nærmer sig med insisterende ro den pæne familie, roser Annas limonade og leger ungdomsforelsket med datteren Kim. Men hans klistret-klamme tale dækker åbenlyst over noget mørkt.

Hvordan han og hans kærlighedssyge mor er forbundet til Stevens alkoholiske fortid afsløres relativt hurtigt, men det ville ikke være Lanthimos, hvis det bare stoppede der. Kim og broderen Bob bliver pludselig dødssyge. Lige så uforklarligt og uforklaret som dyretransformationen i "The Lobster" mister de evnen til at gå. Ingen pseudovidenskabelig montage, ingen allegorisk drømmesekvens. Det er bare den ny virkelighed, som Colin Farrell må leve med. Meget besværet, fordi hjertekirurgen ikke vil acceptere andet end en videnskabelig løsning: Enter Martin, der sjovt nok kan 'hjælpe'. Barry Keoghans naivt blanke ansigt og snøvlende tale gemmer på en skræmmende farlighed.


Foto: Scanbox


Dygtigt spillet, men også i al sin gru en af de mere endimensionelle figurer i Lanthimos galleri. Det er, som om han skubber den subtile forundring til side og kører historien over i mere kendt psykopat-territorium. Der, hvor Michael Haneke laver "Funny Games", og Lynne Ramsay er nødt til at tale om Kevin. Lanthimos er stadig sit underlige selv og en mesterlig iscenesætter af groteske tableauer, blandt andet en gang 'Flaskehalsen peger på' med et gevær i midten. Hans surreelle stil passer bare bedre til græsk hundecirkus og dating med dyr end hjemmeinvasions-thrillere.

Jeg kan ellers rigtig godt lide kombinationen af bevidst stiv dialog og visuel præcision. Farrell har tilsyneladende fundet sig godt til rette med at lyde som amatørteater, og ikke overraskende kan Kidman sagtens lege med. Det er smukt og akavet på én gang. Alle vader rundt om hinanden som i knæhøjt mudder, smilende, høflige og klar til at dele ud af dem selv. Modsat mange dysfunktionelle familier bliver der ikke sagt for lidt, men alt for meget. De sociale koder er igen under Lanthimos' lup. Det giver morsom og fascinerende social satire, især fordi meget udspiller sig blandt højtuddannede fornuftsmennesker. Lidt som da Lars von Trier åbnede porten til "Riget". Her var det også, når han røg over i blodig splatter, at 'underligheden' mistede fascinationskraft.


Foto: Scanbox


Vurdering: Killing of a Sacred Deer, The

Det er grundlæggende svært at kritisere Lanthimos for at skabe fængende scener og holde sin stil-sti så imponerende ren. Han er præcis i balancen mellem distanceret, kunstnerisk attitude og total overgivelse til dramaets øjeblikke. Eksplosionerne virker større i den iskolde luft. Isoleret set er "The Killing of a Sacred Deer" speget og grotesk voyeurisme, rigtig egenrådig europæisk art-film. Men når man sætter den ind på et territorium, som Haneke har udforsket (twice!, mindst!), og når man ved, hvad Lanthimos kan med en familie, et hus og en hund, mister den lidt bid.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.