Kontroversiel systemkritikerDen sydkoreanske filmmager Kim Ki-duks seneste meritter har takket være instruktørens produktivitet skabt et bredt publikum med systemkritiske film som “Tomme huse”, “Samaritan Girl”, “Forår, sommer, efterår, vinter… og forår” samt den nyeste og mere sjuskede “Time”, der dog alle over en bred karm revser det asiatiske velfærdssystem.

Kort efter studieårene i og omkring kunstmiljøet i Paris var ideologien nærværende, om end pennen knap så skarp. For fans af den rette støbning er det netop blevet muligt at opnå gennemsyn eller måske endda gensyn med instruktørens allerførste og mindre fokuserede meritter i de tre første “Crocodile”, “Birdcage Inn” og i den sammenhæng nok mest kendte “Address Unknown”. Umiddelbart er det da også sidstnævnte, der gør sig bedst og har mest nerve og tæft for det systemkritiske morads. Men nu er denne for så vidt også skabt først i det nye årtusinde, mens de to foregående op igennem halvfemserne tydeligvis har ageret tumleplads for en dengang uprøvet instruktør.

Der er dog også i de to film glimt og momenter af den senere sete storhed. Desværre drukner disse – særligt i den lidet vellykkede “Crocodile” i usammenhængende og sjuskede fortællinger, unuancerede budskaber og tonstung metaforik. At kvaliteten af de første film samtidig ikke tilnærmelsesvis står mål med vor tids digitale tidsalder, gavner desværre ikke sagen. Men det er uden tvivl her, med netop disse tre film, Kim Ki-duk har spidset sin pen, udviklet sit filmsprog og lært sin lektie. At han har lært af det har så kunnet erfares i de effektive og sjældent voldsomt muntre systemkritikker, sydkoreaneren produktivt har langet over disken i senere værker.

Bedst i sammenhæng med “Kim Ki-duk Collection” er uden tvivl “Address Unknown”, der i første omgang tydeligt langer ud efter amerikanernes militære tilstedeværelse med en base et unavngivent sted i Sydkorea. Det får stor indflydelse på omgivelserne, de lokale og ikke mindst de værnepligtige soldater, hvoraf ingen har voldsomt nemt ved at håndtere situationen og tilstedeværelsen. Også “Birdcage Inn” rummer en besk smag af en socialkritisk vinkel i den prostituerede Jin-a, mens “Crocodile” drukner i afstumpet vold og ikke helt får præciseret, hvad der er til debat. Alligevel er alle tre film en befrielse og en lektie på samme tid.

Det er kendetegnende for Kim Ki-duk, som det generelt er det for en del asiatiske instruktører, at konflikterne og problematikkerne ikke ligger i det sagte ord, men derimod i det usagte. Det er de tunge miners spil og således også hos Ki-duk, der derfor gør en dyd ud af karaktertegningerne og symbolikken. Det er interessant at se, hvorledes filmsproget for nærværende instruktør har udviklet sig undervejs, er blevet stadig mere skarpt og nuanceret, selv om den minimalistiske brug af få skuespillere, få kulisser samt få eller ingen statister har været uændret op igennem årene.

Kim Ki-duks persongallerier er ofte pennestrøgne og underkuede mennesker, der står model til grov udnyttelse, verbale og typisk også fysiske tæsk, mens systemet underneden får den egentlige skyld for de misforhold. Det skal gøre ondt og ender sjældent eller faktisk slet ikke godt. Fra start går det kun én vej, og det er ned ad bakke. Alligevel er det svært at se Ki-duks senere så stilfulde portrætter af menneskeligt forfald og fejlsatsninger som andet end livsbekræftende. Om ikke andet får de vist, at der er en anden verden end den glansbilledidyl, særligt amerikansk film har for vane at fremstille.

“Kim Ki-duk Collection” er en overordentlig interessant mundfuld, der forventeligt nok primært vil lokke de inkarnerede fans ud af busken. Andre kan da også nøjes med de senere så bredt og publikumsvenligt accepterede produktioner, der trods alt også rummer de bedste sider af Kim Ki-duk. Instruktøren har uden tvivl sine øjeblikke i karrierens forår, men der kan nu nok alligevel ikke anfægtes, at karrierens sommer med de væsentligste bidrag ligger i disse år med hårde og velanrettede angreb på prostitution, kommercialisme, seksuelle overgreb og generelt menneskeligt forfald.

Video”Crocodile”, “Birdcage Inn” og “Address Unknown”, er overført til dvd fra deres oprindelige formater, henholdsvis 1.33:1 (full screen) og 1.66:1. Det forhindrer dog ikke et gennemgående skramlet udtryk, hvor edge-enhancement til tider er allestedsnærværende, og digitale forstyrrelser heller ikke ligefrem er en mangelvare. Herudover er de ofte overbelyste billeder præget af en voldsomt svingende kontrast, men også en trods alt rimelig farvetemperatur. Men noget godt transfer er der imidlertid ikke tale om.

Audio”Crocodile” eksekveres i det sydkoreansk sproget Dolby Digital stereo lydspor, mens de efterfølgende “Birdcage Inn” og “Address Unknown” udtrykkes auditivt i et ligeledes sydkoreansk sproget Dolby Digital 5.1 lydspor. Lyden forekommer dog fortrinsvis i fronthøjtalerne og er underlagt en mudret dialog samt enkelte overstyringer. Heller ikke atmosfæren er værd at skrive hjem om. Således er iscenesættende effektlyde fraværende i en grad, der ikke er acceptabel, og det sætter sit præg på fortællingerne, der givetvis havde fungeret bedre med de rette auditive præmisser.

EkstramaterialePå alle tre udgivelser medfølger de tekstede “Talent Files” for instruktøren Kim Ki-duk samt de medvirkende aktører, ligesom trailere for “Address Unknown”, “The Isle” og “Bad Guy”, alle instrueret og skrevet af Kim Ki-duk også er at finde på et par af skiverne. Desværre er der ikke mere at komme efter på den front, hvilket må siges at være en skuffelse, udgivelsens samlede omfang taget i betragtning.