Mørke mord og pulserende popmusik

En mand er sammen med en kvinde i en bil. Hans ven har bind for øjnene på knæ i en skov. Creedence Clearwater Revival blæser derudaf med “Tombstone Shadow”. Der bygges op. Klip krydser de to sekvenser. Hurtigere og hurtigere. Klimaks. Til lyden af den hvinende guitarsolo får den ene mand skudt tre huller i hovedet. Så er tonen sat. Det er vist alt sammen sandt nok. Og grusomt. Det er en god omgang truth is stranger than fiction.

Det handler om at gøre det, du er bedst til. Det må Puccio-familiens overhoved sande. Han var efterretningsmand under den ‘beskidte krig’ i 1980’ernes Argentina, hvor tusindvis forsvandt. Nu er krigen slut. Og farmand Puccio er uden job. Så han bliver selvstændig. som kidnapper – dog uden cvr-nummer. Og selv om det begynder med slutningen, da politiet arresterer hele Puccio-klanen i åbningsscenen, så er det stadig spændende. For derfra flashbackes vi tilbage til den første kidnapning og så den næste og den næste og… Vi ved ikke, hvornår de bliver fanget. De kan blive taget når som helst.

Samme flash-frem-og-tilbage-trick brugte en anden argentinsk film, “Øjnenes hemmelighed”, der også udspillede sig i tiden efter ‘den beskidte krig’. Dengang handlede det ikke om dem, der kidnappede, men dem, der opklarede. Springene i tid var længere. Det handlede om mistet kærlighed, savn, anger. I “Klanen” springer vi ikke langt frem og tilbage, så i modsætning til “Øjnenes hemmelighed” er vi her vidne til situationerne, som kan ende med at producere de savnede eller de angrende. Jeg var splittet. Håber ikke på, de trykker på aftrækkeren. Men når det så først er gået galt, så er det alligevel sjovere at se, hvor galt det kan gå?

Sideløbende med kidnapningerne følger vi den ældste søn, Alejandro, der er stjernen på byens rugbyhold. I takt med at farmand hiver Alejandro længere og længere ind i kriminaliteten, bliver Alejandro påvirket både på og uden for banen. Farmands kidnapningsgesjæft bliver til en familiebusiness, men i forholdet mellem far og søn opstår det største problem. Det, der holder “Klanen” tilbage fra at være fantastisk. For hvordan har Alejandro det med, at et af ofrene er hans holdkammerat? Hvordan påvirker rollen som kidnapper hans forhold til sin kæreste? Vi kommer ikke langt nok ind i Alejandros sind. I stedet får vi en scene med faren, som giver Alejandro en ordentlig stak penge. Så er den klaret.

Hvor “Øjnenes hemmelighed” borede så dybt ind i sind og sjæl på spillerne i den beskidte krig, som man kunne, så er “Klanen” det stik modsatte. Det er, som om der ikke er tid til at se på følelser eller frygt for konsekvenser. I stedet trykkes speederen i bund med kursen sat direkte mod highway to hell. Smid samvittigheden ud, gå med på legen og kryds fingrene for Puccio-banden, opfordres der. Jeg er stadig splittet.