Åh, livet..

Terrence Malick laver film, som det passer ham, når det passer ham. I gamle dage kunne der gå tyve år mellem filmene fra den mystiske, filosofi-uddannede filmmager. Men siden Guldpalme-triumfen med “Tree of Life” i 2011 har Malick sat tempo på. I 2012 kom den skuffende “To the Wonder” og nu fortsætter “Knight of Cups” den triste, nedadgående spiral for en af verdens mest specielle filmskabere.

Hvor ville jeg dog gerne kunne lide “Knight of Cups”. I mine øjne var “Tree of Life” en af de mest ambitiøse film nogensinde. På den ene side var det et lille, nærmest skematisk skarpskåret familiedrama, hvor mor og fars modstridende værdier kæmpede om grebet i børnenes sjæl. Men samtidig var det et storslået kosmisk trip gennem altings oprindelse, en verdens- og værenshistorisk jagt på mening. Tænk, at man kan ville så meget med en film.

Der er mange stilistiske ligheder mellem “Knight of Cups” og “Tree of Life”. Emmanuel Lubezkis glidende, roligt hvirvlende kamerabevægelser. Den konstant hviskende voice-over og den højstemte, sakrale tone. Men hvor “Tree of Life” ville det hele, vil “Knight of Cups” næsten ingenting. Det er en ulideligt selvhøjtidelig skitse af en mut mandsperson i en ikke nærmere defineret eksistentiel krise. Det er Malicks storladne stil reduceret til lidt lækker-trist navlepilleri. Det er tåkrummende selvparodisk, når en voice-over luftigt hvisker ”Åhhh, livet,” og karaktererne leverer utilgivelige replikker à la: ”Vi lever ikke de liv, det er meningen, vi skal leve.” Den prætentiøse patos buldrer og brager i de tomme abstraktioner.

Det er Cristian Bale, der fortvivlet forsøger at give kød og blod til Malicks tomme tankekasteller. Han spiller Rick, der bor i Los Angeles, hvor han angiveligt er komiker. Den stillingsbetegnelse er dog noget nær det tætteste, “Knight of Cups” kommer på en joke. For hvis der er noget Rick ikke er, så er det sjov. Han vandrer mut og søvngængeragtigt rundt blandt Hollywood-jetsettere til overdådige fester og på ekstravagante stripklubber. Når han da ikke lige sopper tænksomt i vandkanten og stirrer sørgmodigt ud over Stillehavet.

Hvad Rick er så trist over, er ikke til at finde ud af. Ligesom i “Tree of Life” er der en død bror, der spøger i baggrunden. Og så er der selvfølgelig altid det med kvinder. Han boltrer sig med skønheder som Natalie Portman, Cate Blanchett, Imogen Poots, Freida Pinto, Teresa Palmer og Isabel Lucas. Selv James Bond havde bedt om en time-out. Men Rick har det så hårdt, at han knapt nok kan mønstre et smil. Måske har det noget at gøre med den Hollywood-producer, der tigger og beder om at få lov til at gøre Rick stinkende rig? Set fra mit perspektiv ser han nu allerede ret velbjerget ud, men det er nok niveauforskelle, man kun kan få øje på, når man selv befinder sig i de højere luftlag.