Bedrageri, fordomme, tortur, ulykke, sorg, had – ja, alle disse typiske, godhjertede og medmenneskelige egenskaber og dyder, som normalt er at finde i sækkevis i det gængse William Shakespeare stykke, er også at finde i “Købmanden i Venedig”. Endnu en af den engelske forfatterlegendes litterære triumfer, som er blevet filmatiseret et utal af gange. Men tilbyder denne seneste filmatisering overhovedet noget, som ingen tidligere udgaver har gjort? Var der overhovedet nogen grund til at fortælle den velkendte historie endnu en gang? Svaret på begge spørgsmål må være et klart, højlydt og resolut ja.

Dokumentar-instruktør Michael Radfords manuskript og instruktion mønstrer en spilletid på 2 timer og en interessant brug af bl.a. håndholdt kamera, der gør den lettere at gå til i forhold til den gængse, episke Shakespeare-film, såsom Kenneth Brannaghs episke, 4-timers triumftog “Hamlet” fra 1996. Det fungerer både på godt og ondt. Af og til kan man mærke, at der blevet skåret lidt fedt af historien (folk bekendte med historien vil forstå den hentydning). Men samtidigt giver det også filmen et vidunderligt, flydende tempo, som burde sikre den en plads i både de intellektuelle og de mere følelsesbetonedes hjerter. Udover det smukke kameraarbejde medvirker filmens fornemme kulisser til nydelsen af filmen, både visuelt og historiemæssigt, og gør hele oplevelsen forfriskende uteatralsk.

Men det er ikke kun filmens tekniske aspekter, der kan eller bør beundres. Shakespeares dialog er tung og fyldt med metaforer, men ytret korrekt og behandlet med den respekt og ærefrygt det forlanger, kan det lyde som sød musik for ørerne. Jeremy Irons er glimrende i rollen som den kristne handelsmand Antonio, der låner penge hos den ligeledes handelsbeskæftigede Shylock, som er jøde. Antonio låner pengene ud til sin gode ven Bassanio, som vil bruge dem i et forsøg på at nappe den smukkeste kvinde i det umiddelbare nabolag. Men pludseligt går det galt for Antonios forretning, og en for sen udbetaling til Shylock resulterer ikke blot i ekstra renter – han skal donere et pund kød til Shylock fra sin egen krop.

Al Pacino er, som sædvanlig, stærk som træsprit i rollen som Shylock. Og især scenerne, hvor både Pacino og Irons medvirker, er en fornøjelse. Også Joseph Fiennes, som selv spillede Shakespeare i Oscar-vinderen “Shakespeare in Love”, gør det fint som filmens minutmæssige dominerende rolle, Bassanio. Og heller ikke bedårende Lynn Collins bør glemmes. Hun spiller Portia, den henrivende kvinde, som Bassanio har udset sig til at blive sin kone. Det lykkes dem alle at skyde et gran af nutidig sensibilitet ind i Shakespeares fyldige og poetiske dialog, og at få det til at virke dejligt filmisk. Kun sjældent bliver de klassiske, spydige og smukke mini-monologer leveret på samme firkantede måde, som en ivrig gymnasieelev besat på at imponere ville gøre det.

“Købmanden i Venedig” er Shakespeare, når det er bedst. Dragende, betagende og hjerteskærende. Den ene twist efter den anden bliver slynget ud, og man sidder indtil slutning og bider negle, mens man håber, at det hele ikke vil ende i et “Romeo & Julie”/”Hamlet” blodbad. Der er en grund til, at fortællingen har overlevet så længe. Der er masser af kød på historien, og “Købmanden i Venedig” er et af de ældste og stadigvæk bedste stykker, der til dato er blevet skrevet om tolerance og medmenneskelighed. Det er intet under, at Al Pacino har sammenlignet stykkets berømte monolog (Shylocks rammende tale om kristnes og jøders fællestræk) med Martin Luther Kings ord om frihed for de sorte i 1960’erne USA. Det her er stærke sager, mindst lige så aktuelle og interessante den dag i dag, som de var for 400 år siden.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format.
Billedmæssigt har “Købmanden i Venedig” sine op- og nedture. Mudret er nøgleordet. I flere af filmens meget mørke og meget lyse scener smelter mange af palettens brun/grønlige farver sammen til en kedelig masse, mens detaljerne ofte går mere eller mindre tabt i baggrunden. Transferet er også ofte blødt, og det bliver kun tydeligere, jo større en skærm eller lærred man vælger at se filmen på. I nærbilleder er detaljerne heldigvis langt tydeligere, og det smalle udbud af ekstramateriale gør, at mere plads er blevet brugt på selve filmen, hvilket har gjort antallet af kompressionsfejl meget lille. I de fleste scener er farverne varme, kontrasten fin og mængden af digital støj meget, meget lille. Scanbox er på rette vej, men er desværre ikke helt undsluppet deres gamle image endnu.

AudioDet engelske Dolby Digital 5.1 lydspor er tilpas fyldigt til at få Venedigs gamle byliv til at virke både ægte og nært. Musikken især fylder kanalerne godt ud, og der er masser af dejlig brug af bas, hvilket – ligesom resten af sporet – kommer som en dejlig, positiv overraskelse.

Ekstramateriale”The Merchant of Venice – Shakespeare through the Lens” (29 minutter) er en glimrende og velproduceret dokumentar, der indeholder interviews med de medvirkende skuespillere og filmens bagmænd. Desværre er den også dvd’ens eneste stykke ekstramateriale med egentlig substans. Der bliver bl.a. talt om, hvordan Al Pacino havde fået tilbudt sin rolle adskillige gange i løbet af karrieren, men først her takkede ja, og om bestræbelserne på at få filmen til at se så virkelighedstro ud som muligt. Dokumentaren byder desværre ikke på nogle bag-om-kameraet optagelser, men den høje kvalitet af interviewene bringer vægtskålene i balance.

En række trailers er desuden inkluderet.

Ifølge dvd’ens menu, byder discen på en masse ekstra informationer, hvis man smækker den i sit dvd-rom drev. Der er dog kun tale om et enkelt .pdf dokument på godt og vel 40 sider, som indeholder lidt overfladisk information om filmholdet og selve filmen.