Den svenske politifarce “Kops” er en af de sjoveste film jeg længe har set. Det er rigtig go’ humor der ikke, som så ofte set i de amerikanske modstykker, kammer fuldstændigt over, eller består af totalt udpinte jokes der er set så mange gange før. Det er en veludført idé der får en til at grine højlydt. Det er især de mærkværdige personligheder i filmen, der tilsammen udgør det lille lokalsamfunds ordensmagt, der bringer filmens humor op på et lidt højere niveau end de masseproducerede amerikanske komedier.

Manden bag filmen er den kun 25-årige libanesisk fødte Josef Farres, der ligeledes stod bag en anden svensk succeshistorie, filmen: “Jalla! Jalla!”. En instruktør og idémand hvis karriere forhåbentlig endnu ikke har toppet – og en instruktør hvis fremtidige arbejde man hvis roligt kan glæde sig til.

Til trods for instruktørens libanesiske baggrund, unge alder og det svenske statsborgerskab, så rammer humoren i filmen ikke ved siden af – heller ikke i Danmark. Humoren er af den skæve og sjove slags som set i filmene “Blinkende lygter” og “I Kina spiser de hunde”. Typisk dansk kunne man fristes til at sige, til trods for at “Kops” er produceret af arvefjenden på den anden side af vandet. Fares film er en satire på noget af det svenskerne altid har været utrolig gode til at lave, nemlig film og tv om politisager.

De har altid været lidt mere fremme i skoene når det gælder den slags film og serier, og de har altid leveret mere troværdig action end danskerne. Med f.eks Martin Beck filmene, Anna Holt serien, og selvfølgelig Hamilton filmene. Men også på det komiske område har de produceret mange sjove og underholdende film, så hvad er så mere nærliggende end at lave sjov med de alle de gode politifilm.

I “Kops” følger man primært de fire betjente Jakob, Benny, Lasse og Agneta, og deres forsøg på at redde den lukningstruede politistation. De er betjentene som håndhæver loven i det lille samfund, hvor der stort set aldrig sker noget kriminelt eller farligt – det skulle da lige være når pensionisterne snyder betjentene i poker, og når omstrejfende køer skal indfanges. Betjentene tilbringer størstedelen af deres dag med at tulle rundt, spille hockey, drikke kaffe, og så blive snydt af pensionisterne.

Det er alle de små ting i historien der gør filmen så utrolig sjov, som når politi-ægteparret Lasse og Agnete (begge i en midtvejskrise) offentligt skændes og hvor skældsord som ‘hængerpatter’ og ‘bildæk’ flyver gennem luften, eller når den enlige far Jakobs blind dates ender før de overhovedet er startet.

Den sjovest og klart mest besynderlige af de fire betjente er dog Benny, eller ‘Benny the Cop’ som han ynder at omtale sig selv. Den strikkende betjent der lever i en drømmeverden, hvor han er Sveriges svar på John ‘Die Hard’ McClane. Han minder i øvrigt lidt om Benicio Del Toros karakter Fred Fenster fra “Usual Suspects” når han taler engelsk – hvis man da kan kalde de forslidte Hollywood action/mafia-film fraser for at tale engelsk.

Benny bliver spillet af Torkel Petersson og det gør han godt, han er 50% filmen “Kops”. Petersson leverer den ene genistreg efter den anden i filmen, han får virkelig klemt alt det komiske ud af sin karakter, og det er netop den slags skuespil der løfter filmen. Selve filmen har jo ikke den mest dybsindige historie, hvilket jo sjældent hører sig til den genre, og derfor er der så næsten kun skuespillet og de forskellige karakterer tilbage til at gøre den seværdig – hvilket må siges er lykkedes ret godt i den her.