Kvinden, der fik børn

Jeg tror, at Paula Hawkins har læst Gillian Flynns “Gone Girl”, inden hun selv skrev “The Girl on the Train”. Og jeg tror endnu mere, at Tate Taylor har set David Finchers “Gone Girl”-filmatisering – der på dansk fik titlen “Kvinden der forsvandt” – inden han filmatiserede “The Girl on the Train” til “Kvinden i toget”. Jeg forstår dem begge. Det er godt med gode forbilleder, selv om de kan være svære at leve op til.

Det er nemlig den samme slags tvistede parforholdsfortælling, hvor sandheden skal frem om en forsvunden kvinde i en verden af mystiske mænd og kyniske kællinger. I “Kvinden der forsvandt” var der den konkrete sag om Amy, som var væk. Havde ægtemanden mon gjort det? Men også en større pointe om, hvad livets kriser kan gøre ved forholdet mellem ægtemand og kone. Engang nyforelskede, men nu truet af parcelhusdøden. Sådan er det også i “Kvinden i toget”, hvor den store pointe dog aldrig bliver større, end at børn kan få forelskelsen til at forsvinde. For selv om sex er betingelsen for børn, så er børn nærmest det modsatte for sex, siger “Kvinden i toget”.

Den tematiske helhed flettes sammen af tre kvindeskæbner, der flashes frem og tilbage i tid. Rachel, der ikke kan få børn. Anna, der har fået et barn. Megan, der ikke vil have et barn. Perspektivet skifter hele tiden mellem de tre. Vi oplever ikke det, der sker, men sådan som de oplever, det sker. De er utroværdige fortællere. Eller i hvert fald ikke nødvendigvis troværdige. For hvad skete der den aften, hvor Rachel stod af toget, blev slået ned og vågner op til mistanke om mord på en af de andre kvinder? Hun husker ingenting. Fordi hun drikker, fordi hun er bitter på eksmanden, der har fået et barn med Anna, som ligner Megan lidt. På afstand. Har Rachel gjort noget dumt?

Sådan opleves “Kvinden i toget” som et habilt afsnit af “The Affair”, der netop gjorde den utroværdige fortæller moderne. Historien opleves fra flere sider, imens parforholdet dør hen i et parcelhus nær togskinnerne. Mest mystisk er Megan, der spilles af nyheden Haley Bennett med samme sammenknebne katteøjne og hviskende ‘cool girl’-stemme, som Rosamund Pike gjorde moderne med sin kvinde, der forsvandt. På afstand fra togkupeen lever Megan det perfekte, forførende forstadsliv, vurderer Rachel med et alkoholisk udsyn, som nok lige får lidt for meget fra flasken med skør af ellers altid gode Emily Blunt.

Hun er forsvundet som person. Men ingen leder efter den gode, gamle Rachel. For i en verden, hvor kvinder kun finder mening i at få børn, så er hun ingenting. Bare en stakkel på toget, der kigger på de andres liv med mand og mening. Den provokerende indsigt forsvinder også i en film, der forsøger at være klogere, end den er. Det er “Memento” for housewifes, hvor den fordrukne hukommelse skal huske et mysterium, der aldrig bliver helt så vildt, som en Gillian Flynn kunne have tænkt det.