Forelskelse og fårelort

Bedre sent end aldrig. Med små to års forsinkelse rammer den romantiske norske ungdomsfilm “Kys mig, for fanden” nu de danske biografer. Med sig i bagagen har den positive anmeldelser fra hjemlandet og prisen for bedste film uddelt af ungdomsjuryen ved sidste års Buster Film Festival herhjemme. Som titlen lader dig vide, er der smæk på hormonerne, og de romantiske implikationer står i kø, når en ungdomsteatertrup sætter et saftigt stykke op.

Nærmere bestemt er det den norske stjernedramatiker Jon Fosses “Drøm om efterår”, som vores kvindelige hovedperson, Tale, kaster sin kærlighed på. Hun er bare sytten, men træt af at spille dilettantteater i dyrekostumer for sjov. Så hun overtaler den kendte skuespiller Lars Nyqvist, der er på ægteskabelig retræte på den forblæste norske kyst til at instruere hende og vennerne i Fosses stykke. Et stykke, der såmænd handler om noget så anti-ungdomsfilmagtigt som ‘kærlighedens væsen’.

Dog er der lige et par bump på vejen inden den store premiere. Lars Nyqvist, der spilles med herligt, vrængende mine og fedtet kunstnerhår af Kristoffer Joner, fungerer bedst med et skvæt whisky i kaffen og en flaske rødvin under armen. Hans første gerning som instruktør og mentor for den umage flok amatører er at vrage den ’god-som-dagen-er-lang' og sødmælkssunde Johannes til fordel for fodboldholdets stjernespiller og byens slemme dreng, Vegard. Der skulle jo gerne være seksuelle spændinger på scenen mellem Tale og det mandlige modspil. Men kan en fodboldidiot overhovedet spille teater? Og hvad sker der, når Tale og Vegard, der egentlig ikke kan døje hinanden, bliver tvunget til at være helt tætte gennem tåkrummende teatersportsøvelser? Ja, du gættede det. Det er jo en romantisk ungdomsfilm.

Teaterstykket og tilstedeværelsen af den drikfældige Nyqvist synes lidt som en påklistret meta-ramme midt i den ret skønne og akavede teenageverden, som filmens instruktør, Stian Kristiansen, så fint realiserer. Og lige netop det dér med akavede teenagere og deres ustyrlige hormoner kan Kristiansen omsætte til vedkommende film. I debutfilmen “Mig og Yngve” fra 2008 tegnede han et forfriskende komplekst billede af den rødhårede, følsomme Stavanger-punker Jarle, der pludselig har følelser for sin nye klassekammerat Yngve. I “Kys mig, for fanden” giver Kristiansen køb på kompleksiteten til fordel for en mere ligefrem feelgood-stemning med lidt for lav fællesnævner af og til. ’Se, der er et får, der skider'. ’Ha, ha, ham der er blevet drukket under, og nu er der nogen, der propper en grankogle op i røven på ham.' Fnis. Alt andet lige føles “Kys mig, for fanden” som en mere umoden film end Kristiansens debut.

Heldigvis er Stian Kristiansen flankeret af ægte charmerende, unge mennesker foran kameraet, mens Trond Tønder bag kameraet tilsætter ro og solbeskinnet varme. Billeder af friske, røde fodboldkinder, frynserne på de lidt for korte, afklippede jeans og de matchende solbrændte, syttenårige lår. Sødmen og ungdommen er til at tage og føle på, og det er svært ikke at blive revet med i den purunge forelskelsesrus og tilhørende jalousi, når bedsteveninden voldkysser ham den søde lige for næsen af én selv. Kys MIG, for fanden!