La Bohème
Udgivet 25. sep 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Den tyske filminstruktør Werner Herzog, som har stået bag adskillige operaer på scenen, blev engang spurgt, om han ikke havde overvejet at bringe nogle af dem til det store lærred. Det havde han ikke, svarede han, eftersom de to medier var så uforenelige, og selv kompetente instruktører så som Ingmar Bergman havde da også fejlet i forsøget.
En sådan er “La Bohème” beklageligvis også blevet, og udformningen af den klassiske historie om det problematiske kærlighedsforhold mellem den fattige forfatterspire Rodolfo og den svagelige, men skønne Mimi er rent visuelt bragt til live med en æstetik a la romantiske postkort og nuttede snelandskaber. Opsætningen kunne med blot enkelte modifikationer anvendes som baggrund i en julekalender.
Den primære attraktion ved filmen er dog utvivlsomt musikken, som det er svært at omtale i andet end skamrosende toner. “La Bohème” er en af de hyppigst opførte operaer i verden, og det er der en ualmindelig god grund til. Hvert stykke synes perfekt, og man får følelsen af, at komponisten Giacomo Puccini som en anden Picasso maler fantastiske lydbilleder i luften.
Musikken går uden omsvøb ind i liv og sjæl, og få kan som Puccini sammensætte musik og handling, således at man efterlades bevæget. Efterhånden som dramaet tager til i styrke, er det da også så godt som umuligt ikke at reagere følelsesmæssigt. Derfor er det også lidt trist, at operaen ikke får et mere interessant visuelt modstykke i denne film, hvor fremtoningen er pæn, nydelig, konservativ… og lidt kedelig.
At instruktøren Robert Dornhelm mest har en fortid inden for tv kan ikke undre, og effekten er også lidt som at se en transmission fra en uambitiøs sceneopsætning. Når “La Bohème” så stadig er en glimrende oplevelse, er det primært takket være den vidunderlige musik og de overbevisende hovedrolleindehavere, der formår at sparke al det liv ind i fortællingen, som instruktøren ikke helt magter. Herfra skal der i hvert fald lyde en opfordring til at forsøge sig med filmen og så måske efterfølgende træde ind i operahusene, hvor den ægte vare stadig kan opleves med uformindsket styrke.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet